Kistens historie

Indtil 1550 var det ikke almindeligt at begrave de døde i kister i Danmark. Inden da blev afdøde bragt til kirken og kirkegården på en simpel båre, som enten blev båret med hænderne eller på skulderen af to eller flere bærere.

Under transporten og begravelsen var den døde som regel dækket til med et sort klæde. Skikken med at transportere de døde på båre har eksisteret, længe før kristendommen kom til Danmark.

Kister almindeligt begravelsesudstyr

Kister til begravelse blev først almindelige i Danmark fra omkring 1550. Selvom alle kan siges at være lige i døden, har valget af begravelsesudstyr til alle tider været baseret på individuelle ønsker.

Alt fra bræddekister til sarkofager

De fattige måtte på dette tidspunkt lade sig nøje med kister af ubehandlede fyrretræsbrædder, som ofte blev sværtet sorte. Borgerskabet udsmykkede fyrretræskisterne eller valgte ædlere træsorter, og på kisterne kunne der være billedskærerarbejder, sølvbeslag og draperier. De adelige brugte deres våbenskjolde, og kisterne kunne være udført i sten eller marmor.

Snedkeren lavede kisten og fungerede som bedemand

Da det blev almindeligt at benytte kister til begravelser, var det snedkere, der påtog sig at producere kisterne. Det blev naturligt, at man henvendte sig til snedkeren i forbindelse med et dødsfald. Som tiden gik, udviklede det sig til, at snedkeren og bedemanden ofte var én og samme person.

Før 1870 – kisten klar derhjemme

Før 1870 var det almindeligt, at mange havde deres kiste stående klar derhjemme. Der kunne ligefrem ske det, at kisten blev brugt som gæsteseng. Kisten var for det meste af fyrretræ og sværtet sort.

Ensartede, hvidmalede kister

Overgangen til brugen af hvide ligkister til alle, både rig og fattig, var en del af den udligning af klasseskel, som prægede 1900-tallet. De kister, der tidligere blev fremstillet specielt til sognets fattige, forsvandt omkring 1950.

De første brændingskister var af zink

Da ligbrænding i Danmark blev lovliggjort i 1892, blev det samtidig bestemt, at ligbrændingerne skulle ske i tilloddede zinkkister. Zinkkisterne blev anvendt frem til 1937, hvor metallet – på grund af den militære oprustning i Europa – blev for kostbart.

Genbrug af kister

For at højtideligheden skulle blive smuk, lejede man en pyntekiste eller sarkofag til at sætte udover den mindre pæne zinkkiste. Pyntekisten kom ikke i berøring med afdøde og kunne derfor genanvendes.

Lette trækister til ligbrænding

Efter 1937 gik man over til at benytte lette trækister til ligbrænding. Dansk Ligbrændingsforening fik patent på en let kiste, der blev fremstillet af krydsfiner, og som både var stabil og tæt.

Denne kiste blev anvendt som den mest almindelige frem til 1987.

Krav om bedre brændbarhed fra 1987

Med tiden blev krematorieovnene mere avancerede. Fra 1987 blev der stillet større krav til kisternes brændbarhed. Herefter skulle der anvendes andre og kraftigere materialer til kistefremstillingen.

Brugen af kister i dag

Det er et lovkrav, at der anvendes en kiste ved begravelse og ligbrænding. Det fremgår af Kirkeministeriets bekendtgørelse om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde nr. 1238 af 2007.

I dag forhandler bedemanden kister, der alle er fabriksproducerede.

Tre kistetyper

Kisterne kan opdeles i tre hovedgrupper efter trækonstruktioner:

• Spånplade (præfabrikerede pressede spåner med indhold af limstoffer)
• MDF-plader (præfabrikerede, pressede plader af findelt træ med indhold af limstoffer)
• Massivt træ (f.eks. gran, fyr, eg, mahogni, teaktræ eller andre eksotiske træsorter)

Hvidmalet kiste er den mest brugte

Kisten må hverken helt eller delvist være fabrikeret af plastik eller andet uforgængeligt eller miljøskadeligt materiale. Det mest brugte er en hvidmalet kiste, som enten kan være helt enkel eller udsmykket med kors og guirlander. Kister kan dog bestilles i alle farver.

Zinkkisten bruges også i dag, men kun i forbindelse med transport af lig over landegrænser. Zinkkisten anbringes inden i en trækiste for at sikre, at fugt ikke trænger igennem.

Kiste i eget design

Der er i dag ingen særlige krav til, hvordan en kiste skal se ud. Det er også lovligt at designe sin egen kiste, så længe de miljømæssige krav overholdes. Desuden kan der være særlige bestemmelser omkring størrelser på de enkelte kirkegårde, hvor der oftest er nogle standardmål for de forskellige gravsteder, ligesom krematorieovnenes størrelser har sine begrænsninger.

Kontakt derfor altid den pågældende kirkegård eller krematorium og hør nærmere.

Læs mere om hvordan kisten kan gøres mere personlig i dag her.