At lære at leve med sorgen, når den ikke længere er akut

Af Helene Grau

Mine erfaringer med folk, som skal lære at leve med sorgen

I vores samfund findes der stærke forestillinger om, at sorg er en lineær proces.

At sorgen med tiden bliver mindre, at man “kommer videre”, og at smerten aftager.

I vores samfund dominerer der forventninger og fordomme om, at man efter 3-6 måneder bør være et “bedre sted”, og at tabet ikke længere bør fylde så meget.

Det ville måske gøre sorgen mere overskuelig, hvis den faktisk fungerede sådan. Men virkeligheden er mere kompleks – særligt når man har mistet en dyb og tæt relation. Her fungerer sorgen nemlig ikke i overensstemmelse med den lineære tidsforståelse, man som sørgende ofte bliver vurderet ud fra. 

Hvordan vores hjerner bearbejder tab

Hjernen fungerer ikke kun ud fra information – som er den rationelle viden om, at et menneske er dødt. Den fungerer ud fra erfaring. Det betyder, at det først er gennem levet liv og konkrete situationer – hvor man mærker fraværet – at sorgen for alvor trænger ind.

Gennem mit arbejde oplever jeg, at sorgen i mange tilfælde vokser med tiden. Ikke nødvendigvis fordi tabet i sig selv bliver større, men fordi erfaringen med fraværet bliver tydeligere. Det sker i øjeblikke, hvor man har brug for den afdødes tilstedeværelse, og savner, at personen ikke er fysisk til stede længere. I begyndelsen kan et sygdomsforløb eller en ulykke fylde meget, men som tiden går, begynder det, der ikke længere kan finde sted, at fylde endnu mere. Og det er her, sorgen ofte begynder at vokse.

Det er også på dette tidspunkt – typisk efter 6-8 måneder – at mange begynder at stille sig selv spørgsmål som:

“Hvorfor føler jeg mig mere ulykkelig nu?”

“Hvorfor er sorgen blevet større, når den burde være blevet mindre?”

De spørgsmål opstår netop, fordi ens oplevelse ikke stemmer overens med de sociale forventninger om, at sorgen aftager over tid.

Men det er ikke en fejl ved den sørgende – det er en fejl i den kollektive forståelse af sorg.

Derfor er det vigtigt, i stedet for at stille spørgsmål til sørgende og deres sorg, at stille spørgsmål til de fordomme og forestillinger, som samfundet er påvirket af. Da vores forståelser af sorg, død og relationer påvirker dybt, hvordan vi lever med sorgen og med den person, vi har mistet.

At leve med relationen – i stedet for at give slip

Problemet er, at mange af de dominerende forståelser i dag er præget af en individualistisk og økonomisk orienteret tankegang. Når et menneske dør og ikke længere trækker vejret eller er fysisk til stede, så antages det, at relationen ophører. Personen reduceres til minder og placeres i fortiden.

Det efterlader den sørgende med en følelse af tomhed, smerte og meningsløshed, da det, som er tilbage, er reduceret til alt det, som ikke er. Derfor medfører den kollektive forståelse af sorg også til, at man skal ”give slip” og komme videre.

Men hvis vi i stedet forstår os selv som relationelle – og erkender, at relationer ikke nødvendigvis ophører med døden – så åbner der sig nye muligheder. Relationer ophører nemlig ikke, når vi mister, men skal genskabes på grund af de nye vilkår. Den døde kan fortsat være nærværende – i minder, i tankerne, i værdier og i samtaler. Det betyder ikke, at sorgen forsvinder, men at den kan balanceres med relationen som fortsætter i ny form.

Når man får mulighed for at bevare en forbindelse til den afdøde, og ikke bliver nødt til at give slip på hele relationen, bliver det muligt at leve med sorgen på en anden måde. Ikke fordi tabet bliver mindre, men fordi ikke alt er tabt. Noget lever videre.

Hvad betyder “at komme videre” i praksis? 

At ”komme videre” fra sorgen er et begreb, som kan forstås på mange måder. I den kollektive forståelse af sorgen forbindes det at ”komme videre” med at efterlade den mistede og relationen til fortiden – at ”give slip”.

Mange der mister, oplever derfor ikke at få den nødvendige støtte til at forstå begrebet ”komme videre” som uafhængig af at ”give slip” på relationen.

Men som mennesker er vi relationelle. Vi kan ikke ikke-relatere. Derfor passer denne idé om at ”komme videre” – at efterlade den afdøde – ikke med den måde vi er skabt til at være i verden på.

Når man mister en person, man har en tæt relation til, forsvinder relationen ikke. Vi kan ikke bare efterlade dem i fortiden og lade være med at have dem i tankerne. På trods af de ikke er her fysisk, ved vi, hvordan de ville have handlet, hvordan de ville tænke, vi hører deres stemme for os, genkalder deres kram og har deres værdier i os. Vores hjerne er relationel – vi bærer dem med os i vores neurale netværk. Derfor fortsætter vi med at relatere til dem. Ikke som et aktivt valg, men som noget der er skabt gennem vores erfaring med og bånd til dem.

Det betyder, at sorg ikke er lineær, men formes af erfaring. Det betyder, at sorgen kan vokse med tiden – ikke fordi man ikke prøver at ”give slip” på tabet og sorgen og ”komme videre”, men fordi man i hverdagens situationer relaterer sig til den afdøde og hvordan de kunne have været der.

Når relationen fornyes – ikke kun savnes

Men gennem den rigtige hjælp og støtte kan relationen fornyes og ikke kun savnes. For mange oplever, når de relaterer til den mistede, et savn. Et tomrum, som er fyldt med minder og det, som ikke længere er. Det betyder, at når de bærer den afdøde med sig, er det ofte et kæmpe savn – som gør den sørgende ked af det og måske også gør, at de kan føle sig alene omkring at savne den afdøde.

De oplever, hvordan det er smertefuldt at tænke på personen, og måske med tiden kan den sørgende tage afstand til smerten eller blive bedre til at bære den.

Jeg oplever i min praksis folk henvende sig til mig, som har levet med savnet i flere år. De henvender sig til mig, fordi de ikke kan skabe afstand til savnet eller smerten. De oplever ikke, at relationen er forsvundet, men at den er bygget op af tabet og alt det, som er utilgængeligt.

Men man kan som sørgende hjælpes til at bygge relationen op på det, som stadig er tilgængeligt – hvordan den afdøde stadigvæk kan være aktivt til stede. Det handler ikke om at bygge relationen op på, at den afdøde er fysisk til stede igen – men at deres værdier, blik, råd eller kærlighed stadig kan spille en aktiv rolle i den sørgendes liv.

Når den afdøde lever videre i handlinger, værdier og råd

Det betyder, at den sørgende kan relatere sig til, hvad deres fars råd er, hvilket blik deres mor har på det skridt, de har taget, hvilke værdier deres datter kan være til stede med. Det betyder, at man i det videre liv kan bringe den mistede tæt på sig, når man har brug for vedkommende – ikke fysisk dukke op, men med det som personens værdier, blik, kram eller råd dukker op med.

Når relationen ikke bliver lukket ned, men i stedet får mulighed for at eksistere i en ny form, så bliver sorgen noget, vi kan bære – og ikke bare noget, vi skal komme over. Det gør, at oplevelsen af at miste, at savne og at alt det, der ikke længere er, bliver suppleret med det, som stadig er til stede: en sætning, en værdi, en måde at gøre ting på, som den afdøde har plantet i os og lever videre i os.

Hvad former sorgen: Fravær eller nærvær?

Hvis man tænker sorgen som et tomrum, som bliver formet af, hvad det bliver fyldt op med – det, som ikke længere er: det utilgængelige, og det som stadig er: det utilgængelige –,  så spiller støtten og forståelsen omkring os en stor rolle i, hvad tomrummet bliver fyldt med.

Hvordan sorgen bliver formet, afhænger altså ikke kun af os selv. Det afhænger i høj grad også af den hjælp og støtte, vi får – både professionelt og fra de mennesker, vi har omkring os.

Hvis omgivelserne primært fokuserer på det, der er væk, bliver det også dét, som fylder – og sorgen bliver tungere at bære, fordi der ikke gives plads til, hvordan den afdøde stadig kan være til stede.

Men hvis omgivelserne i stedet støtter os i at lægge mærke til, hvordan den afdøde stadig lever videre i os, så ændres tyngden og betydningen af sorgen.

Et eksempel: Wilfreds værdier lever videre

Når en anden person fx nævner det afdøde barn, kan det have stor indflydelse på den sørgende.

Jeg tænkte forleden på din Wilfred og hans stærke værdi om, at man skal behandle dyr med kærlighed, imens jeg hjalp en sommerfugl udenfor.

På den måde kan omgivelserne hjælpe med, at tomrummet ikke kun bliver fyldt op med Wilfreds fravær, men med Wilfreds nærvær – hvordan Wilfred og hans værdier om, hvordan man skal behandle dyr, ikke er gået bort. Wilfred får lov til at fylde i samtaler, ikke kun som én, der er mistet, men som én, der stadig er indflydelsesrig i andres liv.

Kulturelle forståelser og professionelt ansvar

Det betyder, at kulturelle forståelser også har en indflydelse: Hvis samfundet ser døden som et punktum, og relationen som forsvundet, når kroppen dør, er der ikke plads til den fortsatte forbindelse.

Derfor spiller psykologer og terapeuter, der arbejder med sorg, ikke kun en vigtig rolle – de har også et ansvar. Et ansvar for at åbne op for et rum, hvor relationen til den afdøde ikke forsvinder i sorgens tyngde, men får mulighed for at udvikle sig og leve videre i nye former.

Når relationens rum bliver tungere end sorgens

Når relationens rum bliver tungere end sorgens, er det dét, der kommer til at fylde mest. Ikke fordi sorgen forsvinder, men fordi relationen kommer tættere på end smerten.

Psykologer og terapeuter har derfor et medansvar for at støtte mennesker i at vokse relationen – ikke sorgen – ved at give plads til det, der stadig er, fremfor kun at fokusere på det, der er taget fra dem.

For at opsummere

Det er ikke naturligt for mennesker at ”komme videre” i livet (den kollektive sorgforståelse), men at ”komme ind” i en ny måde at leve.

At ”komme videre” fra sorg kan betyde, at man skal forlade den mistede. Men for mange handler det i stedet om at ”blive i” relationen til den mistede, at finde nærheden og tætheden til den afdøde. Dette på trods af tabet af den fysiske krop, som skaber afstand og derfor også et savn.

Når den afdøde er til stede, bliver det muligt ikke bare at bære sorgen – men at bære den sammen med alt det, der stadig lever i os fra den, vi har mistet.