De frivillige i Røde Kors’ og Ældre Sagens vågetjenester modtager Liv&Død Prisen 2023
For deres hjælp og støtte til døende modtager de frivillige i Røde Kors' og Ældre Sagens vågetjenester dette års Liv&Død Pris.
Nu kan vi løfte sløret for, hvem der skal have prisen i år – og vi er stolte over at kunne fortælle, at Liv&Død Prisen 2023 går til de frivillige i Røde Kors’ og Ældre Sagens vågetjenester.
Om hvorfor Liv&Død Prisen skal gå til de frivillige vågere siger formand for Landsforeningen Liv&Død, Michael Hviid Jacobsen:
“Hvert år lægger de frivillige i Røde Kors’ og Ældre Sagens vågetjenester masser af timer i at våge ved en døendes side, på plejehjem, hospitaler og i hjemmeplejen, nat og dag.
Et kærligt ord, et lille klem, et menneske ved sin side. Vågerne møder den døende med nærvær, tryghed og omsorg – og er der på et tidspunkt i livet, hvor mange andre melder fra. Dermed er de med til at sikre, at mange ikke dør alene.
De frivillige vågere yder en uvurderlig indsats, der gør en kæmpe forskel for en sårbar gruppe af mennesker – og for det arbejde fortjener de uden tvivl Liv&Død Prisen 2023.”
Om at modtage prisen siger konsulenterne for vågetjenesterne, Alexandra Dessoy, Røde Kors og Camilla Stubbe Teglbjærg, Ældre Sagen:
”Vi er meget stolte over den anerkendelse, de frivillige i Røde Kors’ og Ældre Sagens vågetjenester får med denne pris, for den store forskel de hver dag gør for døende og deres familier. Vi oplever, at efterspørgslen på hjælp fra vågetjenesten vokser i disse år, og det er blevet tydeligt for os, at vi kun vil kunne imødekomme behovet, hvis vi står sammen som organisationer.
Derfor arbejder Røde Kors og Ældre Sagen i fællesskab på, at gøre vågetjenesten landsdækkende, så det er muligt at få hjælp og støtte af en våger i de sidste timer af livet – lige meget hvor i landet man bor.”
Liv&Død Prisen 2023 overrækkes ved en reception den 21. september i Landsforeningen Liv&Døds lokaler på Nikolaj Plads 27, København K.
Om Liv&Død Prisen
Landsforeningen Liv&Død uddeler hvert år Liv&Død Prisen til en person eller organisation, som har været med til at nedbryde tabuet om døden. Med prisen følger 10.000 kr.
Liv&Død Prisen kan tildeles personer eller organisationer, som har markeret sig i offentligheden på den ene eller anden måde i spørgsmål omkring livet og døden.