Filmen Fra tid til anden blev til i de sidste 10 dage af Hans-Jørgens liv. Som billedkunstnere var det naturligt sammen at se verden omkring os. Det var også en måde at være sammen på i en afsked. At få øje på og dvæle ved lyset, bevægelserne og livet lige der, hvor det hele tiden er, lige til den ikke er der mere. Tiden.
Jeg havde mit kamera med på hospitalet og filmede både, hvad jeg selv fik øje på, samt det vi så sammen. Nogle måneder efter Hans-Jørgen var død, købte jeg en ny stærk computer og et redigeringsprogram. Så tog jeg hjem, rullede gardinerne ned og burede mig inde. En sorgproces gik i gang.
Jeg havde nogle år forinden været i Prag og var stødt på noget musik af den tjekkiske kunstner Iva Bittova. Hendes musik brugte jeg som en bevægelig ramme omkring klippeprocessen. Selvom jeg ikke forstod, hvad hun sang, rørte hendes musik mig så inderligt. Copyright og den slags skal være i orden, så da filmen var næsten færdig, sendte jeg en kopi til hendes manager og bad ham om at videregive den til hende. Og så satte jeg mig til at vente på respons.
Der gik kun 1 time. Pling, så kom der svar fra Iva. Det er ganske magisk, skrev hun, for den musik jeg havde valgt at bruge, var musik hun havde skrevet til en veninde, da hun lå døende på hospital!
Filmen manglede en lille musiksekvens, som jeg ikke kunne få klippet ud af Iva Bittova’s kompositioner. Jeg kontaktede derfor den danske musiker Nana La Cour Jacobi for at spørge, om hun kunne skrive et lille stykke. Jeg fortalte hende ikke om den musik, jeg allerede brugte.
Nana så filmen igennem uden lyd, og derudfra skabte hun et stykke musik, som hun mente passede. Det kom til at lægge overraskende tæt på Ivas udtryk. Det hele endte med at gå op i en højere, eller har jeg lyst til at sige cirkulær enhed.
Kunst taler til os på tværs af tid og sted. Den forbinder os og klinger ind i vores sjæle og bringer os nærmere hinanden på nogle planer, som ikke lader sig forklare med fornuften. Sorgen taler et sprog, vi alle forstår, fordi den fødes i hjertet og tager bolig i kroppen. Før eller siden kommer vi alle til at miste nogen, vi holder af.
Da Hans-Jørgen dør, er jeg alene med ham på hospitalsstuen. Nogle minutter efter han har åndet ud, træder hans datter Anna ind. Hun stiller en lille æske på hans bryst. Der er en gave til mig, som han havde bedt hende om at få lavet 10 dage tidligere.
I æsken ligger en kraftig ring i sølv, hvor der på indersiden er indgraveret ordene ‘evig elsk’.
Selve processen med at lave filmen og det, at jeg i nogle år efterfølgende rejste rundt og viste den i forskellige sammenhænge på hospicer og i kirker, blev et vigtig led i sorgbearbejdningen.
Sorgen faldt tungt gennem kroppen, og op ad støvet voksede det fineste savn frem. Som en omvendt fødsel blev Hans-Jørgens død også et nyt punkt at måle tiden fra, og noget i mig er i mellemtiden blevet 17 år.
Signe Visnek