17. december 2020

’Jeg plejede at tro på for evigt´ har premiere på fjerde sæson – nu med ny medvært

Podcastserien ’Jeg plejede at tro på for evigt’ tager hul på sin fjerde sæson denne vinter med en ny vært Jeppe Vester.

‘Jeg plejede at tro på for evigt’ har siden sin start været blandt de mest lyttede podcasts. Landsforeningen Liv&Død, som står bag podcasten, mener, at interessen skyldes, at man har behov for at tale om dem, man mister. Direktør i Landsforeningen Liv&Død, Kirsten Søndergaard, udtaler:

Interessen for podcastserien afspejler et enormt behov for at snakke om og mindes dem, som vi har mistet. En persons død mindsker ikke betydningen af det forhold, vi har til dem. Gennem fortællingen er den døde fortsat en del af de levendes liv.

For mange mennesker er død og sorg tabubelagte og ubehagelige emner. Det er derfor helt fantastisk, at vi er lykkedes med vores mission med denne podcastserie: At medvirke til at nedbryde tabuet omkring sorg og død, så vi bliver bedre til at tale om alt det, som er så svært – og så vi dermed ikke længere står alene med vores sorg.

Jeg plejede at tro på for evigt

Jeppe og Pernille. Jeppe er ny vært, mens Pernille har været med fra sæson 1.

I den kommende sæson bliver værterne Pernille Strøm Øster og Jeppe Vester. Pernille har været med fra begyndelsen, mens Jeppe Vester er ny vært. Både Pernille og Jeppe har selv mistet et menneske tæt på. Pernilles lillebror, Jonas, døde i en ulykke i 2014, og Jeppe mistede sin mor i 2016, hvor hun døde af cancer. Selvom det er nogle år siden, at Pernilles bror og Jeppes mor døde, er sorgen stadig present og en del af livet, og det vil den altid være. Det er en central del af de samtaler, der har været og vil være i podcasten: Sorg er ikke noget, man skal komme sig over eller igennem, man har den med sig resten af livet.

Værterne har i hvert afsnit en samtale med en person, der har mistet. Selvom podcasten efterhånden har en del fortællinger bag sig, så er ikke to processer ens. Enhver har sin egen proces og måde at sørge på, og hver afsnit indeholder nye nuancer og aspekter omkring det at miste. Podcasten henvender sig til alle, der er i berøring med sorg, fordi de enten selv har mistet eller er tæt på nogen, der har døden inde på livet. Og det vil i praksis være langt de fleste mennesker. Kirsten Søndergaard fortæller:

Vi ved fra tilbagemeldinger, at lytterne gennem podcastserien har fundet håb og inspiration. Samtidig er det en succes, at den ikke kun er brugbar for efterladte, men også for dem, som ikke selv har mistet, men som er tæt på en, der er i sorg. 'Jeg plejede at tro på for evigt' har også haft stor interesse hos fagpersoner, der beskæftiger sig med sorg og død og har kontakt med efterladte. Så vores ambition er mere end nået.

‘Jeg plejede at tro på for evigt’ kan findes på alle relevante platforme for podcasts som iTunes og Spotify, ligesom podcastserien vil være tilgængelig på Landsforeningen Liv&Døds hjemmeside.

Resten af 2020 vil der hver torsdag udkomme et nyt afsnit, og podcastserien vil vende tilbage i 2021 med nye afsnit.

Kontaktinformation

Kontakt Landsforeningen Liv&Døds direktør Kirsten Søndergaard på kso@livogdoed.dk eller tlf. 3052 3335.

Om Landsforeningen Liv&Død

Landsforeningen Liv&Død er en humanitær, almennyttig organisation, der arbejder for en værdig afsked med livet og for at nedbryde tabuet om døden.
Læs mere