Når relationen til den døde lever videre

Af Helene Grau

Kan relationen til den døde stadig eksistere, når de ikke længere er fysisk til stede?

En relation er ikke kun noget, der udspiller sig mellem to fysiske kroppe i et rum. Den lever også i vores erfaringer, følelser, minder, værdier og den betydning, vi tillægger hinanden. Den fysiske tilstedeværelse kan være en vigtig del af en relation – men den er ikke en forudsætning for, at relationen kan eksistere eller fortsætte.

Kroppen er én måde at være til stede på – men relationer kan også være båret af nærvær i form af råd, støtte, kærlighed og betydning. Når et menneske dør, mister vi den fysiske del af relationen, og det gør ondt. Men fordi kroppen ikke er relationens hjerte, dør relationen ikke – den ændrer form.

Netop savnet og længslen er et vidnesbyrd om, at relationen stadig findes. Den er blevet svækket, fordi en stor del – det fysiske samvær – ikke længere er der. Men kærligheden er her og forbinder os stadig. Ikke længere gennem samtaler ved middagsbordet, men gennem minder, værdier og den betydning, vi stadig tillægger det menneske, vi har mistet.

En far og hans morfar – en relation uden fysisk møde

Det blev tydeligt for mig i en samtale med en far, der kom for at tale om sin lille datter, Pi. Hun var opkaldt efter hans morfar – hendes oldefar. I vores samtaler blev jeg nysgerrig på, hvad der havde formet hans værdier og måde at være far på. Han nævnte sin morfar som en, der havde spillet en stor rolle i at forme, hvordan han var far.

Men på et tidspunkt går det op for mig, at han aldrig har mødt sin morfar. Morfaren døde kort før han blev født. Alligevel havde han skabt en stærk og nær relation til ham – en relation, der ikke var bygget på fysisk samvær, men på fortællinger om værdier.

Gennem sin mors beskrivelser havde han lært sin morfar at kende: historier om, hvordan han handlede, hvorfor han gjorde, som han gjorde, og hvilke værdier han bar med sig.

Det var i disse fortællinger, relationen blev formet. Faren blev nærmest fan af sin morfar. Han havde ladet sig forme af morfarens måde at være i verden på – og det kom til udtryk i hans egen måde at være far på. På den måde blev morfaren aktiv i hans liv, selvom han aldrig havde mødt ham.

Faren fortalte også, at han altid har følt sig elsket af sin morfar. Da jeg spurgte mere ind til, hvad der havde hjulpet ham til at lære sin morfars kærlighed at kende, og endda mærke den, svarede han:

Min mor har hele mit liv delt og beskrevet min morfars kærlige blik på mig, hvordan dette ville se ud. Hvad han ville være stolt af. Hvad han ville bakke op om – og hvad han ville kunne lide ved mig.

Gennem kærlige fortællinger blev hans morfar nærværende. Og i det nærvær opstod der en relation, der er lige så formende som relationer mellem mennesker, der er fysisk til stede.

At dele den afdøde med nye mennesker

Mange som mister, har en bekymring for, om deres kommende kæreste eller børn også har mistet muligheden for en relation til den afdøde. Men farens relation til sin morfar tror jeg ikke er et mirakel – det er noget, vi alle har adgang til.

Hvis du mister en mor, og du får en ny kæreste, som du ville ønske kunne have lært din mor at kende, så er det stadigvæk muligt. Denne relation kan vokse frem gennem fortællinger om, hvem din mor er: konkrete handlinger, der viser hendes identitet og værdier, hvad hun har lært dig, og hvad hendes holdninger ville være.

Man kan endda med den sørgendes viden om sin mors blik dele, hvad moren ville kunne lide og værdsætte ved kæresten. Jeg har oplevet, hvordan en ny kæreste kan komme til at kunne lide den mor, som vedkommende aldrig fysisk har mødt, men som man lærer at kende gennem fortællingerne. Og hen ad vejen kan kæresten også begynde at kunne bringe moren ind:

“Jeg tror, din mor ville støtte dig og synes om, at du står op for dig selv.”

“Jeg tror, din mor ville være fan af, at du lytter til, hvad du vil, og ikke hvad andre synes.”

Når børn og søskende skaber relationer til dem, de ikke har mødt

Det samme har jeg erfaret med unge mennesker, som senere hen får børn. De kan skabe en betydningsfuld relation mellem deres afdøde forældre og børnebørnene. Også forældre som mister et barn, oplever, hvordan barnet og dets søskende kan skabe en værdifuld relation.

Det indebærer, at mennesker som ikke længere trækker vejret, kan støtte deres søskende, eller give dem en oplevelse af, at de er stolte.

For at opsummere

Når et menneske ikke længere er fysisk til stede, betyder det ikke, at relationen ophører – den ændrer blot karakter. De lever i det, vi har erfaret sammen, i kærligheden, i længslen, i det, vi fører videre. Vi mærker dem i sætninger, vi har hørt så mange gange før, i værdier vi handler på, i blikke vi forestiller os og i stolthed.

Relationer kan bæres videre – ikke kun af dem, der kendte, men også af dem, der lærer at kende gennem vores fortællinger. Og sådan kan mennesker, vi har mistet, stadig få plads i nye relationer.

For relationer dør ikke med kroppen. De lever videre i det, vi deler, husker og giver videre.