Udstilling

Funebariet – vores faste udstilling om død og begravelse

Vi kommer alle i kontakt med døden. I vores familier, gennem vores arbejde og blandt vores venner. Men mange har alligevel svært ved at tale om døden og vil helst undgå emnet.

Et besøg i vores faste udstilling om død og begravelse er et godt sted at starte en dialog om, hvad der skal ske, når vi dør. Hvilke tanker og ønsker har vi hver især? Det kan være med til at gøre det mere naturligt at tale om død og begravelse – også ens egen. 
 
 

Ny fast udstilling 

Vi er stolte over at kunne fortælle, at vores nye faste udstilling i Funebariet nu står klar. En udstilling som ikke blot er flot at se på og interessant at bevæge sig rundt i, men som også skaber et godt afsæt for en reflekteret og nutidig samtale om tab og sorg, død og begravelse. For alle som på den ene eller anden måde kommer i kontakt med disse for mange svære emner. Vi håber du kigger forbi!

 

Hvad sætter vi fokus på?

Vores faste udstilling har fokus på:

  • Den sidste tid og en værdig afsked
  • Hvad vi kan tage stilling til, inden vi dør
  • Begravelsen
  • Sorg- og minderitualer

Du kan bl.a. se Livets træ, skrive dine livsønsker på et blad og sætte det på træet – og du kan se en kiste og urne.

Alle er velkomne

Livets træ i Funebariet er fuld af grønne blade med folks livsønsker. Foto: Klaus Bo

Funebariet er åbent for alle – både børn og voksne – hvor du selv kan gå rundt og se udstillingen.

Det kan bookes rundvisninger for grupper (mindst 10 personer) af 1-2 timers varighed. Der kan efter aftale også bookes rundvisninger uden for den normale åbningstid kl. 9-15.

De seneste år har der været stadigt flere rundvisninger i Funebariet, særligt inden for disse målgrupper:

  • Uddannelser inden for social- og sundhedsområdet
  • Konfirmander
  • Skoleklasser

Flere forskellige målgrupper besøger os fast som en del af deres uddannelse og oplever en rundvisning i Funebariet som et godt supplement til den teoretiske læring om emnet døden.

De får en grundlæggende viden om forhold i forbindelse med død og begravelse i Danmark – en viden der giver dem en større ballast til at håndtere deres daglige arbejde.
 

Læs mere om Funebariet og den faste udstilling

 
 

I Funebariet kan du udover vores faste udstilling se skiftende særudstillinger.

Funebariet er åbent alle hverdage kl. 9-15.

 
 

Hvor: Landsforeningen Liv&Død, Nikolaj Plads 27, 1067 København K

Pris: Gratis