Kremering/bisættelse

Bisættelse er en begravelseshandling, hvor afdøde efterfølgende kremeres (brændes)

Brændes eller begraves?

Alle over 15 år kan selv tage stilling til, om de vil brændes eller begraves. Hvis ikke man selv har ytret ønske om enten bisættelse eller jordbegravelse, må ens pårørende træffe valget. Langt de fleste, der dør i Danmark, bliver brændt – i 2015 var andelen på landsplan 82,3 procent (43.238 kremationer ud af i alt 52.555 døde). Øst for Storebælt var andelen 89,5 procent, mens den var på 76,3 procent vest for Storebælt. (Kilde: Danske Krematoriers Landsforening)

Bisættelse

En højtidelighed i forbindelse med kremering kaldes en bisættelse.Ved deltagelse af en præst finder et jordpåkastelsesritual sted i kirken eller i kapellet. Efter kremeringen kommes afdødes aske i en urne.

Uenighed om afdødes ønske

Uanset om man selv har taget stilling og tilkendegivet, om man vil begraves eller brændes, så er det de pårørende, der i den sidste ende skal bestille begravelsen/bisættelsen. Hvis der blandt de pårørende er uenighed om valget af begravelsesform, vil begravelsesmyndigheden (sognepræsten eller kirkekontoret i afdødes sogn, uanset trosretning) almindeligvis rette sig efter den, der stod afdøde nærmest. Er de pårørende uenige med begravelsesmyndigheden, træffes afgørelsen af skifteretten.

Ligbrænding historisk set

Den første lov om ligbrænding trådte i kraft i 1882, hvor man dog kun kunne blive brændt, hvis man var medlem af Dansk Ligbrændingsforening. Foreningen blev stiftet i 1881 på grund af frygten for den smittefare, de døde kunne bære som følge af den daværende koleraepidemi rundt om i Europa samt dårlige kirkegårdsforhold og kloaksystemer.

Den første lovlige ligbrænding fandt sted i 1893, men først i 1975 blev ligbrænding lovmæssigt ligestillet med jordbegravelse.