Særudstilling: Menneske af jord og himmel

Landsforeningen Liv&Død særudstilling 'Menneske af jord og himmel' satte fokus på det moderne menneskes forhold til døden. Her kunne du blive inspireret af det antikke dødspas til at møde døden med ro.

Udstillingsperiode i Funebariet: 11.10.2019 – 31.03.2020

Udstillingen kunne ses som et rum i vores moderne verden, hvor du som besøgende kunne forholde dig til døden, ligesom det antikke menneske gjorde det.

I udstillingen blev du præsenteret for en nyfortolkning af det antikke dødspas og for en række forskellige elementer, der hver især skabte refleksion over, hvordan vi også i en moderne, sekulær tid kan møde døden med ro og mestre den kundskab hver dag at vandre mod døden.

De antikke dødspas, der blev fundet i datidens grave, er små, tynde stykker guldfolie med sagnfiguren Orfeus’ instruktion i, hvordan man rejser gennem det græske dødsrige Hades og når til et velsignet efterliv.

Udstillingen var skabt af designer Pia Bindra i samarbejde med Landsforeningen Liv&Død.

Om udstillingen sagde Pia Bindra:

”Det, som interesserer mig, er vores forhold til vores egen dødelighed – og måske manglen på samme. Jeg tror, at døden er fremmedgjort for os, og at det kan være med til at gøre døden angstfuld, og noget man helst ikke vil tænke for meget på. Jeg var vild med ideen om et pas til døden, som kan skabe passage fra livet ind i dødsriget. Jo mere, jeg studerede dødspasset, jo mere kunne jeg trække interessante tråde frem og tilbage mellem det mytiske og det moderne i forhold til døden.

Udstillingen handler om vores kompleksitet som mennesker i at skulle rumme døden – og hvordan vi kan komme til tåls med den ved at tage stilling til den. Døden ER sorgfuld, men den kan også være mange andre ting. Den er mystisk, poetisk og fascinerende, da den gør livet endnu mere værdifuldt at leve med de mennesker, vi nu engang deler det med. Jeg håber, at den besøgende får tænkt over sin egen dødelighed ved at se denne udstilling.”

Om udstillingen sagde Kirsten Søndergaard, direktør i Landsforeningen Liv&Død:

”Vi er meget stolte over at kunne lægge lokaler til denne interessante udstilling, som sætter fokus på et aktuelt tema i det moderne menneskes liv: At vi har svært ved at forholde os til og håndtere det vilkår, at vi alle skal dø. Her kan vi sikkert lære noget af antikkens menneske, der havde et andet og måske mere naturligt forhold til døden, end vi ofte har i dag.”

 

Billeder fra udstillingen

 

Udstillingen kunne ses i Funebariet, Landsforeningen Liv&Døds udstillingssted om død og begravelse, som ligger på Nikolaj Plads 27 i hjertet af København.

Udstillingen var åben alle hverdage kl. 9-15.

Udstillingen blev til i samarbejde med Landsforeningen Liv&Død og Statens Kunstfond.

Pia Bindra

Pia Bindra

Om designer Pia Bindra

Pia Bindra er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Designskole i Visuel Kultur og Identitet. Udstillingen er en videreudvikling af hendes prisvindende afgangsprojekt fra 2018.

I hendes studie og videre arbejde har hun haft døden som interessefelt, og hun har på forskellig vis undersøgt, hvordan design kan bruges til at formidle sårbare og tabuiserede emner