At leve med en dødelig sygdom: Kristian Lunds historie

18. maj 2018

 

Den tid vi har … Den tid vi er!

Fra det øjeblik at vi ser dagenes lys og tager det første åndedrag, har vi på samme tid modtaget den største gave af alle – tiden og dermed livet. Herfra starter vi alle som en ren tavle, en uskreven dagbog med et rent sind, og vi ejer ikke fordomme eller had og andre former for dårlige egenskaber.
Men det er også fra dette øjeblik, at vi begynder at skrive vores historie – vores helt egen unikke historie. Langsomt begynder vi for alvor at blive til et individ. Vores sjæl og vores skæbne er forseglet af ting, som hvem er vores forældre, hvor på kloden er vi født, og er vi sunde og raske fra starten af livet.

Men i den tid vi har, og i den tid vi er til, vil mange af os gerne finde en mening med tilværelsen. Vi tænker både stort og småt. Og de forskellige klichéer som for eksempel ”lev livet” og ”lev hver dag, som var det den sidste” lever også i bedste velgående. Men gør vi nu også det. Lever vi virkelig livet? Eller er vi her bare for at fuldføre vores rolle i samfundet og samtidig videreføre vores slægt, som gode borgere gør.
Hvornår kan man tillade sig at sige, at man lever. Skal man melde sig ud af det store ræs og ud af de store hjul, som vi kalder samfundet, eller er det meningen, at man bare skal dreje med rundt inde i hjulene?
Og hvad menes der med, at vi skal leve hver dag, som om at det er den sidste? Må man godt det, når vi også skal tænke fremad? Jeg tror, at vi opfatter det meget forskelligt. Vi mennesker kan nærmest blive provokeret af den slags sætninger.

Én ting er, at vi har fået foræret livet – men ingen af os aner, hvor stor en portion tid vi har fået. Vi ved alle, at fra vores første hjerteslag starter der en nedtælling til at skulle dø. Men de fleste vil ikke høre tale om den slags snak. Det er et tabu at tale om døden. Selvom at det er det sikreste her i livet – at vi skal dø, så er det altså åbenbart alligevel et tabu.

Vi mennesker har ingen problemer med at planlægge vores liv 5 år frem for at få vores drømmeuddannelse. Fordi det betyder jo, at vi skal fortsætte med at leve. Vi sætter også gerne børn i verdenen for at se dem vokse op de næste mange år. Fordi det betyder et endnu længere liv. Den slags gør jo ikke ondt at snakke om. Men det er til trods for, at vi ikke ved hvor lang tid, vi har. Jeg er helt med på, at vi ikke skal male en hvis person på væggen. Men er vi bange for at se det i øjnene? Emnet er der, men ingen snakker om det.

Min pointe med alt dette er, at jeg mener vi skal være bedre til at balancere imellem de to tankegange. Lade være med at tage livet og tiden for givet og ikke lukke øjnene for, at vi, og især vores nærmeste, kan forsvinde på et øjeblik. Men på samme tid skal der være plads til, at vi tænker langsigtet og håber på, at alle bliver tæt på hundrede år gamle med et godt helbred til det sidste.

Jeg har levet i begge verdner. Både den verden hvor man er udødelig og skal leve længe. Men også i den verden hvor man ved, at der skal for alvor sættes pris på det enkelte sekund i livet.

Først levede jeg i en verden, hvor jeg aldrig troede, at livet skulle stoppe, og hvor jeg aldrig stoppede op for at se, hvor jeg var. Jeg var fastgroet i en tankegang om, at jeg skulle videre og videre. Videre med at tjene penge, videre med at komme op i graderne og generelt videre med at nå til enden… Fordi det er jo egentlig der, vi når til, hvis vi skynder os for meget. Vi når til enden i en helvedes fart. Og opdager måske ikke vores rejse dertil.

Men min rejse, med den høje fart, blev pludselig stoppet. Jeg var færdig med at leve på den måde, som jeg ellers troede, at det var den rigtige måde at leve på. Jeg blev tvunget til at stoppe op og gøre status, evaluere mit liv. Og jeg var ikke tilfreds med resultatet af den måde, jeg havde levet på. Problemet var bare, at jeg kunne ikke lave om på det nu. Det ville ellers være dejligt at kunne fortsætte det liv, jeg havde, men bare med min nye viden og nye erfaringer i baglommen.

Men nu lever jeg i en verden, hvor hastigheden er på et minimum, og hvor muligheden for at jagte højere grader eller penge er slut. Der var blevet trykket hårdt på bremsen i mit liv. Mine prioriteter var pludselig et helt andet sted. Man kan sige, at jeg var blevet skubbet ud af de store hjul, ud af samfundet. Og her bliver det lidt et paradoks for mig. Fordi – jeg har aldrig levet livet mere, end jeg gør nu… Altså nu hvor jeg er smidt ud af livet, er jeg begyndt at leve livet. Jeg er begyndt at leve i nuet – mere end nogensinde.
Så nu er det egentlig kun blevet sværere at finde ud af, hvad meningen med vores tilværelse er.
Men hvis jeg tænker lidt over det, så er det jo fordi, at jeg har skullet stå ansigt til ansigt med en skræmmende oplevelse, at jeg er begyndt at nyde livet. Med andre ord – vi skal finde balancen og turde se døden i øjnene for at komme til at nyde livet rigtigt.

Nu er det ikke, fordi at jeg skal komme og belære nogen. Der er mange, der lever et utrolig balanceret liv og har fundet den gyldne middelvej.
Men jeg vil nu også påstå, at alle de mennesker, som har fået den ”ære” at se døden i øjnene, har ændret deres liv og prioriteter til det bedre. Det gælder både for dem, som har været ved at miste livet, og dem som har været ved at miste en nær. Og dermed tror jeg også på, at jo mere man vælger at snakke om det indbyrdes, jo mere bliver man bevidst om hinanden.
Jeg har ikke været et hak bedre før i tiden. Men efter at jeg selv blev sat i situationen, fik piben en anden lyd. Jeg valgte fra første dag at være åben og ærlig – og det blev min redning fra at gå helt i hundene. Det blev nemmere at tackle min situation, fordi at mine pårørende og jeg kunne forstå hinanden.

Før i tiden snakkede hverken jeg eller min familie om muligheden for, at nogen kunne dø. Men nu, efter at jeg havde været tæt på og stadig er tæt på, så snakker vi åbent om emnet. Det har bragt os tættere på hinanden.
Her vil jeg i bagklogskabens klare lys sige, at jeg ville ønske, at den åbenhed havde været der altid. Jeg ville ønske, at vi havde kunnet sidde over en god middag, i stuens trygge rammer, og snakke om den slags. Uden at det skulle blive en dyster eller mørk snak – bare som et naturligt emne. Det mener jeg, at alle burde kunne gøre.