Læge Thomas Gorlén modtager Liv&Død Prisen for sit arbejde for uhelbredeligt syge
Pressemeddelelse: For sin mangeårige og dedikerede indsats for uhelbredeligt syge mennesker og deres familier modtager praktiserende læge Thomas Gorlen dette års Liv&Død Pris.
Thomas Gorlén er til daglig praktiserende læge og derudover underviser på Københavns Universitet, hvor han videreformidler viden om palliation til sundhedsprofessionelle. I over 20 år har han arbejdet dedikeret for at hjælpe uhelbredeligt syge og deres familier.
”Thomas Gorlén yder en enorm indsats på det palliative område – en indsats der kommer nogle af de mest sårbare i samfundet til gavn: De uhelbredeligt syge og deres pårørende,” siger formand for Landsforeningen Liv&Død, Michael Hviid Jacobsen, og fortsætter:
“Thomas Gorlén er en læge, der tænker den døende patient og de pårørende som en helhed i alt, hvad han gør. Han viser i sit daglige arbejde den praktiserende læges aktive og vigtige rolle i et godt forløb, når en patient ønsker at dø i eget hjem, samtidig med at han er en aktiv og kompetent medspiller i samarbejdet på tværs af sundhedsvæsenet.
Thomas Gorlén sætter sig ikke kun spor som praktiserende læge, han indtager også en vigtig rolle som formidler og underviser inden for sit felt, hvor han bidrager med sin store faglige viden om palliation til alle dele af sundhedsvæsenet, hvorved han er med til styrke den palliative indsats.
Thomas Gorlén er en af hverdagens helte, der uden tvivl har gjort en kæmpe forskel for de mennesker, der gennem årene har krydset hans vej – både de døende patienter og deres pårørende, men også de sundhedsprofessionelle. Vi er derfor stolte over at kunne tildele ham Liv&Død Prisen 2020,” slutter Michael Hviid Jacobsen.
Om at modtage prisen siger Thomas Gorlén:
”De fleste har et ønske om at dø i hjemlige, trygge rammer og med familien omkring sig.
For at dette skal være muligt, er det vigtigt med en veluddannet og engageret, primær sundhedstjeneste.
Jeg er meget rørt og stolt over at modtage Liv&Død Prisen. Jeg opfatter prisen som en anerkendelse til alle os, som arbejder med palliation i det primære sundhedsvæsen – praktiserende læger, kommunale medarbejdere og medarbejderne på vores plejehjem.”
Liv&Død Prisen 2020 overrækkes ved en reception torsdag den 17. september kl. 15-17 i Landsforeningen Liv&Døds lokaler på Nikolaj Plads 27, København K. Receptionen er kun for inviterede.
Journalister er velkomne til at dække arrangementet.
FAKTA
Om Liv&Død Prisen:
- Liv&Død Prisen blev stiftet i 2011.
- Prisen hylder personer eller organisationer, der har gjort en særlig indsats for at nedbryde tabuet om døden ved at sætte fokus på den og skabe debat og eftertanke om emnet i det offentlige rum.
- Alle kan indstille en kandidat til prisen, som uddeles en gang om året. Bestyrelsen gennemgår alle indstillinger og beslutter, hvem der skal modtage prisen.
- Læs mere om Liv&Død Prisen
Om Landsforeningen Liv&Død:
Landsforeningen Liv&Død er en humanitær, almennyttig organisation, der arbejder for en værdig afsked med livet og for at nedbryde tabuet om døden.
Læs mere om Landsforeningen Liv&Død
For yderligere information – kontakt:
Kirsten Søndergaard, direktør i Landsforeningen Liv&Død, på telefon 30 52 33 35.