Der er brug for masser af oprør

Mogens Lykketoft

Mogens Lykketoft er tilbage på Christiansborg som folketingsmedlem for Socialdemokratiet efter et års ophold i New York som formand for FN’s generalforsamling. Det bliver sidste folketingssamling, hvor Lykketoft er med, da han har meddelt, at han ikke genopstiller til næste valg. Men det betyder ikke, at den erfarne politiker har mistet engagementet eller skarpheden i forhold til, hvad samfundet har brug for. Tværtimod.

–    Jeg er mest utålmodig med, at den unge generation ikke er mere oprørsk, end den er. Mod os andre – og mod det dårligt fungerende verdensbillede, vi har lige nu. Der har vi altså brug for en meget mere – konstruktiv – oprørsstemning i den unge generation, siger Lykketoft.

Udfordringer er der nok af – klimaforandringer, øget ulighed, utryghed, flere væbnede konflikter og en voksende fremmedfjendskhed i mange lande. Gennem sit år som formand for FN’s generalforsamling har den type problemstillinger fyldt meget i Lykketofts hverdag, og det har manet til eftertanke. Der er behov for, at nye kræfter melder sig klarere på banen:

Vi har brug for mere markante manifestationer – ligesom vi havde i 60’erne - fra den unge generation.

–    De unge må reagere på den dyne af fordomme og nostalgiske ønsker om noget, der var engang og aldrig kommer igen, og som præger en stor del af min generation. Vi har brug for mere markante manifestationer – ligesom vi havde i 60’erne – fra den unge generation, som jo i en vis forstand er dårligere stillet, end vi var. Vi tilhørte de største generationer og fyldte meget. De unge i dag har brug for at lave alliancer med det, der måtte være tilbage af progressive mennesker i de ældre aldersgrupper, for ellers bliver de fuldstændig ”outnumbered” af den her store ældregeneration, som aldrig rigtig vil dø. Det er den, jeg tilhører, smiler han.

Den vigtigste revolution, der er foregået i min levetid, er kvindernes udmarch fra kødgryderne.

Mogens Lykketoft tilhører 68-generationen. Men som formand for socialdemokratiske studerende i København var han allerede politisk aktiv, da det såkaldte ungdomsoprør brød ud. Og han oplevede, at folk fra et – ifølge ham – overvejende borgerligt og konservativt studentermiljø pludselig lå til venstre for, hvor han stod.

–    Der var nok meget flygtighed i det hele, men der var også rigtig meget nødvendigt opgør mod gamle vaner, gamle tankebaner og gamle normer i det, der foregik i 60’erne. Tænk bare på kønsrollerne. Den vigtigste revolution, der er foregået i min levetid, er kvindernes udmarch fra kødgryderne. Det gav forandringer i rolleopfattelserne, samfundets indretning og omsorgen for børn, gamle og syge, som så skulle socialiseres. Det kalder vi så velfærdssamfundet. 68 var omdrejningspunktet for den revolution – og måske i virkeligheden det mest varige resultat af den.

Da jeg var 15 år, var jeg nok ikke tilbøjelig til at anerkende erfaring som en positiv ting.

68-generationen var også kendt for erklæringen om, at man ikke kunne stole på nogen over 30 år. Har de gamle noget at tilbyde de unge i dag?

– Da jeg var 15 år, var jeg nok ikke tilbøjelig til at anerkende erfaring som en positiv ting. Jeg mente, at verden forandrede sig så hurtigt, at den erfaring, som de gamle havde, den kunne man ikke bruge til noget. Det gælder også i betydeligt omfang. Men den erfaring med andre mennesker, som man opnår gennem et langt liv, er jo værdifuld for at se dybderne i mulighederne – men også i afgrundene, siger Lykketoft og henviser blandt andet til de udfordringer, som demokratiet ifølge ham står overfor i dag med populistiske og nationalistiske strømninger.

Jeg har ingen forestilling om, at jeg holder op med at bestille noget.

Og selvom Lykketoft appellerer til den unge generation om ”at tage sig sammen” og manifestere nye oprør, så er det ikke fordi, han selv han tænkt sig at melde sig ud af kampen, blot fordi han har rundet de halvfjerds. Siden hjemkomsten fra New York i efteråret 2016 er der blandt andet blevet tid til at holde 20 foredrag og få skrevet en bog sammen med hustruen, journalist og forfatter Mette Holm.

–    Jeg har ingen forestilling om, at jeg holder op med at bestille noget. Jeg bliver i Folketinget resten af perioden og går til hånde med at give råd og formulere ting. Og jeg vil fortsætte med at gå ud og tale om det, der har med udenrigspolitik, miljøpolitik og klimasagen at gøre. Men generelt begynder jeg at indrette mig på et liv i en anden takt, end det har været de foregående 35 år, siger Mogens Lykketoft.

–    Jeg vil gradvist skaffe mig mere plads til selv at bestemme, hvad jeg skal. Jeg kan jo ikke vide, hvor lang tid jeg har tilbage. Jeg skal bare bruge den tid rigtigt. Og – er jeg sikker på – en smule mindre udadvendt og en hel del mere sammen med dem, som er mig nærmest. Fordi vi ved ikke, hvor længe vi har hinanden.

Mit livs største tragedie var, at mine børns mor døde, da de var 7 og 10 år.

Det sidste er et livsvilkår, som Mogens Lykketoft har haft helt tæt inde på livet. Hans første hustru døde, da hun kun var 33 år, og deres fælles børn var 7 og 10 år. En situation, som han betegner som sit livs største tragedie.

Og selvom døden ikke er noget, som Lykketoft i hverdagen bruger meget tid at tænke på, så er den alligevel blevet mere nærværende i de senere år.

Du skal huske, at du ikke har så lang tid tilbage, som du har brugt. Og tænke over, hvordan du bruger tiden.

–    Døden bliver mere nærværende, når dem man har været sammen med i et langt liv begynder at falde fra. I mit fritidskollektiv på 11 familier har vi inden for bare et enkelt år haft 3 dødsfald. Det er jo en formaning om, at du lige skal huske, at du i hvert fald ikke har så meget tid tilbage, som du har brugt. Og tænke over, hvordan du bruger tiden.

–    Jeg har haft en meget rig tilværelse med et par prægtige døtre og 5 drengebørnebørn, som vokser sig store og flotte. Jeg har gode venskaber, som har holdt hele livet Jeg har et fantastisk makkerskab og kærligt liv med Mette, hvor vi både holder meget af hinanden, men også er gode til at arbejde sammen. Og så har jeg arbejdsmæssigt været heldig at få lov til at gøre mange forskellige ting i forhold til at udvikle samfundet i den retning, jeg synes er vigtig.

Mogens Lykketoft har meget godt at tænke tilbage på og føler sig på mange måder begunstiget. Men han er samtidig bevidst om, at en dag er det slut – og så er der ikke mere. Lykketoft tror ikke på et liv efter døden:

–    Jeg har ikke nogen som helst tro på, at der er noget, der ligner et evigt liv. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan man skulle kunne genopstå – hvad skulle det så være for en fremtrædelsesform mellem 0 og 70? Det kan godt være, der er en højere mening, men den er ikke begribelig for os. Og derfor tror jeg, man skal forholde sig til alene, hvad man kan gøre i det her liv.

Interviewet er udarbejdet af Marie-Louise Arnfast, Arnfast&Kirkeby – i samarbejde med Landsforeningen Liv&Død. 

Interviews i samme serie

Hvis du er interesseret i at se flere interviews under temaet “Hvad har livet lært dig, og hvad tænker du om døden?“, finder du alle interviews her.