Særudstilling: Udvalgte værker fra Klaus Bo’s Dead and Alive

Udstillingsperiode: 29.01 – 15.03.2023

Klaus Bo har på sine mange rejser gennem mange år taget billeder af døderitualer fra alle verdenshjørner. Fra Grønland til Indonesien har han foreviget praksisser, der på respektfuld vis bevidner, at de ritualer og følelser, vi knytter til døden, er kulturelt bestemte. Og fra 2017-2018 havde vi også æren af at udstille 23 af Klaus’ værker fra hans store projekt.

Den sidste udstilling på Nikolaj Plads 27

Som en sidste særudstilling i vores nuværende lokaler på Nikolaj Plads 27, udstiller vi nogle værker fra Klaus Bo’s projekt Dead and Alive. 

Værkerne, som vi udstiller i perioden, er fra Ghana, og omhandler et specifikt begravelsesritual. En begravelse i Ghana bliver kaldt ‘a celebration of life’ – altså en fejring af livet. Og det fotograferede begravelsesritual omhandler en hønsefarmer, der er død, der skal begraves.

Se en video fra da han udstillede hos os i 2017-2018:

 

Projektet Dead and Alive

Klaus Bo har i de sidste 15 år arbejdet som freelance-fotograf for forskellige danske og udenlandske aviser, blade og magasiner. Ved siden af dette arbejde har han arbejdet med egne personlige projekter både hjemme og i udlandet. Klaus Bo har vundet adskillige danske og internationale priser for sit arbejde.

Hans projektet Dead and Alive består i alt af 400.000 billeder og lyd- og filmklip.

Kimen til projektet Dead and Alive blev lagt helt tilbage i 2002, hvor Klaus Bo fotograferede en muslimsk begravelsesceremoni i en moske på Vesterbro i København. Under ceremonien tog Klaus Bo et billede, som fik ham til at tænke over, hvor tabuiseret vores forhold til døden er herhjemme, og hvor lidt vi forholder os til en af de få ting, vi alle har til fælles: At vi skal dø på et eller andet tidspunkt. 

I 2010 begyndte Klaus Bo at arbejde seriøst med projektet ud fra en idé om, at han ved at fotografere, hvordan man forholder sig til døden i forskellige kulturer rundt om i verden og ritualerne omkring døden, måske kunne perspektivere vores forhold til den. Få os til at forholde os til vores egen dødelighed og få os til at snakke om døden og acceptere, at den er en del af livet.

Projektets titel refererer til, at i de fleste kulturer er døden ikke det endelige. Det jordiske liv stopper måske, men døden er ikke slutningen. I mange kulturer tror man på et liv efter døden, ofte beskrevet som at livet fortsætter på samme måde som her på Jorden, blot et andet sted.

Baggrunden for projektet er også ønsket om at vise, hvordan døderitualer i mange tilfælde kan afspejle livet. Klaus Bo vil gerne give et indblik i, hvor meget en kulturs værdier, håb og drømme afspejles i tankerne om døden og livet efter døden, og hvor forskelligt vi behandler de døde fra kultur til kultur.

Tidligere har billeder fra projektet været bragt online af National Geographic. Flere af hans billeder fra Ghana har også været udstillet på Moesgaard Museum.