Dorte Naomi

For English see below

Mine værker til udstillingen Sorgarkivet består af tre rammer, der indeholder to prosadigte og et linoleumstryk, en tand med guldplombe, en metalplade og et gammelt foto.

1: Digtet Flammetæmmer handler om min far, Hans Max Nielsen. Da jeg var 12 år gammel, blev han diagnosticeret med sklerose, sidenhen fik han også lymfekræft og begik selvmord, da jeg var 19 år gammel.

Genstand: Foto af mit barndomshjem, en stor slægts- og proprietærgård på Midtsjælland. På fotoet kan man se vinduerne fra mit barne- og teenageværelse, hvorfra jeg betragtede verden. Hvem kom, og hvem kørte ind eller ud ad indkørslen. Jeg kunne holde øje med alle, men ingen kunne holde øje med mig. Fotoet vækker både gode og dårlige minder. Jeg var et ensomt barn, men jeg følte mig tryg deroppe i min egen lille verden under lindetræernes toppe.

2: Et linoleumssnit/tryk med titlen: Lyset.
Symbolikken i værket: Familierødder, arv, nedarvede sygdomme, træets styrke, lyset for enden: Døden.

Genstand: Min farfar Jens Frederik Nielsens guldtand. Min farfar var en stærk og vellidt mand. Han var giftefoged, modstandsmand under krigen og politisk engageret, blandt mange andre ting. Af alle personerne i min familie føler jeg mig mest beslægtet med ham, skønt jeg næsten ikke kendte ham. Jeg føler mig stadig forbundet med ham, selvom han er død. Hans tand er blevet min lykkeamulet. En måde at være tæt på ham ved konkret at have dette lille stykke af ham. Guldet symboliserer for mig: Velstand, mod og styrke. Jeg håber, at jeg har arvet bare lidt af hans lysende karakter.

3: Digtet Grusgrav handler om storbondekultur og om en familietradition, hvor man kører en æresrunde på gårdspladsen med rustvognen, før kisten bliver kørt mod kirken til begravelsen. Mit barndomshjem er en slægtsgård med en lang række af storbønder, der går mange generationer tilbage.

Genstand: En indgraveret metal- og navneplade med min oldefar Kristoffer Nielsens initialer på. Pladen var beregnet til at sætte på hans stok, når den tid kom. Pladen symboliserer hele min slægt og arv, på godt og ondt. En slægt med tradition for styrke og stolthed, men også tradition for selvmord og psykisk sårbarhed. Pladen minder mig om mit ophav, min epigenetiske arv, indgraveret i en metalplade og indgraveret i mit dna.

Jeg arbejder i forvejen som kunstner, digter og illustrator, og trangen til at arbejde med emnerne sorg, død, tab og traume har altid været afsættet i mit kunstneriske arbejde. Tidligere har min egen personlige historie og oplevelser med døden dog været mere abstrakt skildret. Til denne udstilling er min private sorg mere eksplicit udtrykt, især i mine prosadigte.

En form for forløsning og trøst og en følelse af glæde og ro. Gennem arbejdet med værkerne har jeg placeret sorgen et sted og brugt smerten til at skabe noget nyt. Jeg har transformeret min sorg til en form for meningsfuldhed, forstået den en lille smule bedre, forvandlet den til noget, som andre måske kan spejle sig i. For mig er kunsten det eneste, der kan rumme livets grusomhed, når vi selv ikke kan. Kunsten lader noget tilbage til verden, når man er død.

Dorte Naomi

My works for the exhibition The Grief Archive, consist of three frames containing two prose poems and a linoleum print, a tooth with a gold seal, a metal plate and an old photograph.

1: The poem Flammetæmmer (Flame Retardant) is about my father, Hans Max Nielsen. When I was 12 years old, he was diagnosed with Sclerosis, later he also got lymphoma and committed suicide when I was 19 years old.

Object: photo of my childhood home, a large family and proprietary farm in central Zealand. The photo shows the windows of my childhood and teenage bedroom, from which I viewed the world. Who came and who drove in or out of the driveway. I could keep an eye on everyone, but no one could keep an eye on me. The photo brings back both good and bad memories. I was a lonely child, but I felt safe up there in my own little world under the lime tree tops.

2: A linoleum cut/print titled: Lyset (The Light).
The symbolism of the work: family roots, heritage, inherited diseases, the strength of the tree, the light at the end: death.

Item: my grandfather Jens Frederik Nielsen’s gold tooth. My grandfather was a strong and well-liked man. He was a bailiff, a resistance fighter during the war and politically engaged, among many other things. Of all the people in my family, I feel the most kinship with him, even though I hardly knew him. I still feel connected to him, even though he is dead. His tooth has become my good luck charm. A way to be close to him, by concretely having this little piece of him. The gold symbolizes for me; prosperity, courage and strength. I hope that I have inherited just a little of his luminous character.

3: The poem Grusgrav (The Gravel Pit) is about big farm culture and a family tradition of taking the hearse for a lap of honour around the farmyard before the coffin is driven towards the church for burial. My childhood home is a family farm, with a long line of great farmers going back many generations.

Item: an engraved metal nameplate, with my great-grandfather Kristoffer Nielsen’s initials on it. The plate was meant to be put on his cane when the time came. The plate symbolizes my entire family and heritage, for better or for worse. A family with a tradition of strength and pride, but also a tradition of suicide and mental vulnerability. The plate reminds me of my ancestry, my epigenetic heritage, engraved in a metal plate, and engraved in my DNA.

I already work as an artist, poet and illustrator, and the urge to work with the topics: grief, death, loss and trauma, has always been the basis of my artistic work. In the past, however, my own personal history and experiences with death, have been more abstractly depicted. For this exhibition, my private grief is more explicitly expressed, especially my prose poems.

A form of redemption and comfort and a sense of joy and peace. Through working with the works I have placed the grief somewhere and used the pain to create something new. I have transformed my grief into a form of meaningfulness, understood it a little better, turned it into something that others might mirror. For me, art is the only thing that can accommodate the cruelty of life when we ourselves cannot. Art leaves something behind for the world when you’re dead.

Dorte Naomi