Kære mor – Jeg er ikke alene om at ville bryde tabuet om selvmord

8. juli 2021

 

Af: Julie Elze

Dengang det skete

Datoen er printet fast i min hukommelse, jeg tror, at det er den sidste dato, jeg ville glemme, hvis jeg langsomt skulle gå hen og miste hukommelsen. Tiden gik simpelthen i stå, da vi fik at vide, at du havde taget dit eget liv, jeg tror ikke, at min hjerne kunne forstå det. Det var som om, at jeg var fanget i en ond drøm, som jeg ikke kunne vågne fra. Jeg var nu tvunget til at leve i den onde drøm, som desværre betød, at jeg skulle leve uden dig.

For at virkeliggøre det som føltes som en drøm, havde jeg brug for at tale højt om det, og folk skulle høre historien fra min mund og ikke fra andres. Derfor tog jeg i skole dagen efter, det var sket. Jeg stillede mig op foran den gymnasieklasse, som jeg kun havde været en del af i to uger, og så sagde jeg, hvad der var sket. Alt grin og snak stoppede. Mine klassekammerater fik blanke øjne og åbne munde. Nu var det ude, og jeg følte mig lettet.

Lettelsen forsvandt hurtigt igen, da jeg kunne mærke øjnene i nakken, når jeg gik på gangene på gymnasiet, og når jeg kunne høre, at der blev snakket om mig i stedet for med mig. Det var jo det, jeg ville undgå. Hvorfor tog alle afstand fra mig?

For at blive klogere på hvorfor selvmord er så svært at snakke om, og hvorfor mange tog afstand fra mig dengang, ringer jeg til Elene Fleischer, som er psykolog og er stifter af organisationen Nefos, som beskæftiger sig med støtte og rådgivning til alle, der er eller har været tæt på en person som har udført en selvmordshandling.

Hun fortæller mig, at når vi siger ordet ”mord”, forbinder de fleste mennesker det med noget forkert, uanset om det er noget man gør mod andre, eller om man gør det mod sig selv.

Det giver god mening, tænker jeg imens, vi snakker sammen, jeg kan allerede begynde at forstå, hvorfor det rent videnskabeligt set har skabt modstand hos andre, når jeg har fortalt, hvorfor du døde.

Om at forholde sig til det der er sket

Under min samtale med Elene bliver jeg klogere på mig selv og egne følelser. Jeg har altid tænkt, at du var syg, og at det var sygdommen, som fik dig til at gøre en ende på det hele. Ifølge Elene har jeg selv taget afstand fra ordet selvmord, når jeg har prøvet at sige til mig selv og andre, at det var fordi du var syg, for det har været svært for min hjerne at forstå, at et menneske som jeg har været så tæt på har gjort noget så ”forkert”.

Når det kan være svært for os som har haft selvmord tæt inde på livet at bruge ordet ”selvmord”, så forstår jeg bedre, hvorfor andre kan have svært ved at forholde sig til ordet og snakke om det. Det har jeg aldrig tænkt på, før jeg snakker med Elene.

Det er underligt for mig, at jeg nu sidder og tænker på hvordan, jeg forholdt mig til dit selvmord, når det snart er 7 år siden. Alle de gamle følelser vælter op i mit sind, de kommer ellers kun frem, når jeg ser et eller andet som minder mig om dig, eller dengang det skete. Men det er vigtigt for mig at prøve at forstå, hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde, og hvorfor dem omkring mig tog afstand fra mig, så kan jeg nemlig blive klogere på, hvorfor selvmord stadig er lige så tabubelagt, som det var for 7 år siden. Jeg synes, at det er bemærkelsesværdigt, at samfundet ikke er blevet bedre til at tale om selvmord, selvom der er gået 7 år.

Elene siger til mig, at det kun er godt, at samfundet føler, det er forkert og tager afstand fra selvmord, for det betyder, at de fleste synes, det er forkert, og at de derfor aldrig vil komme så langt ud, som du gjorde. Hun siger også til mig, at man som efterladt sagtens kan synes, det er forkert, men samtidig forstå handlingen, det er sådan jeg hele tiden har haft det, og det giver mig en ro endelig at vide, at mine følelser har været helt legitime.

Udstillingen som sætter fokus på selvmord

Du tænker sikkert, hvorfor er hun dog så investeret i at blive klogere på selvmord og sine egne følelser som efterladt. Jo, ser du, det hele startede med, at jeg så, at Liv&Død netop nu turnerer Danmark rundt med en udstilling om de døde, de overlevende og de efterladte til selvmord. Endelig er der nogen, som vil bryde tabuet om selvmord, tænkte jeg, da jeg så pressemeddelelsen. Det ledte mig hen til, at jeg gerne ville blive afklaret med mine egne følelser som efterladt til selvmord, så jeg kunne se udstillingen, og sammenligne den med det jeg selv havde oplevet som efterladt.

I pressemeddelelsen siger direktøren for Liv&Død: ”Med udstillingen håber vi at kunne være med til at rykke ved disse tabuer og derved at kunne hjælpe dem, som på den ene eller anden måde er berørt af selvmord.”

Jeg ser udstillingen på Odense Hovedbibliotek, den er opsat lidt afsides ovre i et hjørne, jeg er den eneste, der er der for at se udstillingen, de folk som er placeret ved bordene omkring mig har hovedet nede i studiebøgerne og snakker om komplicerede matematiske regnestykker. Jeg tænker, at det er sjovt, som det minder om, hvad der sker ude i samfundet, når man står der helt alene med sin tunge historie om selvmord, mens dem omkring en helst vil tage afstand fra det. Jeg forstår det egentlig godt, det er en tung udstilling at se.

Udstillingen består af 3 store kupler i kridhvid, de har sorte streger i loftet som skal skabe illusionen af at være inde i en hjerne, tanken er at man går ind i hjernen på de døde, de overlevende og de efterladte.

Jeg starter med at gå ind i de dødes hjerne, her hænger 6 afskedsbreve fra nogle som har begået selvmord, det er de originale afskedsbreve som er kopieret op i en større skala, det er de afdødes egne ord og håndskrift. Jeg får en klump i halsen, og husker tilbage på det afskedsbrev du skrev til mig, det er mit allerkæreste eje, for det er de sidste ord, du nogensinde fik skrevet til mig. Mange af afskedsbrevene indeholder de samme fraser, der beskriver at de efterladte ikke kunne have gjort noget anderledes, og at det var de afdødes eget valg. Det skrev du også i dit. I har nok haft mange af de samme tanker, forestiller jeg mig.

Mine hænder er svedige, og mit hjerte dunker hårdt mod brystkassen, jeg kan godt mærke, at den her udstilling kommer ind under huden på mig. Jeg går videre mod de efterladtes hjerne, her kan man lytte til 4 lydfortællinger om at være efterladt til selvmord.

”Lige der, der føler jeg bare at jeg bliver ramt af flere tsunamier. Det første jeg bliver overvældet af er en enorm smerte over at det menneske som har elsket mig sindssygt meget. Som betyder sindssygt meget for mig på trods af alle konflikterne. Hun er der bare ikke mer´. Og det næste jeg føler, det er en enorm lettelse.”

Lyder det fra de hørebøffer, jeg har på. Det er en fyr, der hedder Lawand, som fortæller om dengang, hans mor begik selvmord. For mig er det rart at høre, at der er andre end mig som følte en form for lettelse, da det skete, selvom det kan lyde underligt for nogen, at man kan blive lettet over, at nogen er død. Det er vigtigt for mig at sige, at man som efterladt kan føle mange forskellige følelser, og ingen er rigtige eller forkerte, det vigtigste for mig har bare været at føle alle følelser og tale om det.

Den sidste hjerne jeg går ind i, er de overlevendes hjerne. Her kan man se 3 små film hvor overlevende efter selvmord fortæller deres historie. Jeg bruger ikke så meget tid i den tredje hjerne, fordi det er sværere for mig at relatere til deres historier frem for de andres, men det er spændende at høre hvilke tanker de egentlig havde, før de tog beslutningen om selvmord, for de overlevede jo, det gjorde du ikke.

Det som jeg synes bedst om ved udstillingen foregår faktisk udenfor hjernerne, her er en lang række myter og påstande om selvmord enten be- eller afkræftet. De hænger på små hvide firkanter uden på hjernerne og relaterer sig til den hjerne, de hænger på. Jeg har gennem tiden oplevet mange misforståelser, antagelser og myter om selvmord, og hver gang er jeg blevet så vred, at mit blod nærmest boblede, jeg forstår godt, at meget bliver sagt i uvidenhed, men lige netop derfor synes jeg, det er så vigtigt, at der findes udstillinger som denne, så folk har mulighed for at opsøge viden.

For nej det er ikke ulovligt at begå selvmord, nej de fleste selvmord sker ikke i december, og nej dem som begår selvmord kommer ikke fra en bestemt socialklasse.

Samtalen om liv, død og selvmord

For at finde ud af tankerne og motivationen bag udstillingen og få en snak om livet og døden og alt derimellem, tager jeg til København og besøger Liv&Døds direktør Kirsten Søndergaard. Jeg har læst på udstillingen, at Liv&Død arbejder for en værdig afsked med livet, samt at de medvirker til at nedbryde tabuer omkring døden, jeg tænker man skal være et meget specielt og hjertevarmt menneske for at kunne arbejde med døden hver dag, så jeg glæder mig meget til at møde Kirsten.

Hun fortæller, at idéen til udstillingen allerede startede i år 2018, fordi de i foreningen havde oplevet, at man generelt ikke vidste, hvad man skulle sige til folk som havde mistet, men især når det gjaldt selvmord, så havde de fleste oplevet, at der var et stort tabu forbundet med det.

De har indtil nu kun fået positive tilbagemeldinger fra folk som har set udstillingen, men især os som har haft selvmord inde på livet har været glade for opbygningen af udstillingen, som både består af fakta og personlige historier, fordi det skaber perspektiv i selvmordsproblematikken, og er med til at aflive myter og fokusere på fakta.

Kirsten fortæller mig, at de har spurgt forskellige biblioteker rundt om i landet, om de kunne være interesseret i udstillingen, de var stødt på et bibliotek i Sønderjylland, hvor jeg kommer fra, som bestemt ikke skulle have noget med den udstilling at gøre. Det kan jeg ikke lade være at tænke over, og jeg siger straks, at det er lidt sjovt, for det var lige præcis i Sønderjylland, at min historie om selvmord startede.

Under samtalen bliver vi enige om, hvor vigtigt det er at tale sammen om døden, men især om dødfald som følge af selvmord, fordi os som er efterladte ofte står tilbage med mange flere uafklarede spørgsmål end ved andre dødsfald, og dem har vi brug for at vende med nogen, og så nytter det ikke at folk er så berøringsangste over for os, for ofte har folk det lige som jeg, at vi gerne vil snakke om det, for vi ved om nogen, hvor vigtigt det er at snakke om tingene.

– Jeg tror ikke på, at vi kan ændre det bare sådan her, men i og med at den kommer rundt, så tror vi på, at vi kan være med til at plante nogle frø, som måske kan spire lidt. Jeg tror det har betydning, siger Kirsten, da jeg spørger hende om, om hun tror, at sådanne udstillinger vil hjælpe samfundet med at snakke højt om selvmord.

Jeg bliver glad. Jeg bliver bare glad over, at der findes mennesker som Kirsten, som man kan snakke med om døden, uden hun dømmer en. Jeg bliver glad over, at der findes folk der gider arbejde med, at døden bliver mindre tabubelagt. Det betyder meget for mig som er efterladt, at en organisation er villig til at tage vores parti og bruge vores stemmer. For vi kan ikke bryde tabuet alene, uanset hvor meget vi prøver.

Artiklen er oprindeligt skrevet i forbindelse med Julie Elzes uddannelse på Center for Journalistik, SDU

Læs om vores udstilling ‘Ramt’

Vil du vide mere om ‘Ramt – en udstilling om de døde, de overlevende og de efterladte til selvmord”?
Læs om vores udstilling her