Vi kom tættere på hinanden end nogensinde før – Stine Buje om at miste sin mor

Stine Buje

Jeg var 31 år, da jeg mistede min mor. Hun havde ikke haft en sygedag i mere end tyve år, og pludselig fik hun konstateret kræft. Jeg husker tydeligt den dag på hospitalet, hvor lægen talte om vægttab, paryk og livsforlængende behandling. Jeg var i chok.

Min mors sygdom var uhelbredelig fra starten. Det var bare et spørgsmål om tid. Hun kæmpede i halvandet år, inden hendes krop gav op. Min far og jeg holdt hende i hånden, mens hun døde i fredfyldte omgivelser på et hospice. Det var sådan, hun helst ville have det.

I de sidste dage var hun næsten ikke ved bevidsthed. Jeg havde svært ved at forstå, at hendes krop kunne trække vejret, når hun ikke sagde noget længere. Det var som om, at jeg allerede havde mistet hende. Heldigvis havde jeg en følelse af, at der ikke manglede at blive sagt noget mellem os. Vi havde fået snakket ud.

Da jeg fandt ud af, at min mor skulle dø for tidligt, besluttede jeg mig for, at jeg ville have det bedste ud af vores sidste tid sammen. Jeg vidste også, at det ville blive svært, fordi vi håndterede sygdommen meget forskelligt. Jeg havde behov for at bringe nære emner op og tale om det, der ventede forude. Hun havde behov for, at hverdagen gik videre som normalt.

Når hun en sjælden gang imellem åbnede op for at tale om de nære emner, greb jeg chancen for en god snak, men jeg følte aldrig, at vi kom i dybden. Derfor begyndte jeg at overveje, hvordan jeg kunne få taget hul på de svære samtaler, før det var for sent.

Stine Bujes mor.

Med mine veninders hjælp lykkedes det mig at finde på nogle gode idéer, som jeg prøvede af med stor succes. Jeg samlede breve ind fra hele hendes netværk med gode minder, der åbnede op for, at vi kunne tale om hendes liv. Jeg lavede en playlist med de sange, som betød mest for hende. Så sad vi sammen på hospitalssengen og nynnede med, mens vi talte om de minder, der knyttede sig til musikken. Jeg inviterede hende på en hotelovernatning, hvor jeg gav hende en stak postkort med spørgsmål om det, som jeg ville komme til at mangle svar på, når jeg selv bliver mor. På den måde fik hun mulighed for at give sine bedste råd videre til mig.

Jeg var hele tiden opmærksom på at respektere min mors grænser, så hun ikke følte sig presset til at sætte ord på noget, som hun ikke havde lyst til at tale om. Jeg vidste, at mit behov for at tale om de nære emner ikke nødvendigvis var hendes. Derfor faldt der en kæmpe sten fra mit hjerte, da hun nogle få dage før sin død fortalte, at hun var glad for, jeg havde hjulpet hende med at få sat ord på det, der var svært at tale om. Jeg var lettet over, at jeg havde bragt emner op, som var vigtige for os begge to.

En morgen ringede sygeplejersken fra min mors hospice. Min mor var bange for, at hun skulle dø. Hun ville gerne have, at min far og jeg kom med det samme. Jeg kastede mig op på cyklen og trampede hårdt i pedalerne hele vejen. Da jeg kom løbende ind på stuen, var hun stadig ved bevidsthed. Jeg satte mig ned ved siden af hendes seng og tog hende i hånden. Hun var træt. Jeg fortalte hende, at jeg elskede hende, og hun sagde det samme til mig. Da jeg kunne mærke, at hun ikke havde flere kræfter tilbage, forvissede jeg hende om, at hun havde kæmpet en flot kamp. Jeg hviskede til hende, at det var okay ikke at kæmpe mere nu. En halv time senere gav hun slip, og fra da af var hun kun ved bevidsthed kort tid ad gangen. Et par dage senere åndede hun ud, mens jeg sad hulkende ved hendes side.

Lige efter min mors død følte jeg, at vi havde fået snakket ud om alting. Jeg havde forberedt mig godt på det, der ventede forude, og jeg kunne ikke komme i tanke om emner, som vi manglede at tale om. Men som tiden går, kan jeg mærke, at der begynder at dukke emner op, som jeg ville ønske, at jeg kunne bringe op med hende.

Jeg ville ønske, at jeg havde optaget nogle flere videoklip af os sammen. Jeg ville ønske, at jeg havde fået spurgt ind til billederne i hendes fotoalbum, så jeg kendte historierne bag dem. Jeg ville ønske, at jeg havde skrevet dagbog i de sidste uger, hun levede, så jeg kunne huske, hvad vi talte om.

Stine Buje sammen med sin mor.

Vores samtaler før hendes død gør ikke mit savn mindre, men de trøster mig i min sorg. Hvis vi ikke havde fået taget hul på de svære samtaler, skulle jeg både have kæmpet med sorgen over at have mistet min mor og sorgen over ikke at have fået det bedste ud af vores sidste tid sammen. Nu kan jeg nøjes med at sørge over, at min kærlighed til min mor er blevet hjemløs. Jeg har ikke længere noget sted at gøre af den. Det er hårdt nok i sig selv.

Jeg sørger på ny, hver gang jeg kommer i tanke om, at jeg aldrig får min mor at se igen. Jeg kommer aldrig til at give hende et kram. Jeg kommer aldrig til at få en SMS eller et opkald, hvor der står mor. Jeg kommer aldrig til at se, hvordan hun ville have været som mormor. Det gør ondt at tænke på, men det er en sorg, jeg lever med.

Da min mor døde, tænkte jeg, at der måtte være andre pårørende med behov for at få det bedste ud af den sidste tid. Derfor sagde jeg mit job op for at skrive bogen ”Snak på livet løs”, hvor jeg har samlet en række idéer til, hvordan man som pårørende kan få tage hul på de svære samtaler, når man skal tage afsked med et familiemedlem eller en anden nærtstående.

Mit bedste råd til andre pårørende er at lade være med at vente. Tag hul på de svære samtaler nu. Man tænker måske, at der er lang tid igen, men pludselig er det for sent. Hukommelsen svigter, sygdommen tager over eller humøret daler. Det er aldrig en dag for tidligt. Jeg lover, at samtalerne er det hele værd. Både imens man er sammen, og når man fortsætter videre i livet.

Du kan finde skabeloner og tips til at få taget hul på de nære samtaler på www.snakpålivetløs.dk

Stine Buje (f. 1982) er uddannet cand.comm fra Roskilde Universitet og arbejder som forfatter, foredragsholder og kommunikationsrådgiver. Hun er forfatter til bogen Snak på livet løs, som hun holder foredrag om for pårørende, patienter og sundhedsprofessionelle. Hun er desuden forfatter til Bogen om livet, som er en samtalebog med døende, som sætter ord på deres indsigter i livets sidste kapitel. Bogen udkommer den 28.9. 2018.