Nedskriv dine ønsker til begravelsen

Ved at udfylde hæftet 'Min Sidste Vilje' kan man hjælpe de nærmeste med at få en god afsked. Her kan du læse om, hvordan det udfyldes, og hvorfor det er en god idé at tage stilling.

Min Sidste Vilje – Ønsker til min begravelse/bisættelse er en hjælp til at beskrive ønsker til ens begravelse eller bisættelse.

Ved at udfylde Min Sidste Vilje kan man hjælpe sine pårørende ved på forhånd at træffe nogle af de mange svære valg, der er nødvendige, når der skal planlægges en begravelse/bisættelse.

Jo mere man selv har bestemt og valgt på forhånd, jo mere hjælper man sine pårørende i den svære situation, de vil befinde sig i efter et dødsfald. De fleste pårørende ønsker at respektere og afholde en højtidelighed, som afdøde selv har ønsket det.

Hensigten med Min Sidste Vilje er at skabe en dialog om at tage stilling til de mange spørgsmål, der vil opstå i forbindelse med et dødsfald. Man behøver ikke tage stilling til alle punkter i formularen.

Vores forskellige versioner af Min Sidste Vilje

På vores hjemmeside kan du finde forskellige versioner af Min Sidste Vilje.

  • Du kan finde den i en trykt version, som du kan få tilsendt her.
  • Du kan finde den som skrivbar pdf her.
  • Du kan finde den til print her

Hvem skal kende til ens ønsker for begravelse/bisættelse?

Har man udfyldt Min Sidste Vilje, er det en god ide at fortælle til de nærmeste, hvilke ønsker man har, og hvor man gemmer formularen.

Lægger man fx Min Sidste Vilje sammen med de personlige papirer, er der stor sandsynlighed for, at dokumentet bliver fundet i rette tid.

Man kan også give en kopi af Min Sidste Vilje til de nærmeste.

Min Sidste vilje er ikke juridisk bindende

Min Sidste Vilje er ikke juridisk bindende på samme måde som et testamente.

De nærmeste pårørende kan kun opfylde afdødes ønsker, hvis de 1) ikke overstiger de økonomiske midler, der er til rådighed og 2) de er mulige at udføre på en etisk korrekt måde og ikke bryder med gældende regler og love.

  • Esther og Jørgen om at udfylde Min Sidste Vilje
    For Esther og Jørgen Kusk, henholdsvis 71 og 74 år gammel, har det haft stor betydning at få taget stilling til, hvad der skal ske til deres begravelse. For så ved familien, hvad de ønsker.
    Læs mere
Skriv dine ønsker ind i appen ADJØ

Du kan også skrive dine ønsker omkring begravelse ind i appen ADJØ, som virksomheden Life Apps står bag.

Læs mere om appen på ADJØS hjemmeside