Skal man dele sin sorg med alle?

Af Helene Grau

Det kan være enormt betydningsfuldt for den fortsatte relation til den afdøde at dele dem med andre, så de kan få en plads i vores samtaler.

Men det betyder ikke, at den plads, som den afdøde får i samtaler, altid lever op til vores behov.

For den sørgende handler det derfor nøje om at vælge, hvor og med hvem man deler med. Det handler om at finde de steder og de mennesker, hvor der er ro, respekt, plads til interesse.

Men netop fordi den afdødes betydning fortsat er så dyrebar, kan den sørgende indimellem føle skyld eller tvivl, som om de svigter ved ikke at nævne den afdøde.

Når spørgsmål kan gøre mere ondt end godt

Som sørgende kan man møde mange spørgsmål, der ikke altid er hensigtsmæssige. Det kan fx være:

“Hvordan døde personen?”

Et spørgsmål, der kan bringe den sørgende direkte tilbage til det mest traumatiske og smertefulde. Det fokuserer udelukkende på tab og sorg. Meget af dette handler om, at vores samfund ikke ved, hvordan man skal spørge.

For ville det i mange situationer ikke være langt mere meningsfuldt, hvis der blev spurgt:

“Er det okay, hvis du fortæller lidt om din datter?”

Et spørgsmål, der åbner mulighed for at dele de foretrukne minder.

En mor og hendes nye begyndelse

Jeg havde samtaler med en mor, som skulle starte på en ny uddannelse. Hun var bekymret for, hvordan hun skulle præsentere sig selv, for hun havde ikke lyst til at nævne sin datter på en måde, der ville skabe anledning til spørgsmålet:

“Hvordan døde din datter?”

For hende var det ikke sådan, hun ønskede, at datteren skulle fylde. Det reducerede primært hendes datter til måden, hun døde på.

Jeg var optaget af at gøre det synligt for moren, hvilken magt hun også havde til at skabe rammerne for, hvordan hun ville tale om datteren – blandt andet ved, hvordan hun præsenterede sig selv og datteren.

Hun fortalte derfor, at hun havde tre børn: to levende børn og en datter, der var død, men som hun fortsat bar med sig i sit hjerte, hvorfra hun fortsat påvirkede hende.

Hun fortalte, at hendes lille pige, Marie, som hun fortsat bar med sig i hjertet, havde hjulpet hende med at tage skridtet til at begynde på en uddannelse. At Marie havde gjort hende skarp på, hvad der er vigtigt i livet. At hendes lille pige ofte gav hende modet til at handle på det, der betyder noget.

Og så delte hun med dem, at hun gerne ville tale om sin datter med fokus på, hvordan Marie stadig former og hjælper hende – fremfor at tale om hendes død.

Et rum, hvor Marie stadig lever videre

På den måde var Maries mor med til at påvirke de andre på uddannelsen til at fokusere på, hvordan Marie stadig har betydning. Hvordan datteren hjælper sin mor med at finde mod.

De andre blev også inspireret af datterens mod og begyndte undervejs i uddannelsen mere og mere at lade Marie minde dem om, hvad der er vigtigt at holde fast i.

På den måde åbnede Maries mor et rum, hvor andre kunne møde hendes datter som én, der stadig havde en aktiv indflydelse – fremfor at reducere hende til kun et tab og fravær.

Når man ikke vælger at dele – og hvorfor det også er kærligt

Men det er ikke i alle situationer og med alle mennesker, at vi har mulighed for at sætte rammerne.

På samme måde oplevede en far, jeg talte med, hvordan miljøet kan begrænse muligheden for at dele. Han mistede sin søn og følte i en periode, at han burde tale om ham på arbejdet. Han var også kritisk over for sig selv, fordi han ikke gjorde det.

Men da vi undersøgte, hvorfor han valgte ikke at dele, blev det tydeligt: Det rum, der skulle tage imod fortællingerne om hans søn, var ikke i stand til at møde ham med en interesse og omsorg.

Hans arbejdsplads var præget af hurtighed, travlhed og overfladiske jokes. Han ønskede ikke at nævne sin søn i et miljø, hvor sønnens betydning ikke ville blive mødt med den nødvendige opmærksomhed og respekt.

At vælge med omsorg – ikke med skyld

Hvis vi i stedet interesserer os for intentionen bag valget om ikke at dele, hænger det ofte sammen med, at situationen ikke kan bære den afdøde – snarere end mangel på mod fra den sørgende.

For ofte handler det ikke om svaghed, men om en bevidsthed om at vælge den rette tid og de rette mennesker at dele med.

Det er en stille, men vigtig magt: at kunne vælge. Vælge hvornår, hvordan og med hvem man vil dele. For det handler ikke kun om at blive hørt – men om at blive mødt.

At ære relationen – også med beskyttelse

At vælge, hvem vi deler den afdøde med, er en måde at ære kærligheden og betydningen på – og det er en magt, den sørgende fortjener at have.

  • 1. artikel: At skulle lære at leve med sorgen gennem livet
    Her kan du læse mere om, når man ikke længere er i den akutte sorg, men skal lære at leve med den.
    Læs mere her
  • 2. artikel: Hvilke fordomme kan gøre sorgen svær
    Her kan du læse om nogle fordomme, man som sørgende kan blive mødt af fra omverdenen.
    Læs mere her
  • 3. artikel: Hvordan man hjælper andre med at tale om tabet
    Her kan du læse om, hvordan man som sørgende kan tage et større ansvar i at udtrykke sine behov hos andre.
    Læs mere her
  • 4. artikel: Når relationen til den døde lever videre
    Her kan du læse om, hvordan relationen til den døde lever videre, selvom de fysisk er væk.
    Læs mere her
  • 5. artikel: Når man ikke ved, om man skal dele sin sorg med alle
    Her kan du læse om, hvordan man vurderer og vælger, om man skal fortælle andre om sit tab.
    Læs mere her