Fotoudstilling viser livets sidste fase
PRESSEMEDDELELSE: Rørende og vedkommende billeder om den sene alderdom kan fra den 2/12 ses i ny udstiling hos Funebariet. Bag billederne står fotojournalist Tor Birk Trads.
Udstillingen Til mine dages ende kombinerer nærværende portrætter og hverdagsbilleder af mennesker, der befinder sig i slutningen af livet, med arkivbilleder fra deres ungdom.
Gennem besøg hos ni mennesker i alderen 92-99 år har fotografen undersøgt den sene alderdom. Det er en periode præget af tab: Sanserne, evnerne, kræfterne og omgangskredsen svinder ind.
Men det er også en tid med rum til at tænke, lytte og dvæle. Ved sine besøg har fotografen interviewet de ældre om deres dagligdag og syn på livet og døden og fotograferet dem og deres omgivelser.
“Jeg håber, at udstillingen kan igangsætte tanker og samtaler om livets indhold og afslutning. Mine møder med de gamle har været fantastisk livsbekræftende og fulde af visdom. Jeg håber, at den energi skinner igennem,” siger Tor Birk Trads.
Mere end en udstilling
Udstillingen indeholder en lydstation, hvor man kan høre et sammenklip fra fotografens interviews med de gamle. Sammen med udstillingen hører også en bog, der kombinerer citater, arkivbilleder og Tor Birk Trads’ fotografier.
Bogen kan i udstillingsperioden købes hos Landsforeningen Liv&Død. Bogen kan også købes på www.torbirktrads.dk/bogsalg.
- Se udstillingen Til mine dages ende hos Funebariet den 2/12-22-28/2-23.
- Entre: 30 kr.
Åbning af udstillingen finder sted den 2/12 kl. 16-17.
Det er gratis at besøge udstillingen og Funebariet i forbindelse med åbningen.
Om Funebariet:
Funebariet er Landsforeningen Liv&Døds udstillingssted om døden.
Læs mere om Funebariet.
- For yderligere information – kontakt Landsforeningen Liv&Død på:
Mail: info@livogdoed.dk
Tlf. 33 36 49 70