At hjælpe andre med at tale om tabet

Når man har mistet et barn, en forælder eller en anden, man elsker, forsvinder sorgen ikke – den er hele tiden til stede. Den kan fylde i hjertet – ikke kun i de stille stunder, men også i de sociale rum. Og ofte sker der noget mærkeligt:

Alle i rummet ved, hvad der er sket.

Alle bærer barnet, moderen eller faderen i tankerne.

Men ingen nævner dem.

Frygten for at sige det forkerte og gøre smerten større – eller manglen på viden om betydningen af at nævne den afdøde – bliver en stopklods. Og den stopklods kan over tid vokse sig til en mur. En mur, som isolerer den sørgende og gør sorgen og tabet endnu mere ensomt.

Når tavshed bliver en mur

Mange sørgende fortæller netop om denne tavshedsmur. Men måske er den ikke bygget af ligegyldighed. Måske er den bygget af usikkerhed. Af gamle forestillinger om sorg. Af ønsket om at gøre det rigtige – men uden at vide hvordan.

Muren er ikke nødvendigvis skabt for at holde nogen ude eller noget inde, men som et forsøg på at beskytte – sig selv eller den sørgende.

Sorg er skræddersyet, og broen mellem den sørgende og omgivelserne må derfor bygges med ydmyghed, nysgerrighed og tålmodighed. Og ofte er det den sørgende, der må tage det første skridt, guide og gøre det klart, at barnet, moren eller faren gerne må nævnes.

At åbne samtalen – med kærlighedssprog

En måde at bryde tavsheden på, er at sætte ord på, hvad det betyder, når andre nævner den afdøde.

Du må meget gerne nævne min mor i vores samtaler – det gør mig ikke mere ked af det, det gør mig glad. Når vi taler om hende, styrker det mig i, at hun stadig er en del af mit liv.

Ved at dele, hvordan det føles, og hvad man har brug for, bliver det nemmere for omgivelserne at hjælpe og være til stede. For det gør ondt, når ingen siger hendes navn – for så føles det som om, hun er blevet glemt.

Sorg kan føles skrøbelig. Den kan være tung og smertefuld. Men når vi kan tale om, hvordan andre hjælper os til ikke at føle os alene i sorgen, eller hvordan de hjælper os til stadig at mærke forbindelsen til den, vi har mistet, bliver det lettere at være fælles om det. Det handler derfor ikke kun om at tale om sorg – men om at tale om relationen.

Et nyt sprog for sorgen – kærlighedens sprog

Når man lever med sorg, havner man i en slags parallelverden, hvor man har brug for et nyt sprog. Et kærlighedssprog. Et sprog, der tør nævne dem, vi har mistet. Et sprog, der skaber plads til dem på andre måder end i en fysisk krop.

For når vi nævner dem med kærlighed, giver vi relationen mulighed for at leve videre – i handlinger, værdier, minder og ord.

Det handler ikke om spørgsmål som:

“Hvordan døde din søn?”, “Hvor gammel blev han?”, eller “Hvordan skete det?”

Det er ikke tragedien, vi skal invitere ind – men relationen, kærligheden og forbindelsen.

Det handler om spørgsmål som:

“Hvordan har din mor fyldt i dine tanker de sidste dage?”

“Hvad tror du, hun ville give dig af råd med det, du står over for nu?”

“Er der noget, du har gjort på det seneste, som du tror, hun ville være stolt af?”

Når vi stiller den slags spørgsmål, åbner vi for et rum, hvor sorgen ikke bare er smerte, men også vidnesbyrdet om kærligheden til den afdøde. Vi viser, at den afdøde stadig har plads – bl.a. i samtaler.

På den måde gør vi gennem kærlighedssproget op med fordommes blik på sorg, som alt for ofte reducerer den afdøde og relationen til forsvundet.

At lære kærlighedssproget – sammen

Og som med ethvert andet sprog, skal kærlighedssproget læres. Her har omgivelserne brug for den sørgendes hjælp.

De har brug for, at vi er tydelige, når vi siger:

“Det betyder meget for mig, når du nævner hendes navn.”

“Jeg elsker, når du deler minder om ham.”

“Det hjælper mig, når du spørger, hvordan hun stadig fylder i mit liv.”

Det giver omgivelserne mulighed for at kunne tale om den afdøde og sorgen på kærlighedssprogets måde.

For når vi lærer at tale dette sprog, giver det os muligheden for at ændre tavshed til tilstedeværelse – fra frygt til forbindelse.

Vi giver den mistede en stemme tilbage gennem den relation, der blev skabt i kærlighed, og som ikke døde med døden. For kærlighed dør ikke – den ændrer bare form. Og i det sprog, vi tør tale sammen, kan både sorgen og kærligheden finde plads.