Ligbrændingens historie

1880’erne – Koleraepidemier og dårlig hygiejne

I 1800-tallet raser koleraepidemier gennem Europa. Ofte bliver epidemierne forværret af dårlig hygiejne i datidens storbyer. København er ikke en undtagelse. Stanken fra affald og menneskeekskrementer hænger tæt i gaderne. Der er ingen egentlig kloakering, og affaldet fra de mange mennesker, der er stuvet sammen i byen, bliver ikke fjernet.

Et andet problem, der bekymrer datidens læger, er Københavns kirkegårde. Landevindinger inden for lægevidenskaben og viden om hygiejne har gjort det klart, at kirkegårdene er livsfarlige. De er overfyldte, mange af dem ligger inde i byen tæt op ad bebyggelser, og flere steder er jorden så våd, at ligene ikke går i forrådnelse, som de skal.

Da koleraepidemien rammer København i 1860’erne, bliver presset på de overfyldte kirkegårde for stort, og der bliver hurtigt store problemer med at få ligene begravet. En anden bekymring er nedsivningen af vand fra kirkegårde til brønde med eventuel smitte til følge via grundvandet. Noget må der ske. Tanken om ligbrænding som alternativ til jordbegravelse dukker op.

Foreningen for Ligbrænding stiftes

Hermed erklærer jeg Foreningen for Ligbrænding for stiftet.Ferdinand Levison, 24. marts 1881

Overlæge dr.med. Ferdinand Emanuel Levison bukker let og sætter sig.

Det er den 24. marts 1881. Stiftelsen af Foreningen for Ligbrænding er den foreløbige kulmination på en indædt debat om hygiejne, sygdomsbekæmpelse og begravelsesformer, først i Europa og siden i Danmark. Med stiftelsen af Foreningen for Ligbrænding indleder en gruppe idealistiske mænd kampen for at få ligbrænding gjort lovlig i Danmark. Men der skal gå mere end ti år, før loven bliver en realitet.

Danmarks første uofficielle ligbrænding

Vognens hjul knirker hen over brostenene. Kusken spejder ud i Københavns øde og nattetomme gader. Sveden løber ned over hans kinder, hænderne ryster, og han spejder nervøst over skulderen. Bag ham i vognen ligger hans eneste passager, en død tugthusfange. Endelig kan han se silhuetten af krematoriet i mørket foran sig.

Året er 1886. Kusken er på vej med liget til Danmarks første uofficielle ligbrænding. På Nyelandsvej i København venter medlemmer af Foreningen for Ligbrænding og ansatte ved det nybyggede krematorium utålmodigt på kusken og hans last. Kommer kusken ikke, kan krematoriet ikke komme i drift før den 16. september, og foreningen mister et anseligt bidrag på 5.000 kr. til byggeriet af krematoriet.

Stemningen på Nyelandsvej er også nervøs. Ligbrænding er fortsat forbudt i Danmark, protesterne mod byggeriet har været voldsomme, og politiet har truet med at forhindre en ligbrænding. Derfor har løsningen været et svensk lig efter en tugthusfange, der for nyligt har taget sit eget liv. Liget er venligst udlånt af Lund Universitet. Asken skal efterfølgende retur til universitetets samling.

Liget når frem, og den første ligbrænding finder sted den 13. september 1886. Og beløbet på 5.000 kr. kan udbetales.

1890’erne – den første ligbrændingslov

Kampen for ligbrænding som lovlig begravelsesform i Danmark bliver hård. Foreningen for Ligbrænding møder modstand ikke bare i befolkningen, men også kirken og fra flere ministerier. To domme i 1888 ved Hof- og Stadsretten og i 1891 ved Højesteret stadfæster forbuddet mod ligbrænding, og der skal gå 11 år fra foreningens stiftelse, før ligbrænding bliver offentligt godkendt ved den første ligbrændingslov i 1892.

Nu begynder kampen for at udbrede kendskabet til ligbrænding i befolkningen og for at få ligbrænding og jordfæstelse sidestillet. Den første legale ligbrænding finder sted i 1893.

Den første lov

Det er en stolt mand, der går rundt i Københavns gader i dagene omkring den 1. april 1892. Det lovforslag om lovliggørelse af ligbrænding i Danmark, som folketingsmedlem N. J. Larsen sammen med andre stillede på vegne af Foreningen for Ligbrænding, er blevet vedtaget.

Fremover kan alle over 18 år, der er ved deres fulde fornuft, beslutte, at de vil brændes den dag, de dør. Det er dog et krav, at ønsket skal nedskrives i et testamente. Det er også et krav, at liget lægges i en tilloddet zinkkiste, før det brændes. Der er imidlertid malurt i bægeret: Loven tillader præster i den danske folkekirke at nægte at være til stede ved højtideligheder, hvor der skulle finde ligbrænding sted.

Børn og voksne, der ikke havde nedskrevet deres ønske om at blive brændt, skal ifølge loven fortsat jordfæstes.

Begravelseskasser

En sømmelig og anstændig begravelse er tidens krav mod slutningen af 1800-tallet. Men udgifterne til ligtøj, kiste, rustvogn, begravelse og sørgetøj til familien er en stor mundfuld for mange familier. Især hvis den afdøde har været syg, og lægen også skulle betales. Kan en familie ikke betale, er fattighjælp den eneste mulighed. Mange melder sig derfor ind i de begravelseskasser, der skyder op mod slutningen af 1800-tallet.

Begravelseskasserne er ofte knyttet til sygekasser, hvor medlemmerne kan få udbetalt sygedagpenge og få hjælp til lægeregningen. Ved de store socialreformer i 1933 bliver det besluttet, at alle mellem 21 og 60 år skal være medlem af en sygekasse, men først i 1941 har sygekasserne pligt til at yde begravelseshjælp, i 1940’erne 100-300 kr.

Sygekasserne fungerer frem til 1973, hvor de bliver nedlagt, og den offentlige sygekasse tager over. I 1981 bliver tilskuddet til begravelser lagt fast. Ved dødsfald modtager efterladte 2.100 kr. til hjælp til begravelsen. Beløbet er langt fra nok til at dække udgifterne ved en begravelse. Mange vælger derfor fortsat at spare op f.eks gennem Dansk Ligbrændingsforening.

1900-10 – folkestemningen vender

Langs gaderne står tavse mennesker. Flere strækker hals og spejder efter vognen. Nu kommer de. Fire hvide heste går i skridtgang gennem gaden. Bag dem i den åbne vogn ses digteren og maleren Holger Drachmanns urne stående midt i et hav af hvidt stof og blomster. De sortklædte mænd på begge sider af vognen bærer stolt de floromvundne faner højt over hovederne. Efter vognen går række efter række af tavse, sortklædte mennesker. 

Folkestemningen vender

Ligtoget til ære for Holger Drachmann, der døde 14.1.1908, vækker stor opmærksomhed. Drachmann er den tredje kendte dansker, der kremeres i det nye århundredes første tiår. I 1901 dør digteren Sophus Schandorph, året efter minister Viggo Hørup. Fælles for de tre er, at de alle bliver brændt, og at deres begravelser vækker stor opmærksomhed og følges af store menneskemængder. Sammen er de tre begravelser med til at ændre folkestemningen til fordel for ligbrænding.

Ligbrændingssagen har således vind i sejlene i det nye århundredes første tiår. Den store interesse betyder, at endnu en forening, ‘Folkelig Ligbrændingsforening’, ser dagens lys. Foreningen henter sine medlemmer blandt håndværkere og arbejdere.

Krematoriet på Nyelandsvej bliver for lille, og den 6. januar 1908 står et nyt krematorium, Bispebjerg Krematorium, klar til brug. Bag byggeriet står de to foreninger for ligbrændingssagen. Året før indvielsen af Danmarks andet krematorium dør initiativtageren til ‘Foreningen for Ligbrænding’, Professor Levison, og han når dermed ikke at se det nye krematorium stå klar.

Italien på Bispebjerg

I 1906 kan spadserende ved Bispebjerg Kirkegård beundre et lille stykke Italien; en smuk kvadratisk rød murstensbygning med en imponerende tegldækket kuppel, der leder tankerne hen på Firenzes stolte domkirke. Bygningen er Danmarks andet krematorium, resultatet af en konkurrence udskrevet af ‘Foreningen for Ligbrænding’ og ‘Folkelig Ligbrændingsforening’.

Bispebjerg Krematorium erstatter krematoriet på Nyelandsvej, der er blevet for småt. Bispebjerg Krematorium overdrages til Københavns Kommune fem år senere og er i funktion frem til 2003. I dag fungerer bygningen som hjemsted for ‘Dans i Nordvest’.
 

1910-20 – krematorier bliver en kommunal opgave

Danmarks to ligbrændingsforeninger kæmper videre, og i 1910 bliver ligbrændingsloven lempet igen. Kravet om, at det skal stå i afdødes testamente, at han eller hun vil brændes, frafaldes, og det bliver tilladt at brænde afdøde børn. Det bliver også tilladt, at præster kan deltage i bisættelser, og at urner kan nedsættes i familiegravsteder eller en speciel urnegrav på kirkegårdens indviede jord. Indtil 1910 er alle urner blevet anbragt i kolumbarier.

I 1913 afhænder ‘Forening for Ligbrænding’ og ‘Folkelig Ligbrændingsforening’ Bispebjerg Krematorium til Københavns Kommune. Driften af dette og andre krematorier bliver herefter en kommunal opgave.

Året efter slutter de to foreninger sig sammen til ‘Dansk Ligbrændingsforening’, i dag ‘Landsforeningen Liv&Død’. Den nye forening har ved sammenslutningen 4520 medlemmer. To år senere er medlemstallet 7715. Sammenslutningen bliver startskuddet til en målrettet oplysningsindsats i hele Danmark, der bl.a. resulterer i lokalafdelinger rundt om i landet. De første i Kolding og Odense.
 

Ligkisten

Går du til begravelse omkring år 1900, er kisten sort med ornamenter i forsølvet papmaché eller gips. Denne skik ændrer sig i 1900-tallets to første tiår. Den sorte kiste afløses af den hvidmalede kiste med et enkelt kors på låget.

Kisterne er i 1910’erne uden blomsterdekorationer under selve højtideligheden. Først i løbet af 1920’erne begynder man at udsmykke kisterne med blomsterdekorationer.
 

Udstilling af urner fra Bing & Grøndal og Den Kongelige Porcelænsfabrik

I Malmø vækker Dansk Ligbrændingsforening stor opmærksomhed med sin udstilling af urner. Udstillingen viser urner produceret af Bing og Grøndal, Den Kongelige Porcelænsfabrik samt en urne udlånt af P. Ibsens enke.

Også foreningens fotografiske gengivelser af krematorieforhold i København og plancher over foreningens virke og udvikling m.m. er en stor succes blandt udstillingens gæster. Udstillingen er en af flere, som Dansk Ligbrændingsforening deltager i i forbindelse med sit arbejde for at udbrede kendskabet til ligbrænding.

1920’erne – automobilen erstatter hesten

I 1921 flytter ‘Dansk Ligbrændingsforening’ fra adressen på Åboulevarden 16 til Nikolaj Plads 27, hvor foreningen fortsat har til huse. Ejendommen købes for 300.000 kr.

Dansk Ligbrændingsforening fortsætter sit arbejde for at sidestille ligbrænding med jordfæstelse, og i 1923 kommer foreningen et skridt nærmere dette. Kravet om, at en embedslæge skal underskrive dødsattesten, hvis en afdød ønsker at blive brændt, forsvinder. Det betyder, at det bliver nemmere at vælge at blive brændt i de tyndt befolkede områder.

1920’erne er også årtiet, hvor der for alvor kommer gang i krematoriebyggeriet. I løbet af årtiet får Aarhus, Slagelse, Rønne og Søndermark Kirkegård deres eget krematorium.

Det er ikke kun lovene, der moderniseres. I løbet af årtiet anskaffer Dansk Ligbrændingsforening de første automobilrustvogne. Automobilerne erstatter langsomt de hestetrukne rustvogne.

Også på kirkegårdene ændrer traditionerne sig. På Bisbebjerg bliver Danmarks første fællesgrav taget i brug i 1926.

Agitatorerne

Foredragsholdere fra Dansk Ligbrændingsforening fylder i 1920’erne foredragssale rundt om i hele landet. I De vestjyske aviser kan man den 17. februar 1928 bl.a. læse en artikel om overlæge dr.med. Sechers lysbilledforedrag i Paladshotellets store sal om ligbrænding før og nu. Secher, der trods øsende regn trækker fulde huse, tryllebinder forsamlingen og bliver mødt med stærkt bifald.

Foredraget er et led i agitationen for bygning af krematorier rundt om i de danske byer. Et forehavende, som Dansk Ligbrændingsforening har succes med.

‘Foreningen for Kirkegårdskultur’ ser dagens lys.

I 1920 bliver der i Aarhus råbt hurra og skålet for de danske kirkegårde. En kreds af mennesker er samlet for at fejre, at en ny forening, ‘Foreningen for Kirkegårdskultur’, har set dagens lys.
 

Med i koret af gjaldende hurraråb er medlemmer af Dansk Ligbrændingsforening. Foreningen har sammen med en lang række ligesindede meldt sig ind i ‘Foreningen for Kirkegårdskultur’, og de bliver de næste mange år en del af den nye forenings arbejde for at bevare og udvikle kirkegårdenes æstetiske, kulturhistoriske og landskabelige værdier, så kirkegårdene fremstår som værdige begravelsespladser.

1930’erne – 50 års jubilæum for Dansk Ligbrændingsforening

Dansk Ligbrændingsforening fejrer i 1931 sit 50 års jubilæum med pomp og pragt. Foreningens jubilæum fejres både med en radioudsendelse, et musikstykke af Carl Nielsen, en konkurrence om en moderne rustvogn, et festskrift om foreningens historie og en stor banket.

Festskriftet, der bliver udgivet samme år, må dog suppleres bare ti år efter. Ideen om ligbrænding er for alvor ved få fat i den danske befolkning. I 1931 bliver 5,3 procent af alle afdøde på landsplan brændt, mens tallet i 1942 er steget til 12 procent. I København er tallene for samme år henholdsvis 19,3 procent og 36,1 procent.

Carl Nielsens kantate

Den 24. marts 1931 fylder Dansk Ligbrændingsforening 50 år. Jubilæet fejres efter alle kunstens regler med fest, taler og musik. Allerede den 23. marts kan danskerne være med til at fejre foreningen i tidens store medie, radioen. I udsendelsen spilles blandt andet Sophus Michaëlis’ sang for femstemmigt kor med en kantate, det vil sige musik, af Carl Nielsen. Nielsens kantate blev komponeret netop i anledning af jubilæet.

Arne Jacobsen blandt vinderne i rustvognskonkurrence

Vognens Udformning med den stærke adskillelse af Kisterum og Førerrum viser en principiel Løsning af Opgaven som paa en smuk og værdig Maade giver Udtryk for Rustvognens Funktion.

Sådan lyder begrundelsen for førstepladsen i Dansk Ligbrændingsforenings konkurrence om en moderne rustvogn i anledningen af foreningens 50 års jubilæum. Vinderne, Arne Jacobsen og Flemming Larsen, modtog ud over æren 700 kroner. Jacobsen og Larsens rustvogn kom aldrig i produktion, da den viste sig at være for dyr at producere.

1940’erne – udsmykning af kirkegårdene

1940 er kirkegårdenes årti. Op gennem 1940’erne anlægges nytænkende urnegrave som Mariebjerg Kirkegårds sekskantede afdeling af gravrum nr. 15 fra 1940 og gravrum nr. 30 med sin enkle plæne med nedgravede gravsten fra 1945. Udviklingen afspejler tidens diskussioner om det jævne og enkle gravsted og den stigende interesse for ligbrændingen i befolkningen.

I 1940’erne udskriver Dansk Ligbrændingsforening en skulptur-konkurrence blandt yngre kunstnere. Skulpturerne skal pryde og forskønne fællesgrave over hele landet. Konkurrencen resulterer i en række skulpturer, der bliver doneret til forskellige kirkegårde og fortsat pryder urnehaver i hele landet. En af skulpturerne er Dansk Ligbrændingsforenings logo gennem mange år, Johan Hedegaards ‘Urnepigen’ fra 1947.

‘Lutret sjæl bliver frigjort’ – renhed gennem flammer

På en lille høj i urnehaven ved Bispebjerg Krematorium står ‘Lutret sjæl bliver frigjort’, en bronzestatue af en ung pige, der skyder ud af flammer med armene strakt mod himlen. Statuen symboliserer renheden ved ligbrænding. Den er udført af billedkunstneren Mathilius Schack Elo og er skænket af Dansk Ligbrændingsforening til Københavns Borgerrepræsentation i anledning af deres 100 års jubilæum. Billedkunstnerens aske er i dag hensat i højen.

Kirkens holdning

Jeg tror, det er rigtigt, at kirken, mere konkret præsterne, stiller sig til rådighed for ligbrændingsceremonien for vor opgave er at forkynde evangeliet og ikke oprette visse former.Provst Rald

Ordene falder i en radioudsendelse i 1948 foranlediget af Dansk Ligbrændingsforenings formand, provst Rald. Taleren er en mangeårig modstander af ligbrænding, provst Asmund.

Ligbrænding som en hedensk tradition?

Trods de forsonende ord bliver radioudsendelsen ikke afslutningen men derimod startskuddet til en ny ophedet og følelsesladet diskussion, hvor præster udråber ligbrænding som en hedensk tradition, udtryk for fritænkeri og uforeneligt med evangeliet, og tilhængere forsvarer ligbrænding som en hygiejnisk og økonomisk gravform, der er fuldt forenelig med kristendommen.

Debatten fortsætter de næste tyve år, og først i 1960’erne kan man tale om en indiskutabel teologisk accept af ligbrænding. Dog skal vi helt frem til 1983, før den katolske kirke ophæver det generelle forbud mod ligbrænding.

1950’erne – 75 års jubilæum for Dansk Ligbrændingsforening

I 1956 kan Dansk Ligbrændingsforening fejre sit 75 års jubilæum med bl.a. krematorium nr. 24. Foreningen kan også fejre, at ligbrændingssagen fortsat har vind i sejlene. På bare 30 år har begravelsesskikkene ændret sig markant. Urnegravpladser, urnehaver og fællesgrave vinder frem. Især fællesgravene bliver i årtiet mere og mere populære.

De ændrede skikke betyder også, at kirkegårdenes udseende og udformning skifter. Urnegravene og fællesgravene optager mindre areal end gravsteder til kister, og behovet for arealer til begravelser vokser langsommere end beregnet.

Ligbrænding som økonomisk besparelse

Argumentet for ligbrænding ændrer sig da også i 1950’erne. Nu handler det i høj grad om den økonomiske besparelse for kommunerne ved urnegrave og fællesgravenes mindre arealforbrug.

De ændrede skikke finder også vej til lovene. I 1950 bliver det lov, at et mundtligt ønske fra afdøde, ægtefælle eller værge er nok, hvis afdøde skal brændes. Dog skal det være bekræftet, at den afdøde ikke har talt imod ligbrænding, mens han eller hun var i live.

Bålfærd eller ligbrænding?

Bølgerne går højt på generalforsamlingen i 1959. Tiden er inde til forandring, mener flere medlemmer. De har på årets generalforsamling stillet forslag om en navneforandring til “Forening for Bålfærd”. Forslaget trækker mange på talerstolen, og debatten er heftig.

Et ni mand stort udvalg bliver nedsat. Udvalget anbefaler efterfølgende, at forslaget forkastes. Bålfærd vil, mener udvalget, vække anstød i religiøse kredse. Desuden, hævder udvalget, vil det være meget dyrt at skifte navn og udskifte skilte, og de anbefaler, at foreningen holder fast i det navn, der har virket i 75 år. Forslaget forkastes efterfølgende.

Krematorier til folket

”Nej, skal kremation blive det mest vanlige, må Krematorier komme til folket,” proklamerede Magnus Lund, og han fortsætter: ”… vi tilsigter, at hver by får sit eget krematorium.” Så klar var målsætningen fra Dansk Ligbrændingsforening.

Handling følger i høj grad ord, både i 1950’erne og i årtierne efter. I 1959 er Danmark det land i Europa, der har den bedste dækningsgrad.

Der findes ét krematorium for hver 1792 km2 og for hver 178.400 indbyggere, og de fleste bor inden for 20-30 kilometer fra et krematorium.

1960’erne – byerne vokser

Det går godt i 1960’erne. Der er økonomisk vækst, og nye forstæder skyder op ved mange større byer rundt om i landet. Omstillingen til det moderne samfund giver helt praktiske udfordringer for mange landsbykirker, der i 1960’erne pludselig bliver bykirker. De små landbykirkegårde kan simpelthen ikke følge med.

Mange ting er i opbrud og forandring i årtiet. Den katolske kirke åbner op for muligheden for ligbrænding, men fastholder fortsat, at kistebegravelse er det mest ønskværdige. Og i 1964 får Dansk Ligbrændingsforening sine første katolske medlemmer. De katolske medlemmer er en del af de stadigt flere danskere, der vælger at blive brændt.

Ændringer betyder også, at der i 1960’erne fortsat er fuld damp på byggeriet af krematorier rundt om i landet. Verden åbner sig. Er du en af de mange danskere, der pakker kufferterne og tager på charterferie i 1960’erne, er der godt nyt.

Den internationale kremationsforening opretter et internationalt identitetskort. Med det i hånden kan den rejsende sikre sig fortsat at blive brændt, hvis uheldet for alvor skulle ramme på en udlandsrejse. Kortet indeholder instrukser og adresser på ligbrændingsforeninger i 25 lande. Kortet er et resultat af det internationale samarbejde mellem ligbrændingsforeninger i hele verden. Kortet kunne købes for 5 kr. og blev solgt gennem Dansk Ligbrændingsforening.

Balsamering af lig

I 1960’erne bliver det moderne med balsamering i bl.a. England. Samtidig betyder en ændret livsstil, at flere dør pludseligt tidligere end før. De pludselige dødsfald udløser en obduktion med efterfølgende balsamering af organer. Balsamering betyder en øget brændingstid i krematorierne på op til 20 minutter.

Problemet får ligbrændingsforeninger i flere lande, heriblandt Danmark, til stærkt at fraråde balsamering. Med læge Erik Haugaards ord er balsamering for dyrt at foretage, det øger både forbrændingstiden og tiden, det tager for et lig at forrådne. Derudover er der i moderne tid mulighed for at holde lig nedkølet i kølerum.

1970’erne – ligbrænding sidestilles med kistebegravelse

Efter 94 års kamp sker det endelig! Den 26. juni 1975 bliver de to begravelsesformer, ligbrænding og kistebegravelser, sidestillet ved lov. Loven, der har været syv år undervejs, betyder, at præster ikke længere kan nægte at deltage i en begravelse, hvor afdøde har valgt at blive brændt. Dansk Ligbrændingsforenings hovedformål er nu blevet opfyldt, men foreningen fortsætter sit arbejde med at udbrede kendskabet til ligbrænding. Samme år inddrages lokalforeningernes formuer, lokalbestyrelserne får frataget deres funktion., og medlemsdemokratiet bliver afskaffet i Dansk Ligbrændingsforening.

I årtiet kan foreningen også fejre sit 50- års -jubilæum som landsdækkende kæde af begravelsesforretninger, der både arrangerer ligbrænding og kistebegravelser. Begravelsesforretningen ændrer i 1975 navn til “Begravelsesforretningen Danmark”.

“Jeg vil begraves, som jeg plejer”

Spørger du i 1976 en dansker, hvordan hun vil begraves, er chancerne for, at hun svarer “Brændes” eller “Begraves i kiste” lige store. I 1976 er “plejer” nemlig ikke længere kistebegravelser. På landsplan bryder andelen af afdøde, der vælger at blive brændt den magiske grænse på 50%. Der er fortsat stor forskel på landsdelene.

Øst for Storebælt, og især i de større byer, er procentdelen langt over 60%, mens man stadig holder fast ved gamle traditioner vest for Storebælt. Her er det mest almindelige fortsat kistebegravelse. Forskellen holder sig op gennem årene. I 2019 var det Øst for Storebælt 90,38 procent, der blev kremeret, mens det var på 81,45 procent vest for Storebælt. 

I døden er vi alle lige

Der blæser en god vind ved Skansebakken den 2. november 1970. Trods vinden og kulden er det de store smil, der er fremme hos den lille gruppe af nydeligt klædte mænd, der står og skutter sig på den velplejede græsplæne. Vinden visler i de spæde egetræer, der omkranser plænen. Midt på græsplænen ligger en flækket granitkampesten, hvis to dele er gravet ned, så kun de glatte sider er synlige over jordoverfladen. På stenene ligger allerede flere blomsterbuketter. Stenene er, sammen med en simpel fliserække der afgrænser området, stedets eneste udsmykning. Mændene med de store smil er samlet for at indvie den nye fællesaskegrav på Hillerød ny kirkegård. Valget af den enkle granitblok og fællesaskegravens udformning er et tydeligt eksempel på ensartning og social udligning, der præger tidens idealer og tanker.

1980’erne – 100 år med ligbrænding

Dansk Ligbrændingsforening fejrer i 1981 sit 100-års-jubilæum med visheden om, at sagen stadig har fremgang. Der er fortsat en skævvridning mellem land og by. Imens landsgennemsnittet ligger omkring de 50% i begyndelsen af årtiet, er det 90% af alle døde i Københavnsområdet, der bliver brændt. Det er især kirkegårdene, der er i vælten i 1980’erne.

I 1985 bliver der for første gang afholdt nordisk kongres for kirkegårdskultur. Året efter bliver gravminder ved lov en del af den danske kulturarv. 1980’erne bliver også årtiet, hvor den katolske kirke endelig ophæver sit generelle forbud mod ligbrænding. Dog med en undtagelse: Er din begrundelse for at vælge ligbrænding i strid med den katolske lære, gælder det generelle forbud fortsat.

Dødens og begravelsens kulturhistorie

I 1986 får danske forskere travlt. Christiansborgs politikere beslutter, at gravminder som f.eks. gravsten og gravmonomenter skal være en del af den danske kulturhistorie og fremover skal bevares efter almene kultur- og kulturhistoriske retningslinjer. Loven bliver startskuddet til en kortlægning af gravminder i hele Danmark. Det bliver også startskuddet til en grundig undersøgelse af danskerne syn på døden og deres begravelsestraditioner, dødens og begravelsens kulturhistorie, så de rigtige gravminder kan blive bevaret.

Kirkegården

Den stadigt større del af den danske befolkning, der vælger at blive brændt og begravet i en urne, sætter sit præg på kirkegårdene op gennem 1980’erne. Det betyder, at de danske kirkegårde endnu engang ændrer udseende. Besøger du en kirkegård i 1100–tallets Danmark, vil du sandsynligvis være omgivet af en flok køer eller får, der fredeligt græsser på kirkegården. Hele kirkegården er dækket af græs og omgivet af grøfter. I 1800-tallet vil dit besøg foregå på en planeret kirkegård med faste gange og omgivet af træer. Skal du besøge en grav, vil gravstenen være opretstående og stærkt inspireret af antikken. I den ene ende af kirkegården vil du kunne besøge store gravsteder og mausoleer, mens du sikkert vil undgå de lange lige rækker af grave uden gravsten eller med simple kors af trælister. I 1920’erne vil din tur på kirkegården ikke længere byde på store mausoleer, men i stedet vil du møde en harmonisk kirkegård opdelt i mindre afsnit med forskellig beplantning og gravmindetype. I 1940’erne og 1950’erne vil du kunne spadsere langs de mange hække, der inddeler kirkegårdens afdelinger og beundre de mange nyanlagte fællesgrave og urnehaller. Fra 1970’erne bliver knasen af krus en del af dit besøg på kirkegården, og de fleste af de grave, du passerer, er prydet af en skiveskåren granitsten.

1990’erne – oplysningstid

Det sidste tiår i årtusindet bliver et begivenhedsrigt årti for Dansk Ligbrændingsforening. I 1998 åbner Dansk Ligbrændingsforening Funebariet – Danmarks første og eneste informations – og videncenter om døden og begravelse. Årtiet bliver indledt med store forandringer. I 1992 får foreningen ny struktur og den bliver delt i fire juridiske enheder:

• Dansk Ligbrændingsforening
• Begravelseskassen Danmark
• Begravelsesforretningen Danmark A/S
• Ejendomsselskabet D.L.F. A/S

Den nye struktur betyder også, at de sidste ti lokalafdelinger bliver nedlagt, og at repræsentantskabet herefter er foreningens højeste myndighed. Andelen af danskere, der vælger at blive brændt, stiger fortsat, samtidig bliver danskernes forhold til døden mere og mere fremmedgjort. Dansk Ligbrændingsforening vælger derfor at udgive en samlet vejledning til, hvad der rent praktisk sker, når du selv eller dine nærmeste dør. Vejledningen indeholder også oplysninger om begravelsesformer og en formular, hvor du kan skrive dine ønsker for, hvordan du vil begraves.

Luner døden?

Mange københavnere får morgenkaffen galt i halsen i 1995. I avisen kan de læse, at overskudsvarmen fra opvarmning af ovnene i byens kommende krematorium skal genbruges i byens varmesystem. Ord som “skandaløst”, “etisk forkasteligt” og “forfladigelse af døden” fyr om ørene på de ansvarlige beslutningstagere. Ordene, der til forveksling ligner dem, der blev brugt, da ligbrænding blev tilladt i 1892, får bystyret til at opgive ideen. I 2006 afviser Etisk Råd, at genbrug af varme er etisk forkasteligt. Og genbrug bliver virkelighed på flere af landets krematorier. Dog er det nu varmeoverskuddet fra nedkølingen af de røggasser, som krematorierne udleder, der bliver ledt ud i byernes varmesystem.

Dødens informations- og videncenter

I 1998 får Danmark sit første og eneste informations- og videncenter om død og begravelse. Dansk Ligbrændingsforening slår dørene op til ‘Funebariet‘ og inviterer danskerne inden for til en udstilling om døden.  

2000’erne – store forandringer

Dansk Ligbrændingsforening tager konsekvensen af, at foreningen har opfyldt sit formål: Ligbrænding er blevet sidestillet med kistebegravelse og har overhalet kistebegravelser indenom som den mest udbredte begravelsesform. Foreningens medlemmer og formue overgår i november 2001 til en ny forening med en ny formålsparagraf. “Landsforeningen Liv&Død” er en realitet.

Den nye forening skal fremover virke for en værdig afsked med livet ved bl.a. at arbejde for at hjælpe mennesker med at få deres sidste vilje opfyldt, nedbryde tabuet omkring døden og informere om forhold i forbindelse med død og begravelse. Tabuet om døden bliver for de fleste mennesker mindre. Der er stor fokus på en værdig afsked med livet. Interessen for selv at tage stilling til, hvordan ens egen begravelse skal være, er stigende samtidig med, at det for de pårørende også er vigtigt at den sidste afsked gøres mere personligt. Det personlige islæt ses dels ved valget af farvede kister, anderledes urner, sange og musik, der har betydet noget for afdøde. Landsforeningen Liv&Død oplever en markant stigning i folk, der bestiller og udfylder formularen “Min Sidste Vilje”.

2010’erne – 130 års jubilæum i Landsforeningen Liv&Død

I 2011, den 24. marts kan Landsforeningen Liv&Død fejre sit 130-års-jubilæum.

Liv&Død Prisen

Det bliver bl.a. fejret med indstiftelsen af en pris, Liv&Død Prisen. Prisen bliver uddelt en gang om året til en person eller organisation, der har arbejdet for at nedbryde tabuet om døden. Prisen bliver uddelt første gang i september 2011.

Danskernes syn på døden og ligbrænding har ændret sig meget gennem foreningens 130 års lange historie. Det samme har foreningens måde at skabe opmærksomhed om ligbrænding og døden. Foreningen har holdt foredrag, fået komponeret musikstykker, udskrevet arkitektkonkurrencer, udgivet pjecer m.m.

Salg af aktier i Begravelse Danmark

Den 1.1. 2018 bliver Landsforeningen Liv&Døds resterende aktier i Begravelse Danmark solgt til Begravelseskassen Danmark, en beslutning taget af bestyrelsen for fremadrettet at sikre Liv&Døds økonomi.

Med salget er der nu ikke længere nogen direkte forbindelse mellem Landsforeningen Liv&Død og Begravelse Danmark.

Foreningens nuværende indsatser

Læs om Landsforeningen Liv&Død i dag.