Vi vil gerne tale om døden – men det er svært
PRESSEMEDDELELSE: Samtalen om døden er vigtig for flertallet af os, men vi synes samtidig, det er svært at tage hul på den snak. Det viser en ny undersøgelse fra Landsforeningen Liv&Død, der sætter fokus på danskernes forhold til døden.
78 pct. af dem, der deltog i undersøgelsen, svarer, at det er vigtigt at tale om døden.
Det er især vigtigt, fordi det føles godt at dele sine tanker og følelser om døden med andre, og fordi det er vigtigt at forberede sig selv og sine nærmeste på døden.
Når vi tager samtalen, gør vi det helst med vores partner, børn og nærmeste familie og venner – mens de færreste taler med kolleger, den praktiserende læge, sundhedsprofessionelle eller trossamfund.
Det er dog ikke en samtale, det er let at begynde på. Flertallet mener, at det i nogen grad er svært at tale om døden, mens ca. hver femte mener, at det i høj eller meget høj grad er svært.
”Fordi det betyder noget at tale sammen om døden, er det ærgerligt, at det er så svært for os at få det gjort. I sidste ende kan det have en række konsekvenser for os, for vi ved måske ikke, hvad vores kære ønsker, der skal ske til deres begravelse, fordi vi ikke har fået talt om det i tide. Vi skal derfor have skabt nogle bedre rammer for samtalen om døden”, siger Michael Hviid Jacobsen, formand for Landsforeningen Liv&Død.
Konference, foredrag og udstilling
Samtalen om døden er blot et af emnerne i Landsforeningen Liv&Døds undersøgelse om danskernes forhold til døden i dag.
Undersøgelsen har også fokus på ritualer i forbindelse med døden, selvbestemmelse/medbestemmelse, lovgivning og bæredygtighed ved begravelse/bisættelse.
I kølvandet på undersøgelsen er der blevet udarbejdet en pixi-udgave med opsummeringer og udvalgte tal. Begge dele kan findes på Landsforeningen Liv&Døds hjemmeside.
Undersøgelsen bliver fulgt op af en konference om danskeres forhold til døden den 14. april, ligesom der i løbet af foråret vil være en foredragsrække om ritualer i forbindelse med døden. Foredragene finder sted i Funebariet, Landsforeningen Liv&Døds udstillingssted om døden.
I juni kan man i Funebariet desuden se udstillingen ’FAR VEL’ om afskedsritualer.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført i juni 2022 af YouGov med deltagelse af et repræsentativt udsnit af den danske befolkning på 1.014 respondenter over 18 år.
Find hele undersøgelsen og pixien her.
Om Landsforeningen Liv&Død
Landsforeningen Liv&Død er en forening, der arbejder for at starte den gode samtale om døden og den værdige afsked.
For mere information, kontakt:
- Michael Hviid Jacobsen, formand for Landsforeningen Liv&Død.
Tlf. 99408120 / mail mhj@socsci.aau.dk - Vibeke Sonntag Larsen, sekretariatschef i Landsforeningen Liv&Død.
Tlf. 25 33 36 25 / mail vsl@livogdoed.dk