At miste sit spædbarn og de pårørendes reaktioner: Susanne Holms historie

Det værste er sket – vis, at du ved det – du kan ikke gøre det værre

Mange af os har nok prøvet det – at stå i en situation, hvor man står overfor en person, der har mistet én, de holder meget af. Hvad skal man dog sige og gøre? Frygten for at komme til at sige eller gøre noget forkert er stor. Men kan man overhovedet sige eller gøre noget forkert?

Det kan være svært at være pårørende

Hvis du står overfor nogle mennesker, der er i dyb sorg, kan det være, at de har brug for netop din støtte og omsorg. Men det kan være rigtig svært som pårørende. Man kan føle sig helt magtesløs og være bange for at sige eller gøre noget forkert.

Det kan også være svært at vide, hvordan en sorgramt skal omfavnes, da sorg kan have mange udtryksformer – chok, smerte, tristhed, tomhed, skyldfølelse, vrede, længsel, søvnproblemer, hukommelsesproblemer m.v., og disse udtryksformer kan også ændre sig over tid og ligefrem fra dag til dag. Derfor er det så vigtigt ikke at presse sig selv til at skulle forstå den sorgramte, men nærmere gøre en indsats for at turde stå ved siden af og bare være der – bare at turde drage omsorg.

Jeg har skrevet denne artikel ud fra mine personlige erfaringer, da jeg fik et dødfødt barn. Jeg vil her beskrive, hvad der var godt, og hvad der kunne have været godt for mig, da jeg var i dyb sorg.

Et lille klem på skulderen kan være nok

Kort tid efter, jeg havde mistet min lille søn, Viktor, fik vi mange blomster og varme hilsner, hvilket var virkelig dejligt. Vi kunne mærke, at vores omgivelser tænkte på os.

Men ret hurtigt fik jeg en fornemmelse af, at livet fortsatte for alle andre mennesker uden for hjemmets fire vægge. Selv var jeg fortsat i en dyb sorg, da det tager meget lang tid at komme videre og lære at leve med sorgen som et livsvilkår.

I tiden efter begravelsen mødte vi rigtig mange mennesker på grund af sociale arrangementer i vores datters dagpleje og familiefester. Det var super hårdt at være blandt mange mennesker, men hårdest var det, når folk ikke turde sige noget til os. Det var rigtig rart, hvis folk sagde noget om vores tab til os, eller blot gav os et medfølende klem på skulderen. Jeg havde et stort behov for, at folk anerkendte min sorg, og at Viktor havde været der. Jeg havde behov for at fortælle om det hele – jeg havde absolut ikke behov for at ”glemme” det. Sorgen fyldte det hele i mig.

Det, der gjorde mest ondt, var, hvis folk lod som ingenting – det gjorde faktisk endnu mere ondt, som hvis de havde sagt bare et eller andet eller givet et kram uden ord. Der var én, der sagde til os: ”Tillykke med jeres lille søn – ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige”. Det var jo fantastisk modigt og flot. Det var virkelig en anerkendelse af, at jeg var blevet mor igen, men desværre ikke havde fået lov til at beholde mit barn.

Familiens reaktioner

Det var svært for vore familier – de havde en slags dobbelt sorg. For det første havde de jo også mistet – f.eks. havde bedsteforældrene glædet sig enormt meget til et barnebarn mere, men det havde de mistet. Samtidig var de vidner til, at deres børn var i en dyb sorg uden, de kunne gøre noget og fikse det. Det er frustrerende for forældre ikke at kunne hjælpe sine børn.

Som sorgramt er det dog ekstra svært, hvis man ikke føler, man får den støtte, man har behov for fra sin familie – de er ens nærmeste, så de burde da forstå og kunne se, at….. Men kan de altid det, og har de selv overskuddet til det? Jeg fandt ud af, at det kan man som sorgramt ikke forvente, og man er måske nødsaget til selv at tage ansvar for at bede om hjælp, selvom det kan være meget hårdt.

Mine behov som sorgramt

Jeg havde virkelig brug for at tale meget og med mange om mit tab. Jeg havde desværre ikke så mange at tale med. Jeg oplevede stor berøringsangst fra andre mennesker. Samtidig havde jeg rigtig svært ved at give udtryk for mit behov overfor mine nærmeste.

Det værste, de kunne spørge om, var, hvordan går det? Det går jo virkelig dårligt, men det siger vi jo ikke i Danmark. Det er tabubelagt at tale om det, der gør ondt. Så standardsvaret var blot – ”det går fint nok”, men indeni skreg min krop efter at råbe til omverdenen, at jeg havde det rigtig dårligt og var super ked af det. Jeg følte et stort behov for hjælp til madlavning, rengøring, tøjvask – ja, faktisk til alle hverdagens praktiske gøremål. Vi fik en del tilbud om hjælp til at få passet vores datter, men det havde jeg absolut ikke behov for – jeg havde så meget kærlighed, som jeg skulle af med, og den skulle hun have – jeg havde lige mistet en søn!!

Det havde været guld værd, hvis omgivelserne blot havde turdet sige, at de ikke vidste, hvad de skulle gøre, men gerne ville hjælpe – det er en del af omsorgen. Du kan som pårørende ikke forværre situationen – det værste er allerede sket. Man behøver absolut ikke at forstå sorg for at give omsorg – det er to vidt forskellige ting.

Mit eget ansvar

Denne sorgproces lærte mig meget om andre menneskers reaktioner på tabubelagte emner. Hvor udfordrende det kan være for folk at tale om dét, der er svært. Jeg lærte, at jeg var nødsaget til selv at sige til, når jeg havde brug for at tale om min sorg. Det nåede jeg bare aldrig til at kunne med min familie før meget sent i forløbet, da jeg var kommet godt videre og havde lært at leve med sorgen. Heldigvis fik jeg stor støtte i en sorggruppe på sygehuset og fra Landsforeningen Spædbarnsdød.

Gode råd til dig som pårørende

Vis, at du ved det og anerkend sorgen. Det gør meget mere ondt på den sørgende, hvis du lader som ingenting.

Tag gerne initiativ til at hjælpe eller tale om sorgen – den sorgramte har meget sjældent overskud til selv at tage initiativet. Spørg direkte ind til, hvad den sørgende har brug for af dig. Det vil være en stor hjælp for den sorgramte, hvis du selv kommer med nogle konkrete forslag til hjælp eller aktiviteter. Hvis den sørgende afviser tilbuddene, skal man prøve at lade være med at tage det personligt. Måske er det bare ikke lige dagen, hvor tilbuddet kan modtages. Prøv igen en anden dag, så kan situationen se helt anderledes ud.

Det er altid en god idé at lade de gode råd blive hjemme, medmindre man bliver spurgt direkte af den sørgende. Det vigtigste er blot at være til stede, at turde stå ved siden af og at stille sin skulder til rådighed.

Hvis man som pårørende selv er i sorg, er det en god idé at tale med nogle helt andre om ens egen sorg. Det kan være svært for den sørgende også at skulle rumme den pårørendes sorg.

Mit budskab er, at det er vigtigt at vise sin medfølelse med ord, kram eller hjælp. Du kan hverken sige eller gøre noget forkert! Sorgen er et livsvilkår, der skal rummes. Det er ikke et problem, der kan løses eller fjernes.

Susanne Holm er sorgterapeut og foredragsholder hos Om-sorgen.dk.

Andre fortællinger om at miste