22. februar 2022

Udstilling skal rykke ved tabuerne omkring selvmord – se den i Folkekirkens Hus i Aalborg

De døde, de overlevende og de efterladte til selvmord. Det er de mennesker, som er centrum for en udstilling om selvmord, som skal være med til at nedbryde tabuerne omkring det svære emne, og som kan ses i Folkekirkens Hus i Aalborg fra den 1. marts til og med den 28. april.

Landsforeningen Liv&Død står bag udstillingen med navnet ’Ramt – en udstilling om de døde, de overlevende og de efterladte til selvmord’. Udstillingen er skabt i samarbejde med Livslinien.

Udstillingen har fokus på både de døde, de overlevende og de efterladte til selvmord og balancerer mellem personlige fortællinger samt konkret viden og fakta om emnet.

Hver dag begår 1-2 personer i Danmark selvmord, og over 200.000 nulevende danskere har et selvmordsforsøg bag sig. Selvmord og selvmordsforsøg berører i gennemsnit fem mennesker, hvilket betyder, at over én million nulevende danskere har været berørt af en selvmordsproblematik (kilde: Livslinien). På trods af de markante tal er det fortsat et af de mest tabubelagte områder i vores samfund.

De tabuer, der er omkring selvmord, fører til myter og misforståelser om selvmord – og ikke mindst stigmatisering både af dem, der har begået selvmord, dem, der har forsøgt, og dem, der har mistet til selvmord. Det forværrer blot den sårbare situation, som mennesker med selvmord tæt inde på livet befinder sig i, at omverdenen møder dem med berøringsangst, fejlagtige antagelser og tavshed.

Med udstillingen håber Landsforeningen Liv&Død at kunne være med til at rykke ved disse tabuer og derved at kunne hjælpe dem, som på den ene eller anden måde er berørt af selvmord.

Landsforeningen Liv&Død har i udarbejdelsen af udstillingen arbejdet tæt sammen med Livslinien, der er et rådgivningstilbud til selvmordtruede og pårørende. Og ifølge Livslinien kan udstillingen gøre en forskel:

”For os skaber udstillingen en unik form for formidling omkring et svært emne og inddrager mange vigtige perspektiver omkring selvmord – både de dødes, de overlevendes og de pårørendes.
Udstillingen kan potentielt være med til at skabe større viden om selvmord og dermed skabe grobund for mere åbenhed, forståelse og viden om, hvor og hvordan man kan hjælpe dem, som har selvmord tæt inde på livet,” siger Jeppe Kristen Toft, direktør i Livslinien.

Janne har mistet sin mand til selvmord og bidrager til udstillingen – og hun glæder sig over, at udstillingen har fokus på selvmord:

”Det er så vigtigt for mig, at vi får nedbrudt tabuet omkring selvmord, så det er fantastisk at få sat fokus på via denne udstilling. Forhåbentlig kan vi derved være med til at tage bare et lille skridt i den rette retning. Et skridt mod ikke at være så berøringsangste. Så vi tør at tale med hinanden – også om de svære emner, også om døden, også om psykisk sygdom og også om selvmord.”

Ramt – en udstilling om de døde, de overlevende og de efterladte til selvmord’ kan ses i Folkekirkens Hus, Gammeltorv 4, 9000 Aalborg.

Plakat for udstillingen. Illustration: Pernille Strøm Øster.

Fakta om selvmord

  • Hver dag begår 1-2 personer i Danmark selvmord.
  • Over 200.000 nulevende danskere har et selvmordsforsøg bag sig.
  • Selvmord og selvmordsforsøg berører i gennemsnit fem mennesker, hvilket betyder, at over én million nulevende danskere har været berørt af en selvmordsproblematik. (Kilde: Livslinien)
  • Selvmordstruet? Kontakt Livslinien på 70 201 201.

Kort om udstillingen

  • Udstillingen har titlen ’Ramt – en udstilling om de døde, de overlevende og de efterladte til selvmord’.
  • Udstillingen vises i Folkekirkens Hus, Gammeltorv 4, 9000 Aalborg.
  • Udstillingen kan ses i perioden den 1. marts til og med den 28. april.
  • Der er gratis entré.

Om Landsforeningen Liv&Død

Landsforeningen Liv&Død er en humanitær, almennyttig organisation, der arbejder for en værdig afsked med livet og for at nedbryde tabuet om døden. Læs mere: www.livogdød.dk

Om Livslinien

Livslinien er et rådgivningstilbud til selvmordtruede og pårørende. Læs mere: www.livslinien.dk

For yderligere information – kontakt:

  • Landsforeningen Liv&Død på mail: info@livogdoed.dk / tlf. 3052 3335

Læs mere:

Udstillingen i Aalborg er støttet af Spar Nord Fonden.