Hvilke fordomme gør sorgen svær

Af Helene Grau

Der findes en række fordomme, som jeg ofte møder i samtaler med folk, der har mistet. Fordomme, som gør sorgen sværere. Jeg oplever, at disse forestillinger om sorg placerer de sørgende i kasser, som ikke giver plads – hverken til deres sorg, dem selv eller den person, de har mistet.

1. fordom: Sorg udtrykkes kun gennem ked-af-det-hed

En af de mest udbredte fordomme er, at sorg kun udtrykkes gennem ked-af-det-hed: At ligge i sin seng, ikke at kunne komme af sted og at være dybt ulykkelig.

Fordommen gør det svært for sørgende, når de oplever, at de begynder at fungere bedre – når de igen kan være til stede med at grine og smile. Omgivelserne, præget af fordommen, kan fejlagtigt tolke grinet eller smilet som, at vedkommende er ”kommet videre”, altså indforstået at de har givet slip på den afdøde.

Vedkommende kan opleve, at deres smil og grin bliver mødt med kommentarer som:

”Hvor er det rart at se, du er kommet videre.”

Konsekvensen af denne fordom er, at mange føler, de skal fremstå kede af det for at vise, at de stadig sørger, eller forsvare deres glæde, grin eller smil – både over for andre og for dem selv. Da glæden fejlagtigt kan blive fortolket som en accept, og dermed også et svigt over for dem, som de har mistet.

Det kan efterlade vedkommende med spørgsmål som:

”Er jeg kommet over min sorg, og er den afdøde ikke længere betydningsfuld, siden jeg ikke længere er ked af det?”

Men tårer har ikke monopol på sorgen.

Sorgen kan eksistere i tårer og tavshed – men den kan i lige så høj grad eksistere i et smil, grin eller i evnen til at være til stede i livet igen.

At man griner og har gode stunder, er ikke et vidnesbyrd om, at sorgen er væk, og den afdøde er glemt – tværtimod er det vidnesbyrdet om, at sorgen har fået lov til at leve side om side med livet.

At kunne smile er ikke et tegn på at have “givet slip” – men på at have fundet en måde at leve med tabet på. Sorgen kan derfor godt rumme både savn og glæde. Samtidig.

2. fordom: Man må ikke tale om den afdøde

En anden fordom, som jeg ofte oplever, gør sorgen sværere, er forestillingen om, at man ikke må tale om den afdøde.

Mange har en fordom om, at det gør ondt på den sørgende, hvis man nævner den person, de har mistet – at man “ripper op i såret”, hvis man spørger eller bringer den afdøde ind i samtalen.

Derfor vælger mange at tie, med intentionen om ikke at ville gøre sorgen større.

Men konsekvensen af denne tavshed er, at sorgen bliver større. For når den afdøde ikke længere nævnes, kan det føles som et nyt tab af den mistede – denne gang et socialt tab. Personen bliver taget fra dem én gang til, fordi de ikke længere får lov til at leve videre i samtalerne, i minderne og i deres indflydelse.

Fordommen har ret i, at det kan gøre ondt at blive spurgt:

“Hvordan døde din datter?”

Men tilsvarende gør det ondt, når datterens fortsatte tilstedeværelse bliver overset. Når spørgsmål som:

“Hvornår har du sidst følt dig forbundet med Wilfred?”

aldrig bliver stillet, mister den afdøde også sin mulighed for en fortsat indflydelse og tilstedeværelse.

Sorgen bliver tungere, når den skal bæres alene, og tabet bliver større. At blive mødt med tavshed kan føles som om, at den elskede, man har mistet, ikke længere er vigtig – ikke længere eksisterer.

At turde nævne den afdøde er derfor ikke at rippe op – det er at holde fast i forbindelsen og at anerkende den fortsatte betydning.

3. fordom: Der findes en “rigtig” sorgproces

Jeg oplever også tit udbredte fordomme om, hvordan sorgen skal se ud. En idé om, at der findes en ideel sorgproces, som indebærer en udløbsdato på sorgen. At der på et tidspunkt bør være en afslutning – et punkt, hvor man skal være “videre”.

Jeg husker en samtale med en far, der fortalte, hvordan hans venner sagde, at nu var det tid til at give slip på sorgen og komme videre med livet. Men deres velmenende råd var præget af netop denne misforståelse: at sorg er noget, man skal overstå.

Denne forestilling skaber ofte skyld og skam hos den sørgende. Når omgivelserne forventer, at sorgen skal have en bestemt varighed, begynder mange at føle sig forkerte, hvis de stadig sørger “for længe”. Deres sorg bliver problematiseret – som noget uhensigtsmæssigt, noget de burde være færdige med. Og det gør det svært at dele sin sorg åbent.

Konsekvensen er, at mange trækker sig fra sociale sammenhænge for at beskytte sig mod dommen:

Er du ikke videre endnu?”

De forsøger at skjule deres sorg, i stedet for at få lov til at dele den med andre, da der er mangel på plads til dem og deres sorg.

Men som nævnt før findes der ikke en ideel sorgproces, og dermed ikke en udløbsdato. Den kan ændre form over tid, men den forsvinder ikke. Derfor handler det ikke om for omgivelserne at problematisere den, men om at hjælpe til, at den ikke behøver skjules, ties eller skubbes væk.

Sorg er ikke én størrelse – den skal skræddersyes

Teorierne og idéerne om sorg er ikke en one-size-t-shirt. Når omgivelserne prøver at presse den sørgende ind i andres XS-t-shirt, bliver sorgen sværere at bære. Det sker, når sorgen får monopol på tårer, når den bliver idealiseret, tildeles en udløbsdato, eller bliver gjort til et problem, man skal løse, eller noget, som bør sammenlignes.

I stedet er det langt mere betydningsfuldt at se sorg som noget skræddersyet.

Dem, som selv har mistet, er ofte dem, som bedst forstår, hvad det vil sige at leve med sorg. Gennem egne erfaringer ved de, hvor betydningsfuldt det er at blive mødt – ikke med tavshed, men med åbne spørgsmål som:

“Hvordan har du det egentlig?”

“Vil du hjælpe mig med at lære din mor bedre at kende?”

Det er i de spørgsmål, vi former hinanden. Så vi er med til at forme fordommene – i stedet for at lade fordommene forme os.

For at opsummere

Sorg forsvinder ikke – den forandrer sig. Sorg har ingen opskrift. Derfor må vi møde den med noget andet end forventninger: nemlig nysgerrighed, tålmodighed og modet til at spørge.

Og når vi møder den med nysgerrighed fremfor fordomme, bliver der plads til både tabet og det, som fortsat eksisterer.