Min Sidste Vilje i Forsvaret og Politiet

Der findes en speciel udgave af Min Sidste Vilje for dem, der er ansat i Forsvaret eller Politiet.

Min Sidste Vilje i Forsvaret

I samarbejde med Forsvaret har Landsforeningen Liv&Død udgivet en særlig udgave af Min Sidste Vilje til Forsvarets medarbejdere, som skal udsendes på internationale missioner.

Forsvarets stigende internationale engagement har medført et øget behov for at tale om og gennemtænke risikoen for at falde i tjenesten.

Med ‘Min Sidste Vilje – hvis jeg falder i Forsvarets tjeneste’ kan soldater få hjælp til at tage den svære samtale med deres pårørende og få hjælp til at afklare, om de ønsker at blive begravet eller kremeret, om begravelsen skal være militær, og hvem der skal bære kisten m.m. – hvis det værste skulle ske i forbindelse med deres mission.

 

Min Sidste Vilje til Forsvaret

Denne specielle udgave af Min Sidste Vilje kan ikke bestilles hos Landsforeningen Liv&Død – men udleveres direkte til den enkelte soldat af Forsvaret selv sammen med kuverter til farvelbreve og donorkort fra Sundhedsstyrelsen.

Læs mere

Min Sidste Vilje i Politiet

Sammen med Rigspolitiet har Landsforeningen Liv&Død også udviklet en særudgave kaldet ’Min Sidste Vilje – hvis jeg omkommer i tjenesten’.

’Min Sidste Vilje – hvis jeg omkommer i tjenesten’ er særligt rettet mod politifolk, der udsendes på missioner til konfliktområder.

Med Politiets udgave af Min Sidste Vilje følger en lille folder, som er en vejledning i, hvordan man bedst forbereder sig selv, sine pårørende og venner på den værst tænkelige situation – at man mister livet under missionen.

Ligesom hos Forsvaret opfordres der til, at man tager stilling og svarer på en række af de praktiske – og svære – spørgsmål, der typisk er forbundet med et dødsfald. I folderen kan man fx svare på, om man ønsker en kirkelig eller borgerlig begravelse, om man vil begraves eller kremeres, om man vil have en højtidelighed eller ej, hvilket tøj man ønsker at have på i kisten, og hvordan udgifterne i forbindelse med begravelsen skal dækkes.

Folderen lægger også op til, at man overvejer, om man vil skrive farvelbreve, være organdonor eller oprette et testamente – og helt lavpraktisk om man ønsker at ens efterladte får login-oplysninger til ens digitale arv. 

Min Sidste Vilje, til Politiet

 

Denne specielle udgave af Min Sidste Vilje kan ikke bestilles hos Landsforeningen Liv&Død – men fås hos Rigspolitiet.

Læs mere