Minder og minderitualers betydning – interview med sorgforsker Mai-Britt Guldin

Mai-Britt Guldin, sorgforsker, var forbi for at se vores daværende udstilling ”De døde i vores liv – en udstilling om sorg og minder”. I den forbindelse interviewede vi hende om minder og minderitualer. Læs interviewet her.

21. december 2018

 

Hvordan vil du beskrive minder og minderitualer?

Jeg skelner mellem minder og minderitualer. Minderne er i min forståelse alle de tanker, som man har om afdøde, og som sætter gang i en følelsesmæssig respons. Minderne er erindringerne om det menneske, man har mistet – om oplevelser man har haft sammen eller noget, der har en betydning for en. Oftest vil det være følelsesladet eller stemningspræget. Et minderitual er en handling eller en ramme, man sætter om at udleve minderne om vedkommende.

Hvad betyder minderne for den efterladte og dennes sorgproces?

Minderne iværksættes af al den kærlighed, der er til det menneske, man har mistet. Kærligheden stopper jo ikke, fordi vedkommende er død. Minderne er et udtryk for, at vi savner rigtig meget, og derfor er afdøde i vores tanker. Og de er en måde at ære vedkommende på.

Minderne udtrykker det kærlighedsbånd, der fortsat er til afdøde. På den måde vil minder kunne lindre noget af det savn, der er. Som en efterlevende skrev til mig i et af vores forskningsprojekter: ”Jeg varmer mig ved minderne om ham”. Det synes jeg er rigtig smukt sagt og er meget rigtigt, at mange oplever, at minderne giver trøst eller lindring i sorgprocessen.

De efterlevende holder af at dele minder med andre, fordi det giver mening og bekræfter båndet til afdøde. Det bekræfter også, hvad afdødes betydning var i livet og de relationer, der var. Minderne bliver en del af afdødes eftermæle, at man lever videre i de personer, man har gjort indtryk på, og som husker en.

Kan der være minder, der er vigtigere end andre?

Ja, det vil der være, fordi minder er følelsesladede, og der binder sig flere følelser til nogle minder end til andre. Det er faktisk ret vigtigt, at minderne er følelsesladede, fordi en ting er, at vi med vores hjerne får billeder eller husker bestemte episoder eller hændelser – men noget andet er, at det også sætter os i en bestemt stemning. Og den stemning kan være ret vigtig at genhuske eller mærke igen og igen, især når det handler om den unikke kærlighed til en helt bestemt person. Det bliver en vigtig fastholdelse af den relation eller det afdøde betød, fordi man også husker via sine følelser.

Der er også nogle minder, der er knap så rare, som ikke bare handler om alt det gode, vi oplevede sammen eller vigtige hændelser i livet. På den måde er der jo også en helt anden side af minder, hvis der har været eksempelvis sygdom op mod dødsfaldet. Så kan nogle af minderne handle om sygdom, eller at vedkommende ændrede sig – eller noget andet som er knap så rart. Og det får en betydning for den efterladtes sorgproces, fordi der nu også knytter sig knap så rare følelser til lige netop det. Det skal man jo også finde ud af at komme overens med, at man kan få pludselige påmindelser om noget svært, man har været igennem sammen med afdøde. For mange sørgende vil det spille en rolle i hvert fald i starten af en sorgproces. Mange sørgende siger til os, at de efterhånden kun husker de gode ting og kan lade de andre ligge. Men for mange vil der være en periode, hvor man arbejder med de knap så rare minder om ting, der har været svære i den sidste tid. Det er ofte lige efter dødsfaldet, at man arbejder med disse minder, fordi det kan være de sidste minder, man har sammen med afdøde. Så der er noget, man skal have sat på plads og genhuske, hvem han eller hun var, inden al den her sygdom kom ind og spillede en rolle.

Uanset om det er de gode minder – dem der sætter os i godt humør eller i gode stemninger – eller mere negative minder – altså dem, vi skal komme overens med, fordi de knytter sig til angst eller bekymring – er det vigtigt i sorgprocessen, at man får integreret alle minderne i en fortælling om, hvem afdøde var, eller hvordan man husker afdøde, og hvad han/hun betød for os – også i forhold til den efterlevendes videre liv, fordi det er en del af ens egen identitet og selvforståelse at have de her minder godt integreret i sig, når man går videre i livet.

Hvilke rammer og ritualer er der for at mindes i Danmark?

Alle de ritualer vi har omkring dødsfald og begravelse eller bisættelse er jo, så vidt jeg kan se, minderitualer. Det er lidt forskelligt, hvad man gør. Men der er jo ofte ting, som man er vant til at gøre i en familie, hvis der har været et dødsfald før, fx udsyngning, hvor man synger vedkommende ud fra hjemmet, eller hvordan man holder begravelses- eller bisættelsesceremonier i familien – om man samles, og hvad man laver der. Holder man taler eller mindes ting, man har lavet sammen, markerer afdødes betydning osv.

Men herefter er der ikke jo så meget, som er så kulturbestemt, så vidt jeg kan se. Hvis man holder det op mod andre lande, så har de nogle steder meget rige, kulturelle ritualer omkring at mindes afdøde på – årsdage, Allehelgen eller De Dødes Dag i Mexico. Der er mange døde- og minderitualer rundt omkring i verden.

Det har vi ikke så meget af i Danmark – i hvert fald ikke ritualer, der er kulturbestemte. Så her er sørgende jo i høj grad overladt til at finde deres egne ritualer og finde ud af, hvilke rammer de skal oprette for at mindes ham eller hende, de har mistet. Og det giver en bred vifte af forskellige ritualer. Sørgende siger dog generelt, at de er dårligt hjulpet, fordi rammerne ikke er så satte eller kulturbestemte, så man skal selv oprette sine ritualer – vil man holde en årlig mindedag, skal man holde vedkommendes fødselsdag, hvor man mindes, hvor tit går man på kirkegården, samles man på en eller anden vis og mindes vedkommende – hvordan skal man gøre det. Og her er der jo på en måde et stort spillerum i Danmark – og på en måde jo netop ikke, fordi vi ikke har noget kulturbestemt.

Hvad siger udstillingen ”De døde i vores liv – en udstilling om sorg og minder” hos Landsforeningen Liv&Død om danskernes minderitualer?

Først og fremmest vil jeg gerne sige, at udstillingen er meget berørende og viser, hvor vigtig minderitualer er. Den viser en mangfoldighed og udtrykker netop det her med, at man selv må finde ud af, hvordan man vil mindes. Det giver en frihed, men også et arbejde eller en udfordring for de efterlevende, fordi de selv skal opbygge rammerne omkring minderne.

I forhold til sorgprocessen så har det en betydning, fordi det ikke bare er givet, hvordan man gør det. De efterlevende er ofte sat i en rolle, hvor de også må forsvare, at de bliver ved med at fastholde nogle bestemte ting, eller de må bede om, at man kan mindes sammen – eller de savner, at der er kutyme for, at afdøde bliver nævnt i nogle sammenhænge. Og det har vi ikke tradition for at gøre over længere tid eller så lang tid, som de sørgende i hvert fald giver udtryk for at have brug for det. Så de er på hårdere arbejde, end hvis det var givet ind en kulturel ramme, hvor man kunne støtte op med nogle ritualer, der var fælles. Så her er der en risiko for, at man bliver mere alene med det. Og man skal arbejde for et fællesskab omkring minderne.

I vores undersøgelser kan vi se, at langt de fleste efterlevende giver udtryk for at opleve god opbakning, støtte og fællesskab omkring minder blandt deres nærmeste. Men det er i det lidt bredere netværk og i samfundet generelt, at de oplever manglende forståelse eller manglende fællesskab omkring sorg og minder. Og det er en vigtig pointe, fordi hvis der er noget, der skal ændres og arbejdes på for at hjælpe de sørgende, så tror jeg, det er en samfundsmæssig ændring, der skal til, og det kulturelle i det, der er vigtig. Men det passer måske godt sammen med, at vi kan se, at vores sorgkultur er i forandring, og der oprettes nye ritualer, som man fx kan se i udstillinger som fx Landsforeningen Liv&Døds.

Mai-Britt Guldin er klinisk psykolog, forskningsleder og professor og medlem af Landsforeningen Liv&Døds repræsentantskab.

Plakat for udstillingen. Illustration af Pernille Øster.

Om udstillingen “De døde i vores liv – en udstilling om sorg og minder”

Særudstillingen kunne ses 12.10. 2018 – 20.09.2019.

Læs mere om og se billeder fra udstillingen.