Har mennesker et alment og fælles sprog om døden? – af Jan Bager

1. oktober 2021

 

 

Søren Kierkegaard skriver i et af sine værker, at døden er menneskets lod, og det skal vi som mennesker tage på os. Videre har Kierkegaard en væsentlig pointe med, at døden blot passer sit arbejde i livet, og at den ikke skræmmer nogen (1). Men at mennesker skal tage sig selv alvorligt og reducere deres klager og sorg, fordi med alvoren følger at leve livet, mens det stadig er der (2). Dette bør vi tænke på dagligt og minde hinanden om, at livet er til for at blive levet nu, da døden pludselig kan indtræffe, når vi allermindst venter det.

Historisk set har døden ofte været at betragte som noget dunkelt og uforståeligt. Denne forestilling hersker i mange henseender og måder også her i nutiden. For grundlæggende er og bliver døden betragtet som en radikal fordring i forhold til det levede menneskeliv. Men samtidig er livet og døden gensidigt og uløseligt sammenfiltret, og derfor er begrebsparrene som bl.a. liv vs. død, lys vs. mørke, glæde vs. sorg og dag vs. nat mv. ikke hinandens modsætninger, men derimod at betragte som hinandens forudsætninger. Dog kan samtalen om døden her i det 21. århundrede til stadighed være et svært emne at tage hul på, både før, under og efter et dødsfald.

Hvad er grundlaget for samtale om døden – at turde være til stede

 

 

For det første kræver det mod at turde gå ind i et ”rum” og tale sammen, som mennesker, med mennesker om døden. Det kan umiddelbart synes lettere at tale om sin død, når den virker fjern og ikke trænger sig på, end hvis døden er umiddelbart forestående. Dog er der ikke noget normativ om hvor, hvordan og hvornår, det er mest gunstigt. Det er i udgangspunktet altid situationsbestemt. Men der er også et vigtigt element i at kunne tale om døden, som er, at mennesker vil og kan sætte sig ud over sin egen selvoptagethed. Dog kan selvoptagetheden i mange tilfælde dække over en reel form af blufærdighed. Fx kan døden for nogle mennesker opfattes som et tabu, mens det for andre kan være mere naturligt. Dog opstår der noget helt særligt, når mennesker viser hinanden genuin opmærksomhed, fordi det oftest skaber tillid, hvilket medfører et mere ligeværdigt mellemmenneskeligt møde.

For det andet fordrer det tillid mellem mennesker for at kunne tale om døden. Tillid er en væsentlig faktor. Men når der hersker tillid blandt mennesker, er der skabt et langt større rum for at tale om ubekvemme emner, fx døden. For det at udvise tillid betyder at udlevere sig selv og indeholder også en forventning – til et andet menneske. For når et menneske åbner sig op, enten i ord, tavshed eller handling for at blive imødekommet, men bliver afvist, kan det fx skabe mistillid og konflikt. Dog har mennesker grundlæggende ikke selvkontrol over tillid og selvudlevering ifølge K.E. Løgstrup, ”Tilliden står ikke til os. Den er givet” (3). Dette viser, hvor svært det faktisk er at kunne tale om noget som helst – hvad end det er hverdagens små eller store gøremål eller døden. For ifølge K.E. Løgstrup ér menneskers liv sammensat sådan, at det ene menneske altid vil udlevere sig selv i tillid og dermed lægger noget at sit liv i hånden på et andet menneske (4). Når vi åbner os i tillid, anviser K.E. Løgstrup to muligheder, enten åbner vi et menneskes verden positivt eller negativt, og den spænding vil altid være til stede (5). Det betyder, at for at et møde mellem to mennesker grundlæggende kan og vil lykkes, er det afhængigt af, at den givne tillid bliver indfriet. Samtidig betyder det også uagtet relation og situation, at når tilliden er til stede, åbner dette op for mangt og meget, samt privatsfæren eroderer. I de tilfælde, hvor det indtræffer, er der basis for samtale, fx om menneskers almene lod, døden. 

Hvad siger og gør mennesker ved dødsfald? – det er ofte forskelligt

Der er flere måder at udtrykke sig på sprogligt, og de kan fx lyde som følger: For det første er det muligt at sige: at jeg kondolerer, må jeg kondolere, må jeg kondolere med din far… etc. Ordet kondolere stammer fra latin, og betyder ”gøre ondt – føle smerte” med en pårørende, hvor et menneske er død, og kondolere er typisk at betegne som værende formelt (6). For det andet er der sætningen med udsagnet ”det gør mig ondt”, hvilket ikke er at betragte som formelt, men dog er ordlyden et synonym til ordet kondolere. Kort fortalt, det er grundlæggende de samme ord, som lægger bag, men de er situationsbestemte. Dette fremviser samtidig, hvor svært det reelt kan være at få sagt det, man vil, i forhold til relation og situation. Dog er der flere ord at gøre brug af, fordi det er personligt, hvordan mennesker håndterer disse svære øjeblikke.

Dette leder frem til et andet aspekt af menneskers sprogbrug omkring døden, nemlig den nonverbale sprogbrug. For netop der, hvor sproget, ordene for nogle mennesker, kan synes at bryde sammen, eller fordi de synes, det giver mest mening at tale om døden uden ord, er også muligt. Igen er denne form for samtale også relations- og situationsbestemt. For det første er der mange måder at bruge og vise med sit kropssprog, hvad personen mener og udtrykker. Fx at give hånd, hvilket også kan være ledsaget af et nik. For det andet er det også muligt at lægge sin hånd på den andens arm, skulder og ryg mv. For det tredje kan mennesker også udtrykke sig med deres mimik og gestik, hvilke også kan være ledsaget af de ovennævnte eksempler. Disse udtryk kan enkeltvis eller sammensatte være stærke udtryksformer, som kan være ligeså sigende og udtryksfulde som de, der er udtrykt med ord.

Det betyder, at der ikke er noget, der er rigtigt eller forkert. For det er altid i den konkrete situation, at vi som mennesker alment handler og beslutter os til, hvordan vi vil og kan tale om døden – med andre mennesker. Dette med det forbehold, at der kan herske andre normer og ritualer for det enkelte menneske samt blandt andre nationaliteter og religioner (7).

Afslutningsvis mener jeg, at der er et fælles sprog om døden. Dog kræver det, at visse elementer bør være til stede. Fx kan udvist opmærksomhed være en farbar vej til gensidig tillid for derved at føre til en åben, forstående og tillidsfuld samtale om døden. Men som øvrige andre aktiviteter i livet, bl.a. sprog og sport, har netop også samtalen om døden brug for at blive trænet. Tal sammen om døden. Opfordringen er hermed givet.