’Landsforeningen for efterladte efter selvmord’ modtager Liv&Død Prisen 2022
PRESSEMEDDELELSE: For deres mangeårige og vedholdende arbejde for at hjælpe efterladte og andre, der er berørt af selvmord, og for at skabe åbenhed omkring selvmord modtager foreningen dette års Liv&Død Pris.
Nu kan vi løfte sløret for, hvem der skal have prisen i år – og vi er stolte over at kunne fortælle, at Liv&Død Prisen går til ’Landsforeningen for efterladte efter selvmord’.
Om hvorfor Liv&Død Prisen skal gå til foreningen siger formand for Landsforeningen Liv&Død, Michael Hviid Jacobsen:
”At miste en nær, der har taget sit eget liv, er en på alle måder ubeskrivelig smerte. Samtidig bliver man som efterladt ofte mødt af berøringsangst, fejlagtige antagelser omkring selvmord og tavshed fra omgivelserne.
Derfor er det arbejde, som ’Landsforeningen for efterladte efter selvmord’ står bag, forbilledligt. Her er en forening, der gør en uvurderlig indsats, når det kommer til at hjælpe efterladte og andre, der er berørt af selvmord, og som er med til at skabe åbenhed omkring et emne, der på mange måder er omgærdet af tabuer. Det gør de med deres aktiviteter på tværs af landet og i deres dialog med såvel offentlige myndigheder, behandlere som befolkningen generelt, hvor de tilbyder rådgivning, støtte og viden.
Foreningens vigtige arbejde udføres af frivillige ildsjæle. Her har blandt andre formand Ellen Bæk, der i flere år har været tilknyttet foreningen, gjort en kæmpe forskel.
Med foreningens mangeårige og vedholdende arbejde formår de på alle måder at tænde et lys i mørket for de efterladte – og for det fortjener de stor respekt og anerkendelse. Vi ser frem til at hylde dem og overrække Liv&Død Prisen 2022.”
Om at modtage prisen siger formand for foreningen, Ellen Bæk:
”Tusind tak.
At være nomineret – og være den, der modtager Liv&Død Prisen 2022 – er en meget stor ære for mig personligt og for ’Landsforeningen for efterladte efter selvmord’. Det er med til at gøre os synlige og nedbryde tabuet om selvmord.
Personligt har foreningen betydet meget for Ejnar og mig i vores bearbejdelse af sorgen over at miste begge vores børn ved selvmord. Vi mistede Uffe i april 2005 og Birgitte i januar 2007, de blev 29 år begge to.
Det at have et fortroligt rum at mødes med andre efterladte, at kunne tale om de svære følelser, der er forbundet med, at vore kære valgte livet fra, at fortælle sin egen historie, høre andres historier og få lov til at mindes vore kære er meget helende. Det er vigtigt at give rum og tid til sorg. – Sorg tager tid, det kan ikke bare ”fikses”. Netværksarbejdet er meget vigtigt, det gør blandt andet, at efterladte ikke bliver ensomme med deres sorg, og det er med til at nedbryde tabuet om selvmord.
Med den hjælp, vi selv har modtaget gennem foreningen, bruger jeg med glæde timer på arbejdet for efterladte efter selvmord.
Foreningens mange tilbud er udelukkende båret af frivillige kræfter.”
Liv&Død Prisen 2022 overrækkes til ’Landsforeningen for efterladte efter selvmord’ ved en reception den 16. september i Landsforeningen Liv&Døds lokaler på Nikolaj Plads 27, København K.
Om Landsforeningen for efterladte efter selvmord:
- ’Landsforeningen for efterladte efter selvmord’ blev stiftet i 2002.
- Filosofien bag foreningens arbejde er, at hvis man som efterladt kommer i dialog med andre efterladte, er det en støtte til at bearbejde sit tab. Samtidig får man inspiration til at komme videre i sit liv på en konstruktiv måde.
- Foreningen står bag mange forskellige aktiviteter, der skal støtte og hjælpe efterladte efter selvmord, blandt andet selvhjælpsseminarer, seminarer for unge efterladte, temamøder og kontakttelefon.
- Støtten og hjælpen til de efterladte sker blandt andet i det lokale miljø, og foreningen arbejder derfor på at oprette flere lokale afdelinger, der skal kunne komme med relevante tilbud.
- Foreningen har inden for de sidste par år sat gang i initiativer i blandt andet Viborg, Vejle og København/Frederiksberg.
- Foreningen har også en informativ hjemmeside.
- Kontakttelefon: 7027 4212
- Læs mere om foreningens arbejde på hjemmesiden: Efterladte.dk
Om selvmord og efterladte:
- Der sker omkring 600 selvmord om året i Danmark. Hvert dødsfald berører fire til fem andre mennesker, og det er blot de nærmeste pårørende.
(Kilde: Landsforeningen for efterladte efter selvmord)
Selvmordstruet?
- Kontakt Livslinien på 70 201 201.
Om Liv&Død Prisen
- Liv&Død Prisen blev stiftet i 2011.
- Prisen hylder personer eller organisationer, der har gjort en særlig indsats for at nedbryde tabuet om døden ved at sætte fokus på den og skabe debat og eftertanke om emnet i det offentlige rum.
- Med Liv&Død Prisen følger 10.000 kr.
- Alle kan indstille en kandidat til prisen, som uddeles en gang om året. Bestyrelsen gennemgår alle indstillinger og beslutter, hvem der skal modtage prisen.
- Læs mere om Liv&Død Prisen.
For yderligere information – kontakt:
- Vibeke Sonntag Larsen, sekretariatschef i Landsforeningen Liv&Død
Tlf. 25 33 36 25
Mail: vsl@livogdoed.dk - Ellen Bæk, formand for Landsforeningen for efterladte efter selvmord
Tlf. 24 23 44 75
Mail: info@efterladte.dk