Sorg som relation og emotion – af Michael Hviid Jacobsen

Læs om sorgen som relation og emotion - og konturerne af en kritik af sorgens patologisering.

Sorg rammer alle mennesker – der findes næppe noget liv, der, fra starten lige indtil afslutningen, kan leves helt igennem sorgløst. En af hovedårsagerne hertil er, at alle mennesker – før eller siden – støder på døden. Døden er – den har altid været og vil altid være – en iboende og uundgåelig del af menneskelivet. Den markerer et tab for mennesket – et tab af et andet, ligesom det selv, dødeligt menneske. Sorgen er derfor en naturlig respons på menneskers tabsoplevelse. Der findes naturligvis mange forskellige typer af tabsoplevelse i livet, nogle større, andre mindre – man mister sit job, sin kæreste/ægtefælle, sin bopæl, sin potens, sin førlighed, sine forhåbninger, drømme, illusioner og idealer osv. Noget af det tabte kan måske vindes tilbage igen senere, mens andet er tabt for evigt. Noget af det tabte kan erstattes af noget nyt, mens andet forbliver uerstatteligt. Døden er dog den definitive og ultimative tabsoplevelse, som mennesker kan møde – den udgør muren, som vi hverken kan bryde ned eller kravle over, fordi der ikke er nogen eller noget, der kan bringe den/dem, man har mistet, tilbage igen. Døden er derfor i alle henseender uigenkaldelig, ligesom det liv, der ikke er længere, og som man sørger over.

Nedenfor er skitseret, hvordan vi kan forstå sorg som henholdsvis en relation og en emotion. Sorgen er således ikke – vil jeg hævde – noget, der udelukkende eller for den sags skyld fortrinsvis udspiller sig indeni det enkelte individ, eller som fordrer en specifik klinisk diagnose, men den er i selve sit grundvæsen et på en og samme tid både normalt og socialt fænomen og en naturlig og social følelse, fordi den opstår på baggrund af, den aktualiserer, symboliserer og understreger det intime samspil mellem de levende og de døde – mellem dem, der endnu er, og dem, der har været.

Dødens og sorgens socialitet

Selvom vi ofte opfatter døden som noget dybt personligt, der rammer det enkelte menneske, og som noget, vi hver især og på hver vores måde må forlige os med at skulle leve i skyggen af, så er den – og ikke mindst vores forståelse, oplevelse og håndtering af den – et socialt fænomen, der i vid udstrækning er omgærdet af en lang række fælles forestillinger, kollektive ritualer og forenende følelser.

Det samme gælder i og for sig sorgen. Selvom sorg kan føles og måske ofte opleves af de efterladte som en af de mest personlige, isolerende og ensomme følelser, der overhovedet findes, så er den ikke desto mindre social i selve sit grundlag og væsen. I udgangspunktet er sorgen jo netop kendetegnet ved, at ens bånd til andre brydes – enten abrupt og uventet eller mere langsomt og forventet – men også at disse bånd på den ene eller anden måde forsøges opretholdt.

Til trods for at tabet af en elsket er noget, der fortrinsvis rammer den enkelte, der har mistet, så er sorgen dog almindeligvis ikke begrænset til tosomhedens univers. Den spreder sig som ringe i vandet fra såkaldt ’primære sørgende’ så som nærmeste familie og venner, til ’sekundære sørgende’ så som kolleger og omgangskreds og videre til ’tertiære sørgende’, der henviser til alle andre, der på forskellig vis bliver berørte af et dødsfald.

Derudover kan sorg sprede sig og ramme selv mennesker, der kun kendte den afdøde yderst perifert eller måske slet ikke, hvilket er tilfældet med den form for sorg, der kaldes for ’spontan sorg’, som kendetegner den kollektive form for ritualisering af sorgen over en kendt eller ukendt person, der er død under tragiske omstændigheder og ofte i det offentlige rum (1). Vi ser med mellemrum såkaldte ’spontanaltre’ bestående af blomster, gravlys, breve og andre personlige genstande for dem, der er blevet dræbt i trafikken eller som følge af terror og vold.

Dødens og sorgens socialitet kan både ses på dét, sociologer har for vane at kalde for mikro-, meso- og makro-niveauet af samfundet.

På mikroniveauet omhandler denne socialitet naturligvis de nære og personlige relationer og dybe følelser, som vi har haft til afdøde, og som sorgen er et udtryk for ophøret af eller et forsøg på at opretholde.

På mesoniveauet påvirkes mange af de institutioner, som vores liv udspiller sig inden for – familie, arbejdsliv og organisationer – også af døden, og selvom vi ofte i nutidens samfund forventes at holde sorgen inden for hjemmets fire vægge, så siver den fra tid til anden ud herfra og ind i disse ofte mere formelle sociale sammenhænge.

På makroniveauet kommer dødens og sorgens socialitet til udtryk ved den måde, som vi i samfundet forholder os til død og sorg på, og karakteren af denne socialitet ændres i takt med overordnede samfundsmæssige og kulturelle forandringer.

Et eksempel herpå er, hvordan døden ifølge den franske historiker Philippe Ariès op igennem det moderne samfund blev gjort til et teknisk anliggende forbeholdt professionelle (2), og at sorgen i forlængelse heraf ligeledes også i stigende grad blevet gjort til genstand for et lægevidenskabeligt og psykologisk regimente, der på alle tænkelige og utænkelige måder har dissekeret, diagnosticeret og gennemlyst sorgen på kryds og tværs og i denne proces bidraget ikke bare med vigtig viden om, men også med en potentiel patologisering af sorgen.

Sorg som relation

Mikro-, meso- og makroniveauerne er ikke isolerede domæner eller områder af samfundslivet, for de påvirker på forskellig vis gensidigt hinanden.

Overordnede sociale og kulturelle forandringer i sorgens udtryksformer over tid ’siver ned’, som man ofte siger det inden for samfundsforskningen, på det interpersonelle plan.

Selvom det er blevet hævdet, at ’sorgen forsvandt’ som følge af den førnævnte medicinske og psykologiske kolonisering af sorgen, så er det dog ikke tilfældet, men det betød, at sorgkulturen kom til at tage sig helt anderledes ud op igennem det 20. århundrede, end det havde været tilfældet i 1800-tallet, der er kendt som et århundrede, hvor man netop dyrkede den kollektive og offentlige sorg i modsætning til nutidens privatisering og professionalisering af sorgen (3).

Vores forståelse af, tilgang til og oplevelse af sorgen er således både underlagt forskellige samfundsmæssige forandringer og kulturelle fordringer, ligesom den også selv udgør en vigtig social dynamik, der udspiller sig mellem mennesker i konkrete sociale sammenhænge. Intet menneske er en ø – dets liv er vævet ind i en lang række nære og perifere relationer med andre mennesker. Det samme gælder dets død og de mange forskellige følgevirkninger, døden har på de(n) efterladte. Sorg er derfor i mange henseender også en slags socialt drama. Den udspiller sig ikke bare indeni et menneske, men også mellem mennesker.

Faktisk er det tydeligt, at langt de fleste teorier om sorg – selvom det måske ikke altid ekspliciteres – netop betoner sorgens relationelle karakter. Selvom mange af de tidlige sorgteorier med afsæt i psykoanalytiske perspektiver var optaget af ’sorgens symptomatologi’, af indre psykologiske mekanismer og af det ’sygelige’ ved for langvarig og intensiv sorg, så var de ikke desto mindre opmærksomme på betydningen af det, Erich Lindemann kaldte for grief work (’sorgarbejde’), som man som sørgende skal igennem for at kunne afslutte gamle og skabe nye relationer (4).

Sorgen er faktisk på sin vis udtryk for en ganske kompleks tredobbelt relation. På den ene side de(n) efterladtes relation til den afdøde, på den anden side de(n) efterladtes relation til sine sociale omgivelser, og slutteligt de(n) efterladtes relation til sig selv.

Det er desuden vigtigt i denne korte diskussion af sorg som relation også at understrege, at sorg som relation er objektrelateret – sorg er altid sorg over nogen eller noget, der ikke længere er en del af ens liv. Det sigende udtryk om at ’døden afslutter et liv – ikke et forhold’ vidner dog om, at selvom døden afslutter noget og i sit kølvand skaber følelser af fravær, så er den fortsatte forbundethed til den afdøde vigtig for mange sørgende, og flere nyere teorier så som continuing bonds og ’tosporsmodellen’ forsøger netop at betone betydningen af den vedvarende relation til den afdøde for at kunne knytte nye relationer til andre mennesker igen.

Sorg som emotion

Sorg er en såkaldt ’fraværsfølelse’, fordi den opstår, når vi oplever et fravær af noget eller nogen, der tidligere har været en del, og som regel en vigtig og betydningsfuld del, af vores liv. Den følger med andre ord i kølvandet på en tabsoplevelse (5). Sorgen opstår således almindeligvis, når vi har mistet eller tabt noget i vores liv (som f.eks. ved dødsfald), selvom sorg i princippet også kan opstå forud for, at vi mister noget, hvilket inden for forskningslitteraturen med Erich Lindemanns begreb kaldes for ’foregribende sorg’ (anticipatory grief).

Sorg anses almindeligvis som en meget stærk følelse (i modsætning til mildere følelser som f.eks. irritation eller kedsomhed), fordi den omhandler fraværet af noget elsket, betydningsfuldt og ofte uigenkaldeligt i vores liv. Det er også en stærk følelse, fordi den besidder en dybde og en varighed, der potentielt kan vare hele livet, hvorimod følelser som vrede og glæde er mere flygtige følelser, der kommer og går. Selvom man naturligvis kan gå rundt og være vred hele livet, så går vreden som regel over på et tidspunkt og afløses af andre følelser. Sorg er, i modsætning til sådanne mere momentane følelser, således en følelse, der har en varighed og et forløb over tid fra ’svære’ via ’gode’ tilbage til ’svære’ perioder osv. Sorgen er også en svær følelse, fordi den rummer smerte, afsavn, lidelse og håbløshed – altså noget, som vi almindeligvis anser som noget ubehageligt og uønsket.

Ligeledes er sorgen en kompleks følelse, fordi den rummer så mange til tider modsatrettede og svært forenelige følelser som netop kærlighed nært koblet til følelser som vrede, skyld og depression. Det er også en kompleks følelse, fordi den – ligesom de fleste andre følelser – er underlagt en række såkaldte ’følelsesregler’, der henviser til normerne for, hvornår vi må sørge, over hvem vi må sørge, hvordan vi må sørge, hvor længe vi må sørge osv.

Sådanne følelsesregler har til formål at forene vores dybt personlige følelser med samfundsmæssige forskrifter og sanktioner, men de kan til tider vanskeliggøre muligheden for at sørge, som man selv vil eller har behov for, og man kan derfor opleve, at ens måde at sørge på delegitimeres af omgivelserne. Den amerikanske gerontolog og sorgekspert Kenneth J. Doka har engang kaldt dette for ’ikke-anerkendt sorg’ (disenfranchised grief) (6), og i den danske forfatter Esben Kjærs bog Min usynlige søn (2016) ser man netop, hvordan sorgen over at miste et barn kan være særlig svær i et samfund, hvor kun meget få forstår eller har lyst til at blive konfronteret med denne dybe sorg (7).

Selvom sorgen som nævnt er en fraværsfølelse, der opstår som følge af fraværet af en savnet og elsket person, så peger mange teorier – og i særlig grad nyere teorier som continuing bonds og ’tosporsmodellen’ – netop på, at den fortsatte forbundethed til den afdøde, den uudslukkelige kærlighedsrelation, er ikke bare vigtig, men ligefrem nødvendig for at kunne leve videre og få et meningsfuldt liv efter tabet. Selv mange år efter et dødsfald kan sorgen nemlig også hjælpe til med at aktualisere et fravær og gøre det mindeværdigt og nærværende, som når vi mentalt forestiller os den afdøde, vi genoplever deres duft, stemme eller for dem karakteristiske små og sære karaktertræk, eller vi mindes dem og oplevelser med dem, som når særlige sange spilles i radioen. Sådanne oplevelser kan, trods deres flygtighed, kortvarigt bringe den døde til live igen og skabe uvurderlige øjeblikke af mening, glæde og håb.

Der har i de senere år været en stødt voksende bevågenhed inden for dansk psykologisk og terapeutisk praksis for at forske i sorgen (8), ligesom der har været et kapløb om at etablere et nationalt sorgcenter og om at være i fronten af feltet af ansøgere til forskningsbevillinger. Dette er en udvikling, der afspejler internationale tendenser, hvor faglige og sundhedspolitiske diskussioner om kodificeringen af såkaldt ’kompliceret sorg’ ud fra WHO’s retningslinjer efterhånden har stået på længe, og resultatet af disse diskussioner ser i skrivende stund ud til at blive, at en ny sorgdiagnose snart implementeres. Som jeg har forsøgt at antyde her, så er sorg i det hele taget en kompliceret størrelse, og det er den af mange gode grunde. Det er en både stærk, svær og kompleks følelse, fordi den rører ved noget dybt inde i os mennesker, men det betyder – død og pine – ikke nødvendigvis, at vi skal til at sætte sorgen på formel eller udvikle nye eller stadig mere avancerede klassificeringssystemer og behandlingsregimer for at forstå den.

Konturerne af en kritik af sorgens patologisering

Vi kan forstå sorgen som henholdsvis en relation og en emotion kendetegnet ved både fravær og fortsat forbundethed – og samtidig både et helt igennem naturligt, normalt og ligeledes også socialt fænomen.

Sorgen er i vid udstrækning en naturlig respons på et oplevet tab, samtidig med at den er et socialt fænomen, der udspiller sig mellem mennesker og under forskellige samfundsmæssige forhold.

Der er i dagens stadig mere medikaliserede og psykologiserede samfund en ganske udbredt tilbøjelighed til i stigende grad at se på sorg som en diagnose eller som et psykisk fænomen, der på en eller anden måde udspiller sig indeni mennesker, og som fra tid til anden fordrer behandlingsmæssig/medicinsk/terapeutisk intervention, særligt hvis sorgen vurderes at antage en ’kompliceret’ karakter. I disse år oplever vi derfor en stigende interesse for at patologisere sorgen, hvor den gøres til et individuelt problem, der fordrer terapeutisk intervention. Det handler om symptomer, håndteringsstrategier, komplekse reaktionsmønstre og en tilbagevenden til ’normaliteten’ efter endt sorg (9).

Det er vigtigt, at vi drager omsorg for sorgen. Det gør vi ikke, vurderer jeg, ved at underlægge den et behandlingsregime, hvor sorg – og særligt en såkaldt ’kompliceret sorg’ – gøres til en diagnose, som mennesker får påhæftet. Denne kontrolmentalitet underkender, at sorgen er en livslang proces, som mennesker ikke nødvendigvis skal ’igennem’, ’videre fra’, ’over’ eller ’ud på den anden side af’, men som de skal forlige sig og leve med.

Det er derfor snarere min opfattelse, at sorgen – ligesom døden – er et eksistentielt grundvilkår, som mennesker både skal og kan lære at leve med. Længe før psykoanalysens og psykoterapiens fremvækst kunne mennesker miste og sørge over deres tab, uden at der var behov for konsultation med eller intervention fra professionelle behandlere.

Selvom sorg naturligvis kan opleves som kompliceret og føre til et behov for professionel bistand og intervention, så er sorgen – mest af alt og når alt kommer til alt – en helt igennem normal følelsesmæssig reaktion på et tab, den er noget, som vi alle før eller siden kommer til at møde, og noget, som vi nødvendigvis må leve med.

Dem, der fortrinsvis vil have en interesse i, at sorgen gøres til en diagnose med et tilhørende arsenal af videnskabelige prædikater og en vifte af behandlingsmuligheder, er i udgangspunktet ikke nødvendigvis de sørgende, men derimod professionelle psykologer og terapeuter (10). Dermed ikke sagt, at de ikke vil kunne hjælpe mennesker med såkaldt ’kompliceret sorg’, men faren lurer altid for, at når en naturlig følelse gøres til en officiel diagnose, så vokser der pr. automatik et system frem, der skal varetage og som får monopol på definitionen og håndteringen af denne diagnose. Det kommer der næppe noget godt ud af.

I Norge refereres der inden for den palliative praksis til tider til fænomenet ’akut stressreaktion’ (formentlig med henvisning til føromtalte Erich Lindemanns klassiske begreb fra 1944), der inden for denne praksis tilsyneladende hverken anses som noget unormalt eller behandlingskrævende. Dette kan måske være en betegnelse, der kunne bidrage til at undgå en unødvendig diagnostisk klassificering af og indgriben overfor den ’komplicerede’ sørgende, men Lindemann mente dog selv, at ’akut sorg’ (acute grief) var en behandlingskrævende reaktion med både somatiske og psykiske udtryk, der dog med den rette indsats kunne forandres til en såkaldt ’normal sorg’ (4).

Snarere end at tale om ’kompliceret sorg’, der emmer af noget, der nærmest pr. automatik kræver professionel intervention og behandlingstiltag, så burde vi måske bare tale om ’svær sorg’, fordi sorgen pr. definition er svær – det er svært at miste mennesker, der betyder noget i ens liv, hvad enten det er børn, forældre, bedsteforældre, nære venner, kolleger osv. Men det betyder ikke, at vi nødvendigvis skal opsætte nagelfaste standarder for, hvornår sorgen har varet for længe, eller for hvordan sorgen bør føles for at være eller ikke at være behandlingskrævende.

Det er naturligvis altid forholdsvis ukompliceret at tale om menneskelige følelser og oplevelser gennem sundheds- eller samfundsvidenskabernes abstrakte sprogbrug og med deres dispassionerede begrebslige distance til dét, de beskriver – det uanset om vi taler om stratifikation, social forandring og afvigelse eller mere specifikt om emner som alvorlig sygdom, død og sorg. Det er let at skabe sirlige klassifikationssystemer, rigide fase- og forklaringsmodeller og letforståelige flow charts for mange forskellige fænomener og følelser (som f.eks. sorg), men som allerede William Shakespeare slog fast i Stort ståhej for ingenting (1599), så kan enhver bære sorgen på nær den, der oplever den.

For virkelig at forstå sorgen, så må man selv have følt den, og det er for os alle kun et spørgsmål om tid, før sorgen også rammer os og bliver en iboende del af vores liv. Livet er, på godt og ondt, én langstrakt oplæring i at skulle tage afsked – både de mange små afskeder og de store og livsforandrende afskeder så som døden.

Lad mig derfor afslutte med en tankevækkende betragtning fra C. S. Lewis’ dagbog om sorgen: ”Vi blev stillet lidelser i udsigt. De er en del af det hele. Vi blev fortalt, at ’Velsignet er dem, der sørger’, og jeg accepterede det. Jeg har ikke fået noget, som jeg ikke havde forventet. Men det er naturligvis altid en helt anden sag, når det rammer én selv, ikke andre, og i virkeligheden, ikke kun i fantasien” (11).

Litteratur

1. Michael Hviid Jacobsen (2007): ”Den spontane sorgs ritualer”. Omsorg: Nordisk tidsskrift for palliativ medisin, 24 (1):7-22.
2. Philippe Ariès (1974): Western Attitudes Toward Death from the Middle Ages to the Present. Baltimore: Johns Hopkins University Press, s. 88.
3. Se f.eks.: Michael Hviid Jacobsen (2016): ”Dødskultur, sorgkultur og mindekultur – dødens domæne i en dansk kultur- og samtidshistorisk kontekst”, i Pernille Tanggaard Andersen & Michael Hviid Jacobsen (red.): Kultursociologi og kulturanalyse. København: Hans Reitzels Forlag, pp. 553-587, og Sonia A. Bedikian (2008): “The Death of Mourning: From Victorian Crepe to the Little Black Dress”. Omega: Journal of Death and Dying, 57 (1):35-52.
4. Erich Lindemann (1944): “Symptomatology and Management of Acute Grief”. American Journal of Psychiatry, 101 (2):141-148.
5. Michael Hviid Jacobsen & Ester Holte Kofod (2015): ”Sorg – en fraværsfølelse under forandring”, i Inger Glavind Bo & Michael Hviid Jacobsen (red.): Hverdagslivets følelser – tilstande, relationer, kulturer. København: Hans Reitzels Forlag, s. 245-280.
6. Kenneth J. Doka (1989): Disenfranchised Grief: Recognizing Hidden Sorrow. Lexington, MA: Lexington Books/D. C. Heath & Co.
7. Esben Kjær (2016): Min usynlige søn – kunsten at leve med sine døde resten af livet. København: Gyldendal.
8. Se f.eks.: Mai-Britt Guldin (2014): Tab og sorg – en grundbog for professionelle. København: Hans Reitzels Forlag, og Jesper R. Mogensen & Preben Engelbrekt (2013): At forstå sorg: Teoretiske og praktiske perspektiver. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
9. Se f.eks. Allan Kellehear (2007): “The End of Death in Late Modernity: An Emerging Public Health Challenge”. Critical Public Health, 17 (1):71-79.
10. For en relevant kritik af psykologiens kolonisering og transformering af sorgen, se f.eks.: Allan V. Horwitz & Jerome C. Wakefield (2007): The Loss of Sadness: How Psychiatry Transformed Normal Sorrow into Depressive Disorder. New York: Oxford University Press.
11. Her oversat og citeret fra den engelske udgave af bogen: C. S. Lewis (1961/1984): A Grief Observed. New York: Walker & Company, s. 33.


 
 
Michael Hviid Jacobsen er professor i sociologi, ph.d. på Aalborg Universitet og medlem af Landsforeningen Liv&Døds bestyrelse.

Indholdet er et uddrag af Michael Hviid Jacobsens artikel “Sorg som relation og emotion: Konturerne af en kritik af den tiltagende patologisering af sorgen”, som tidligere er bragt i tidsskriftet Omsorg.