25. februar 2022

Vibeke Sonntag Larsen bliver ny sekretariatschef i Landsforeningen Liv&Død

Det bliver en erfaren sekretarischef med mange års arbejde inden for kultur- og foreningsverdenen, som skal stå i spidsen for Landsforeningen Liv&Død fra den 1. marts 2022.

Bestyrelsen i Landsforeningen Liv&Død har ansat Vibeke Sonntag Larsen som ny sekretariatschef i foreningen.

Vibeke Sonntag Larsen kommer fra en stilling som sekretariatsleder i Landsforeningen Kulturhusene i Danmark, hvor hun har arbejdet for at udvikle organisationen og for at skabe mere bevågenhed omkring både kulturhusene og breddekultur- og folkeoplysningsområdet generelt.

“Med Vibeke Sonntag Larsen som ny sekretariatschef har vi fundet den rette kandidat til jobbet, og vi er sikre på, at hun kan skabe opmærksomhed omkring foreningens arbejde og lede og udvikle relevante indsatser med fokus på vilkår omkring død, tab og sorg”, siger Michael Hviid Jacobsen, formand for Landsforeningen Liv&Død. 

 “Jeg glæder mig utroligt meget til at blive en del af Landsforeningen Liv&Død og som ny sekretariatschef kæmpe for, at foreningens arbejde med at nedbryde tabuer og sikre en værdig afsked med livet fortsat er et synligt og højt prioriteret tema i samfundsdebatten”, siger Vibeke Sonntag Larsen.

Vibeke Sonntag Larsen har en baggrund som cand.mag i teatervidenskab fra Københavns Universitet.

Hun tiltræder stillingen fra 1. marts 2022.

For yderligere information, skriv til info@livogdoed.dk