Mindesammenkomst

Bagheia

Det har ofte stor værdi for både pårørende og venner at afholde en mindesammenkomst efter ceremonien/højtideligheden

At afholde en mindesammenkomst efter selve begravelsen/bisættelsen er meget brugt. Det har ofte stor værdi for både pårørende og venner. De pårørende får mulighed for at hilse på alle deltagere, hvilket kan have stor betydning. Og alle har mulighed for selv at sige et par mindeord eller synge eller spille noget musik, som minder dem om afdøde.

Der er ingen regler for, hvordan en mindesammenkomst skal være eller skal afholdes. Afdøde kan eventuelt selv have udtrykt ønske om et bestemt sted, hvad der skal serveres med mere. Det kan for eksempel skrives i Min Sidste Vilje. Foreligger der ikke sådant et ønske enten skriftligt eller mundtligt, er det op til de pårørende, om der skal holdes en mindesammenkomst, og hvordan den ønskes afholdt.

En mindesammenkomst afholdes oftest et af følgende steder: På restaurant, et lokale i forbindelse med kirken eller kapellet, et forsamlingshus eller privat.

Det er meget almindeligt, at der er et traktement, som kan være lige fra kaffe, øl og sodavand, champagne til kage, smørrebrød eller middag. Også på dette område er der en tendens til, at afdøde selv tager stilling til, hvad der skal serveres og dermed har nedskrevet sine ønsker i for eksempel formularen Min Sidste Vilje.

Længden på et mindesammenkomst er meget individuelt; oftest er det et par timer, men det kan også sagtens være en hel dag og aften. Afdøde kan i nogle situationer have været årsag og initiativtager til, at mange af deltagerne ved begravelsen/bisættelse har set hinanden tidligere. Det er derfor ikke sjældent, at man ved at miste denne kontaktperson måske ses for sidste gang netop til afdødes mindesammenkomst.

Begravelsesfesten i gamle dage

Det er først i 1870’erne, at kisten med afdøde blev opstillet i kirken, og der i kirken samtidig blev afholdt en egentlig gudstjeneste. Før den tid foregik det almindeligvis i hjemmet. Døden var en hyppig gæst. Og mange havde i forvejen deres kiste stående klar derhjemme. Den døde blev vasket og iklædt sit stiveste puds. Ofte var bryllupsskjorten og bryllupslagnerne gemt til netop dette formål.

Spejle og billeder blev tildækket. Ure blev sat i stå, og spinderok og alt andet, der kunne ”gå rundt”, måtte ikke anvendes, mens der var lig i huset. Bydemanden gik fra hus til hus og inviterede til kistelægning og begravelsesgilde. Der blev holdt vågevagt og ligvagt, tændt levende lys og spist og drukket omkring dødslejet. Folk kunne spare i det daglige – men ved begravelser blev alle sejl sat til.

På jordfærdsdagen blev gæsterne modtaget med kage, øl og brændevin – inden selve frokostbordet. Efter måltidet gik alle hen til den døde og takkede for måltidet og ønskede en glædelig opstandelse. Så blev kisten lukket, degnen sang liget ud af huset, og bærerne bar kisten til graven.

Ved graven ventede præsten, som foretog jordpåkastelsen, hvorefter alle igen drog tilbage til afdødes hjem, hvor der blev festet videre.
 
Ovenstående er en beskrivelse af en typisk begravelsesfest for såkaldt jævne mennesker. Til de fattige var der højst tale om en simpel bræddekiste, det normale gangtøj, en fællesgrav og et krus øl. Selvmordere og forbrydere blev blot kulet ned og måtte lide den tort ikke at få en kristen begravelse på kirkegården.