Udstilling om selvmord kan igen ses i København
Pressemeddelelse: De døde, de overlevende og de efterladte til selvmord. Det er de mennesker, som er centrum for en udstilling om selvmord, som skal være med til at nedbryde tabuerne omkring det svære emne, og som snart igen kan ses i Funebariet, Landsforeningen Liv&Døds udstillingssted i hjertet af København.
Det bliver muligt fra den 5. juli til og med den 17. september.
Landsforeningen Liv&Død står bag udstillingen med navnet ’Ramt – en udstilling om de døde, de overlevende og de efterladte til selvmord’. Udstillingen er skabt i samarbejde med Livslinien.
Efter først at have været vist i Funebariet, Landsforeningen Liv&Døds udstillingssted om død og begravelse i København K, har udstillingen været på turné til Aarhus og Odense – men vender for en periode igen tilbage til Funebariet.
Udstillingen har fokus på både de døde, de overlevende og de efterladte til selvmord og balancerer mellem personlige fortællinger samt konkret viden og fakta om emnet.
Hver dag begår 1-2 personer i Danmark selvmord, og over 200.000 nulevende danskere har et selvmordsforsøg bag sig. Selvmord og selvmordsforsøg berører i gennemsnit fem mennesker, hvilket betyder, at over én million nulevende danskere har været berørt af en selvmordsproblematik (kilde: Livslinien). På trods af de markante tal er det fortsat et af de mest tabubelagte områder i vores samfund.
Kirsten Søndergaard, direktør i Landsforeningen Liv&Død, siger:
”De tabuer, der er omkring selvmord, fører til myter og misforståelser om selvmord – og ikke mindst stigmatisering både af dem, der har begået selvmord, dem, der har forsøgt, og dem, der har mistet til selvmord. Det forværrer blot den sårbare situation, som mennesker med selvmord tæt inde på livet befinder sig i, at omverdenen møder dem med berøringsangst, fejlagtige antagelser og tavshed.
Med udstillingen håber vi at kunne være med til at rykke ved disse tabuer og derved at kunne hjælpe dem, som på den ene eller anden måde er berørt af selvmord.”
Landsforeningen Liv&Død har i udarbejdelsen af udstillingen arbejdet tæt sammen med Livslinien, der er et rådgivningstilbud til selvmordtruede og pårørende. Og ifølge Livslinien kan udstillingen gøre en forskel:
”For os skaber udstillingen en unik form for formidling omkring et svært emne og inddrager mange vigtige perspektiver omkring selvmord – både de dødes, de overlevendes og de pårørendes.
Udstillingen kan potentielt være med til at skabe større viden om selvmord og dermed skabe grobund for mere åbenhed, forståelse og viden om, hvor og hvordan man kan hjælpe dem, som har selvmord tæt inde på livet,” siger Jeppe Kristen Toft, direktør i Livslinien.
Janne har mistet sin mand til selvmord og bidrager til udstillingen – og hun glæder sig over, at udstillingen har fokus på selvmord:
”Det er så vigtigt for mig, at vi får nedbrudt tabuet omkring selvmord, så det er fantastisk at få sat fokus på via denne udstilling. Forhåbentlig kan vi derved være med til at tage bare et lille skridt i den rette retning. Et skridt mod ikke at være så berøringsangste. Så vi tør at tale med hinanden – også om de svære emner, også om døden, også om psykisk sygdom og også om selvmord.”
Efter udstillingen har været vist i Funebariet, skal den igen på turné rundt om i landet.
Fakta om selvmord
- Hver dag begår 1-2 personer i Danmark selvmord.
- Over 200.000 nulevende danskere har et selvmordsforsøg bag sig.
- Selvmord og selvmordsforsøg berører i gennemsnit fem mennesker, hvilket betyder, at over én million nulevende danskere har været berørt af en selvmordsproblematik. (Kilde: Livslinien)
- Selvmordstruet? Kontakt Livslinien på 70 201 201.
Kort om udstillingen
- Udstillingen har titlen ’Ramt – en udstilling om de døde, de overlevende og de efterladte til selvmord’.
- Udstillingen vises i Funebariet, Landsforeningen Liv&Døds udstillingssted om død og begravelse, Nikolaj Plads 27, 1067 København K
- Udstillingen kan ses i perioden fra den 5. juli til og med den 17. september. Åbningstiden er kl. 9-15 alle hverdage.
- Det koster 30 kr. at se udstillingen.
Om Landsforeningen Liv&Død
Landsforeningen Liv&Død er en humanitær, almennyttig organisation, der arbejder for en værdig afsked med livet og for at nedbryde tabuet om døden. Læs mere her.
Om Livslinien
Livslinien er et rådgivningstilbud til selvmordtruede og pårørende. Læs mere: www.livslinien.dk
For yderligere information – kontakt:
- Landsforeningen Liv&Død, direktør Kirsten Søndergaard
- Mail: kso@livogdoed.dk
- Tlf. 3052 3335