Ind til døden kommer, er det mig, der styrer mit liv

Ole Olsen ønsker sig en fredfyldt død, men indtil da må livet gerne været præget af fart og fremdrift. Selvom den tidligere mangedobbelte verdensmester i speedway fylder 71 næste gang, drømmer han på ingen måde om et roligt pensionistliv med plads til rejser og ferie. Han bruger sin tid og energi på at sætte sig nye mål – og dem er stadig mange af.

Gennem det meste af 1970’erne var Ole Olsen en af de store stjerner på den danske sportshimmel – måske endda den største. Alle kendte ham, selvom de færreste kendte hans sport. På det tidspunkt var Danmark ikke forvænt med sportsstjerner i international klasse og slet ikke med verdensmestre.

Som ny-udlært automekaniker tog han til England for at forfølge sin drøm, og som 24-årig blev han i 1971 første gang verdensmester i speedway. Siden blev det til sammenlagt 22 VM-medaljer, heraf de otte i guld, i en motorcykelsport, hvor gashåndtaget skal helt i bund, hvis man vil vinde, og hvor bremser simpelthen ikke findes.

Tingene kan gå galt, men hvorfor skulle de gøre det for dig?

Undervejs i sin karriere og livet har Ole Olsen altid holdt fast i en grundlæggende optimisme. Det er Olsens livsindstilling, at selv om ting kan gå galt, så behøver de ikke gøre det. Sådan er det i hans hverdag. Sådan har det været de gange på speedwaybanen, hvor han er styrtet med 130 km i timen og i et splitsekund har erkendt, at ’nu smækker det’, som han siger. Og sådan var det dengang, han var tæt på at styrte ned over Nordsøen i et lille tomotorers fly:

”Vi skulle flyve otte mand hjem til England fra et løb i Tyskland. Pludselig falder noget af vingen af, mens vi befinder os ude over havet. Alle var fuldstændig i panik. Jeg hjalp de andre i deres redningsveste og var faktisk rimelig kold i situationen, følte jeg. Jeg tænkte, at det bare ikke kunne passe, at vi skulle gå til, det nægtede jeg at tro på. Vi nødlandede i god behold, og et par dage efter kom min reaktion, hvor det gik op for mig, at uha – det havde været tæt på.”

For nogle kan den slags situationer føre til, at angsten sætter sig, og at tankerne om døden kommer uanmeldt. Men sådan har det ikke været for Ole Olsen. Tværtimod blev oplevelsen en bekræftelse på de værdier og det livssyn, der driver ham.

Brug hovedet før gashåndtaget.

”Det var en erfaring i, at tingene kan gå galt, men også: hvorfor skulle de gøre det for dig? Det fik mig ikke til at tænke nærmere over døden. Det har jeg heller ikke gjort i forhold til min sport, som ikke er helt risikofri. Man kan slet ikke dyrke motorsport på det niveau, hvis man frygter uheldet eller døden. Men man skal have respekt for det og forberede sig optimalt. Jeg har ikke været dumdristig. Man skal bruge hovedet, før man bruger gashåndtaget, som min far altid sagde.”

At speedwaysporten bestemt ikke er ufarlig, vidner Erik Gundersens skæbne om. I 1989, da Gundersen var regerende verdensmester, blev han alvorligt kvæstet ved et styrt og senere erklæret 70 procent invalid. Ole Olsen besøgte sin gode ven på intensivafdelingen på hospitalet i England:

”Da han havde ligget der en del måneder, kunne vi køre ham udenfor i hans hospitalsseng. Så siger han til mig: ”Hold da fast, prøv at se, hvor grønt græsset er Ole.” Og jeg havde overhovedet ikke opdaget, der var græs rundt omkring. Den slags får en til at tænke over, at der er mange ting, man ikke ser, men som betyder meget, ofte simple ting. Det gjorde indtryk, og det har jeg husket på senere.”

Det er ikke mig, der tager til Mallorca i 8 dage – det siger mig intet.

I kontorfløjen af den stråtækte ejendom i Sønderjylland, hvor Ole Olsen bor i dag, summer det af aktivitet. På væggene hænger fotografier, hvor han smiler fra toppen af sejrsskamler. I aflåste glasskabe skinner rækken af håndfaste beviser på store triumfer. Fra den gang han blev verdensmester på Wembley i London foran 120.000 ellevilde tilskuere – og alle de andre gange.

Men Ole Olsen og hans medarbejdere har opmærksomheden rettet mod computerskærmene og mod driften af hans virksomhed, som arrangerer løb og anlægger speedwaybaner i både Europa og så langt væk som Australien. Her er ingenting, der signalerer, at Ole Olsen er på vej mod en pensionisttilværelse, selv om han i november fyldte 70 år.

”Alle folk spørger mig: Går du snart på pension? Så siger jeg, det gør jeg jo ikke, hvorfor skulle jeg det? Jeg plejer at sige, at de kommer til at bære mig ud af mit kontor. Jeg vil være aktiv. ”

”Jeg har heller aldrig været god til det med ferie. Jeg føler sådan set, at jeg er lidt på ferie hver dag, fordi jeg kan lide, hvad jeg laver, og langt hen ad vejen selv bestemmer, hvad jeg vil. Det er ikke mig, der tager til Mallorca i otte dage for at ligge ved stranden, gå ud og spise, gå ture og se nogle ting. Det siger mig intet.”

”Man hører mange mennesker sige, at ’når jeg går på pension, så skal jeg sådan og sådan’. Det kan være alt fra 20 år til fem måneder. Så siger jeg til mig selv: hvad for et liv har de mennesker i de 20 år, de går og venter på at gå på pension? For man ved jo ikke, hvad dagen bringer i morgen.”

Jeg bliver hundrede år – det har jeg lovet min bankmand.

Ole Olsen glider en smule af på spørgsmålet om, hvad han har gjort sig af tanker om sin egen død. Han siger med et smil, at han har lovet sin bankmand at blive hundrede år. På den anden side er der ikke tvivl om, at det passer meget dårligt med Olsens indstilling til tilværelsen at tage sorger på forskud eller at dvæle for meget ved triste oplevelser. Hvorfor se en dårlig film to gange, og hvorfor fokusere for meget på problemerne, når de fleste jo alligevel ikke bliver til noget?

Men trods alt kan tankerne godt melde sig, om helbredet bliver ved med at være godt. En af Ole Olsens største konkurrenter fra slutningen af 1960’erne til begyndelsen af 1980’erne var new zealænderen Ivan Mauger, der for få år siden har fået konstateret en begyndende demens:

”Jeg besøgte ham nede på New Zealand. Det er vældig tought. Det gør selvfølgelig ikke fysisk ondt på ham, men for familien er det hårdt. Der kan jeg godt tage mig selv i at tænke ’uha’, når man ikke lige kan huske noget. Men så har jeg nogle ’triggere’, som jeg bruger til at sige til mig selv: ’nu skal du ikke tænke over, at det kan gå galt, fordi så går det som regel galt. Man er nødt til at sige ’det sker ikke’. Og hvis det sker, så må man tage det derfra.”

Det skal være lidt svært – men det gør også livet spændende.

Som ’problem’ betragtet, tilhører døden kategorien af de uundgåelige. For Ole Olsen handler
det om, når dagen kommer, at kunne fortælle sig selv, han havde modet til at gøre mange ting – at han har turdet leve livet:

”Jeg har gjort en masse ting. Jeg har også haft fejlskud, men jeg har trods alt prøvet. Selvfølgelig har der været op- og nedture, og der har været modgang. Men jeg har lært, at når tingene går skævt, så er det ikke fordi, du ikke er god nok.  Så er det fordi, du er ’off-track,’ som vi siger. Så er du nødt til at vælge et andet spor, og så får du noget erfaring ud af det. Det er også med til at give livet en form for glæde.”

”Hvis tingene går lidt for let, så er det måske fordi, at det går ned ad bakke. På samme måde, som hvis man smider benene op på bordet, hvorefter mønterne rasler ud af lommerne. Det jeg mener er, at der skal lidt modgang til, det skal være lidt svært, sådan er livet – men det er også det, der gør det spændende.”

Du får ikke dine ønsker opfyldt, hvis du ikke har nogen.

”Det handler om, tror jeg, at have noget at stå op til, og at du er på vej mod noget, som du glæder dig til. Forventningens glæde er med til at gøre, at livet bliver interessant. Men du skal jo kunne se tingene for dig, ellers kan du ikke ramme dem. Og du kan ikke få dine ønsker opfyldt, hvis du ikke har nogen ønsker.

”Det er vigtigt, at man tænker over: hvad er det i grunden jeg vil, hvad vil jeg være for en person? Forestil dig et skib, der sejler ud fra Esbjerg og ikke ved, hvor det skal hen. Det dingler jo rundt alt efter som stormene kommer. Man er nødt til at have en retning, hvor man siger: det er det, jeg vil med mit liv. Og så ændrer tingene sig jo undervejs, man bliver klogere og får mere erfaring – og så korrigerer man kursen derefter, så det passer bedre til ens temperament eller til ens forestilling om det gode liv. ”

Det er mig, der styrer mit liv. Det er mig, der er ansvarlig.

Billedet er ikke tilfældigt valgt. I sit liv har Ole Olsen i høj grad oplevet, at det er ham selv, der udstikker kursen og styrer sit eget liv. Og sådan må det gerne være frem til den dag, døden melder sig.

”Jeg har følt, og føler stadigvæk, at det er mig, der styrer mit eget liv. Det er mig, der vælger tingene, og det er også mig, der er ansvarlig. Når tingene går skævt, så er det også min skyld, det er ikke andres skyld – og så må jeg rette op.”

”Når tiden kommer, vil jeg gerne dø i mit eget hjem og med ro over tingene, håber jeg. Det er selvfølgelig noget, jeg ikke selv er herre over. Men jeg forventer at leve mange år endnu. Som sagt regner jeg med at blive hundrede år. Når jeg siger det til folk, så siger de, at jeg bliver ældre end det. Og det er dejligt at høre!”

Interviewet er udarbejdet af Michael Kirkeby, ArnfastKirkeby.com – i samarbejde med Landsforeningen Liv&Død. 

Interviews i samme serie

Hvis du er interesseret i at se flere interviews under temaet “Hvad har livet lært dig, og hvad tænker du om døden?“, finder du alle interviews her.