De Dødes Dag er en fælles mindedag for alle, der har oplevet at miste. Dagen og de arrangementer, der kommer til at foregå, er henvendt til alle, som ønsker at mindes deres døde i meningsfulde og respektfulde omgivelser. Arrangementet er gratis, og tilmelding er ikke nødvendig. Alle er velkomne til at kigge forbi i løbet af dagen.
De Dødes Dag er arrangeret i et samarbejde mellem Folkekirken og Aarhus Kommune.
Information
Du finder informationen i vores rullende kirke overfor Store Kapel. Her kan du få udleveret et program for dagen og få svar på diverse spørgsmål. Du kan hente billetter til vandringerne og gravlys, samt få information om deltagelse i en sorggruppe. Hvis du har brug for at tale med en præst, er det også her, du kan henvende dig.
Der er flere kaffevogne placeret på kirkegården, ligesom der er mulighed for at købe lidt sødt eller en lun bolle.
Engleværksted
Kom forbi Engleværkstedet og fold din egen engel af gamle salmebøger og tag den med hjem til ophæng og minde. Lav smukke vejrbestandige metalengle til at hænge på gravstedet.
Lerværksted
Besøg pottemageren og form en figur til et gravsted eller til at tage med hjem. Det kan være en fugl, noget med en tekst eller dét, der giver mening for dig.
Ord til trøst og inspiration
Giv sorgen ord. Sådan skrev Shakespeare for over 400 år siden, og i dag gør vi netop dét, når vi fylder rummet med ord. Kom forbi og læs, få eller skriv selv ord til håb, mod, eftertanke og trøst.
Tænd et lys
Gå til bagsiden af Store Kapel og tænd et lys foran det store vægmaleri af en engel.
Hæng et hjerte på mindetræet
Gå forbi mindehaven og skriv en hilsen eller et navn til vores fælles mindetræ.
Familietelt
Familieteltet er åbent for børn i alle aldre og deres familier.
I teltet er der mulighed for at komme ind og nyde en stille stund med en af Aarhus Bibliotekernes mange børnebøger om sorg. Alle mennesker oplever at miste nogen eller noget i livet. Døden er et menneskeligt grundvilkår. Det kan være svært at tage hul på en snak om døden med sit barn. Fortællingerne og børnebøgerne i teltet er tænkt som samtaleåbnere for den svære samtale mellem barn og voksen. I børneteltet vil der desuden være forskellige kreative aktiviteter for børn i alderen ca. 6-10 år.
Konfirmanddigte
Konfirmander fra hele Aarhus har gennem efteråret arbejdet med det at miste og det at sørge. De er blevet inspireret af digte, sange og billeder og har selv sat ord på sorg og savn. Læs nogle af de mange digte, der hænger på stofstykker rundt på kirkegården.
Spørgsmål rettes til:
Sognepræst August Overgaard Hansen
aoh@km.dk / 21 94 90 90
Udviklingskonsulent Mona Solsø Holm
msho@km.dk / 28971287