Landsforeningen Liv&Død søger en praktikant til efteråret
Vi tager nu mod ansøgninger fra studerende, der gerne vil være vores kommende udviklings- og formidlingspraktikant.
Vil du være med til at styrke vores indsats for at starte den gode samtale om døden gennem formidling og kultur? Vil du gerne arbejde med kommunikation, events, læring og udstillinger? Har du interesse for mennesker og gåpåmod til at arbejde med et emne, som mange synes er svært? Så er du måske vores kommende praktikant!
Landsforeningen Liv&Død arbejder for at nedbryde tabuet om døden og starte den gode samtale om livet, døden og alt derimellem. Med en kreativ, kulturbåren og dialogisk tilgang, arbejder vi på tværs af forskellige formidlingsformer, for at skabe genklang, refleksion og nysgerrighed, og for at præge befolkningen til at blive bedre til at italesætte svære ting. Vi arbejder for at skabe et rum, hvor samtalen om liv og død er åben, støttende og fyldt med respekt. Gennem bl.a. events, læring, udstillinger og digitale initiativer arbejder vi på at ændre spillereglerne for, hvordan vi håndterer livets sidste kapitel. Vi tror på, at jo mere vi taler om døden, desto bedre medmennesker bliver vi, og desto mere rustede bliver vi til at håndtere den og træffe de nødvendige og gode beslutninger, når tiden kommer – både for os selv og for andre.
Arbejdsopgaver
Som praktikant hos os bliver du en del af et lille engageret team, hvor du får mulighed for at indgå i og undersøge flere forskellige aspekter af det arbejde, vi laver. Du kommer til at samarbejde tæt med vores erfarne medarbejdere, og du vil herigennem få styrket dine udviklings- og formidlingsfærdigheder. Dine primære opgaver vil inkludere:
- Udvikling, planlægning og afvikling af arrangementer og udstillinger.
- Udvikling af formidlingsstrategier; herunder at forfatte tekst og skabe visuelt design til kommunikationsindsatser til sociale medier, hjemmeside, fysiske og digitale kampagner, indsatser mm.
- Research og udvikling af nye tiltag der relaterer sig til død, sorg, begravelse, minder, ritualer mm.
- Identifikation af samarbejdsmuligheder på tværs af faglige og kulturelle miljøer, både lokalt og nationalt.
Dine arbejdsopgaver vil variere, og du kan selv få lov til at præge din praktik med afsæt i, hvad du brænder for, og hvilke kompetencer du bringer til bordet.
Vi leder efter dig, der:
- Er i gang med en relevant uddannelse inden for samfundsvidenskab, humaniora eller beslægtede områder, der omhandler studier af samfundet, psyken, kunsten, kulturen, sundheden og lignende emner.
- Er en kreativ formidler med sans for projektstyring og praktisk afvikling.
- Besidder både selvstændige og samarbejdsorienterede evner samt gode skriftlige og kommunikative færdigheder.
- Trives med en omskiftelig hverdag, hvor du graver dig ned i en tekst den ene dag og afvikler en workshop, den næste.
- Ønsker at være med til at skabe en forskel og en positiv forandring i den danske tilgang til døden i dag.
Hvis du har interesse for eller erfaring med emner som død, sorg eller lignende, så er det bare et plus!
Vi giver mulighed for:
- At opnå praktisk erfaring inden for udvikling og formidling i et åbent og samfundsrelevant arbejdsmiljø.
- At udvikle sig fagligt såvel som personligt i et engageret team.
- En opmærksom og inkluderende arbejdskultur, der fremmer både faglig udfoldelse og et kollegialt fællesskab.
- At blive en del af et team, der brænder for at skabe forandringer og tør tage fat på tabubelagte emner.
- Fleksible arbejdstider samt mulighed for at tilpasse praktikforløbet efter behov.
Praktiske oplysninger
Praktikperioden er i udgangspunktet august/september 2024 til december/januar 2025. Arbejdstiden kan vi drøfte, men den er dog på minimum 25 timer om ugen. Vores kontor er beliggende på Bispebjerg Torv 16, men du vil også deltage i arrangementer og aktiviteter ude af huset og få mulighed for hjemmearbejde.
Ansøgning
Send dit CV og en kort motiveret ansøgning til vores sekretariat på info@livogdoed.dk
Ansøgningsfrist ved midnat d. 1. maj.
Har du spørgsmål?
Kontakt info@livogdoed.dk for yderligere spørgsmål om stillingen.
Vi ser frem til at høre fra dig og få mulighed for at byde dig velkommen som en del af Liv&Død!
Landsforeningen Liv&Død opmuntrer alle kvalificerede kandidater til at søge – uanset baggrund, køn, religion, seksuel orientering eller alder.