Rustvognens historie

Hvorfor hedder det rustvogn?

Der findes flere forklaringer på, hvorfor det kaldes en rustvogn:

• Ordet rustvogn stammer fra det militære begreb rustning. Rustvognen var oprindeligt et køretøj til transport af militærets udrustning. Når udrustningen var afleveret, tog rustvognen ofte de faldne soldater med tilbage. Og dermed fik rustvognen sin relation til døden.
• På hollandsk betyder ”rust” hvile. Og i Holland bliver betegnelsen ”rustplaats” ofte benyttet om en kirkegård.
• Behovet for at køre de døde i en vogn opstod efter 1550, hvor det blev almindeligt at begrave de døde i kister. Og af prestigemæssige hensyn blev vognene specielt udrustet (udsmykket), når der skulle transporteres døde til kirkegården.

Den motoriserede rustvogn indføres

Da Dansk Ligbrændingsforening eksisterede, var de igennem årene stærkt medvirkende i udviklingen af rustvognenes udseende.

Ved Nelly Jane Benneweis’ bisættelse blev kisten transporteret med hest og vogn.

I 1926 anskaffede Københavnerafdelingen sin første ”automobil” til kistetransport. Vognen blev bygget som en kopi af de tidligere hestetrukne rustvogne.

I ”Årsskrift 1966” fra Dansk Ligbrændingsforening blev indførelsen af ”automobilen” i 1926 beskrevet på denne måde:

Denne Renaultvogn betegnede et fremskridt fra de ældre hestetrukne vogne hvor sørgeflor, sorte kvaster og frynser foruden mange højhattede herrer var vigtige detaljer i den langsomt fremadskridende procession gennem gaderne mellem folk, der standsede og blottede deres hoveder til følget var kommet forbi. Sådanne ceremonier kan ikke holdes ved lige i bilernes tid, for frynser og kvaster vil komme i ulave, og så er der i det hele taget ikke mange, der går med hat til hverdag”Årsskrift 1966”, Dansk Ligbrændingsforening

Rustvognskonkurrence i 1931

Dansk Ligbrændingsforenings bestyrelse udskrev i 1931 en konkurrence om design af en ny ”automobil-rustvogn” og et kistetæppe. Anledningen var Foreningens 50 års jubilæum.

Bestyrelsen, som bestod af overlæge dr.med. Knud Secher, proffesorinde Ida Levison og snedkermester Henry Larsen, var enige om, at rustvogne skulle tilfredsstille “… kommende tiders ønsker om tilpasning mellem funktion og stil…”.

I februar måned 1931 bragte dagspressen følgende annonce:

Offentlig konkurrence: Dansk Ligbrændingsforening indbyder herved til konkurrence om tegningerne til en Automobil-Rustvogn og et Kistetæppe. Program udleveres på Dansk Ligbrændingsforenings Hovedkontor, Nikolajplads 27, hverdage kl. 9-3Dagspressen, februar 1931

Resultatet af konkurrencen blev følgende:

Arne Jacobsen og Flemming Lassens prisvindende rustvogn.

Rustvognen:

1. præmie 700 kr. blev vundet af arkitekterne Arne Jacobsen og Flemming Lassen.

2. præmie: 500 kr. gik til arkitekt Mogens Tøgersen.

3. præmie: 300 kr. gik til arkitekterne Hans Chr. Hansen og Viggo S. Jørgensen.

Kistetæppet:

1. præmie 250 kr. blev vundet af arkitekt Mogens Tøgersen.

2. præmie 150 kr. gik til arkitekterne Arne Jacobsen og Flemming Lassen.

3. præmie 100 kr. gik til Ida-Merete Erlandsen.

Dommerkomiteen bestod af arkitekterne Holger Jacobsen og Ib Lunding samt Dansk Ligbrændingsforenings bestyrelse.

I Dansk Ligbrændingsforenings beretning for året 1931 er rustvognskonkurrencen omtalt, og man begrunder konkurrencen med et håb om:

..., at der ved en saadan konkurrence skulde kunne komme noget virkelig smukt frem i ny stil...Dansk Ligbrændingsforenings beretning, 1931

Rustvognene, der fik 1. og 2. præmie, blev fremstillet og dannede skole for eftertidens udformning af rustvogne. 

Hesten Hans 

Hesten Hans

2. verdenskrig tvang i en periode udviklingen den modsatte vej. På grund af modvilje mod sortbørs-benzin anskaffede Dansk Ligbrændingsforening sig igen en hestetrukken rustvogn. Rustvognen blev trukket af hesten Hans.

I mange år mindedes de ansatte i Dansk Ligbrændingsforening hesten Hans. Historien fortæller, at:

- Det prægtige dyr, der ligesom andre skabninger hadede luftalarm, stejlede, når sirenerne lød

Senere i krigens år fik Dansk Ligbrændingsforenings to præmievogne påmonteret gasgeneratorer.

Da krigen var slut, og landet atter kom til hægterne, blev det endnu engang tid til en fornyelse af vognparken.

Rustvognene følger igennem tiderne årtiernes design, og det er forbavsende at se, at Arne Jacobsen, Flemming Lassen og Mogens Tøgersens intentioner stadig er toneangivende.