SorgBar: Nyt initiativ til sørgende og deres netværk
Med tre events i efteråret sætter Landsforeningen Liv&Død fokus på samvær, samtale og musik som drivkræfter på vej mod en mere åben sorgkultur.
For knapt tre år siden mistede Adam Scavenius, 25, sin mor. Hun døde pludseligt af en aneurisme, en udposning på en hovedpulsåre, der bristede. Adam erfarede i tiden efter sin mors død, hvor svært det var som efterladt at få den støtte og hjælp, han havde brug for, i det etablerede behandlingssystem. På den baggrund fik han ideen til SorgBar – en række gratis events, hvor mennesker berørt af sorg og deres pårørende kan finde rum, støtte og inspiration.
SorgBar er blevet realiseret af Landsforeningen Liv&Død. De tre første events var planlagt til foråret, men ligesom så meget andet måtte SorgBar planlægges om på grund af omstændighederne omkring udbruddet af COVID-19. SorgBar er derfor blevet flyttet til efteråret 2020 og datoerne 20. august, 17. september og 15. oktober.
SorgBar finder sted på EKHO EKHO, musikfællesskabet på Refshaleøen i København.
Direktør hos Landsforeningen Liv&Død, Kirsten Søndergaard, fortæller:
I Landsforeningen Liv&Død arbejder vi for en værdig afsked med livet og for at nedbryde tabuet om døden. SorgBar rammer meget konkret ned i begge disse felter: Den værdige afsked med livet hænger også sammen med, at de efterladte får rum og plads til at sørge på deres egen måde. Tiden med Corona har været ekstra svær for mange sørgende, da der har været restriktioner for, hvordan man kan være sammen. SorgBar har fået en ny aktualitet og relevans i denne krise.
Musik er en central del af SorgBar. Gennem tiden har mennesker brugt musikken til at beskrive og håndtere svære begivenheder og følelser i livet. Sorg kan være en stor og klodset følelse, og den kan være vanskelig at forklare for andre. Musikken kan bibringe en fælles forståelse for det, der er vanskeligt at fortælle om og vanskeligt at forstå.
Kirsten Søndergaard fortsætter:
I Landsforeningen Liv&Død ved vi, at musik betyder meget for mange efterladte, fordi de dér kan få en følelse af at blive genkendt. Samtidig bruger nogle også musik til at mindes de døde. Med SorgBar vil vi skabe et rum, hvor mennesker i sorg kan rustes til bedre at kunne møde omverdenen efter et tab.
Personlige fortællinger og musik til hver SorgBar
Eventet er opdelt i to dele. I første del holder personer berørt af sorg oplæg med afsæt i deres oplevelser og fortællinger om tab og sorg. Oplæggene kommer fra forskellige personer med hver deres historie for at understrege, at sorg er mange ting, og at alle sørger og reagerer forskelligt. Når oplægsholderne har delt deres oplevelser, vil det være muligt for deltagerne at stille spørgsmål eller komme med deres egne historier enten i åbent forum eller via anonyme sedler. På den måde kan man tage aktiv del i SorgBar ved at spørge til oplæggene og deltage i debatten. Men man kan også være med, hvis man ikke er helt parat til at tale højt i et større forum om sorg.
I pausen mellem første og anden del er der mulighed for at købe øl og vand i baren eller at trække udendørs for at få luft, hvis det er det, man har brug for.
I anden del af SorgBar sker der et stemningsskift: De fysiske rammer bliver ændret, og der bringes liv ind i lokalet i form af lys og planter. En musiker, der selv har oplevet sorg, vil optræde.
- 20. augst spiller Dawn og Adam fra orkestret Fastpoholmen. Deres hit ’Dudu’ har dannet lydtæppe for podcasten ’Jeg plejede at tro på for evigt’, som Landsforeningen Liv&Død står bag. Sangen blev skrevet og indspillet i tiden, hvor Dawn, som er forsanger, mistede sin mor.
- 17. september spiller Marc Facchini akkompagneret af en violinist. Marc har for ganske nylig også udgivet et album, ’Ind I Evigheden’, der beskæftiger sig med døden og emnet undergang. Den første single ’Dig & mig’ handler om stor kærlighed og om at møde døden sammen.
- 15. oktober kommer Kira Skov med en guitarist. Kira har efter tabet af sin makker i kærlighed og musik, Nicolai Munch-Hansen, skabt et helt album, ’The Echo Of You’, der handler om sorg og tab.
Landsforeningen Liv&Død glæder sig til at byde velkommen til de tre første SorgBar. Det er gratis at deltage, men der er et begrænset antal pladser, så tilmelding er nødvendig.
Tilmelding kan ske på Liv&Døds hjemmeside.
Til SorgBar er der en begrænsning på 50 personer pr. arrangement, så vi kommer ikke til at overskride det maksimale antal deltagere i forsamlinger, jf. de politiske anbefalinger og mulig kommende lovgivning i forbindelse med Corona-virus. Vi vil til enhver tid følge de gældende retningslinjer og anbefalinger og er opmærksomme på evt. ændringer i de politiske tiltag.
Projektet er støttet af Nordeafonden, DMF og Christianshavns Lokaludvalg.
Hvad: SorgBar
Hvornår: 20. august, 17. september og 15. oktober – kl.19.00 alle dage
Hvor: EKHO EKHO, Refshalevej 207A, København K.
Bus 2A går lige til døren, og der vil være skilte og frivillige til at vise vej.
Tilmelding: Det koster ikke noget at deltage, men tilmelding er nødvendig. Det sker via Liv&Døds hjemmeside
Om Landsforeningen Liv&Død
Landsforeningen Liv&Død er en humanitær, almennyttig organisation, der arbejder for en værdig afsked med livet og for at nedbryde tabuet om døden.
For yderligere information – kontakt:
Kirsten Søndergaard, direktør i Landsforeningen Liv&Død, tlf.: 3336 4970 / 3052 3335