Sorg: Den nødvendige fortælling – af Christian Busch

At miste et menneske, som man holder af, et barn, en ægtefælle, en søskende, en ven eller en nærtstående, er som regel tungt, og man bliver overvældet af mange forskellige tanker og følelser, som man ikke er vant til at møde hos sig selv.

Der er mange mulige definitioner på begrebet sorg. Den definition af sorg, som jeg vil benytte i denne artikel, er en internationalt anerkendt definition (note 1) . Sorg refererer til den objektive situation, hvor man har mistet et menneske, der er betydningsfuld for én selv. Sorg referer til et særligt mønster af stemninger og handlinger som er knyttet til tabet.

I et almindeligt livsforløb vil man blive konfronteret med en række forskellige tab. Man vil miste forældre, søskende, ægtefælle eller partner, og nogle vil også opleve at miste et barn. Skønt de fleste mennesker med tiden lærer at leve med disse tab, er tabet af en nærtstående person for de fleste mennesker forbundet med en intens belastning. Jeg tilføjer for egen regning, at sorg også kan dreje sig om, at man mister en forestilling om sig selv eller et andet menneske, som man er knyttet til.

Sorgens forskellige udtryk

Når jeg skal give et billede af, hvordan jeg opfatter sorg, så tænker jeg i en narrativkategori. Mit billede er forestillingen om den nødvendige fortælling. Nogle finder det mere rigtigt at tale om sorgens følelser eller sorgens nødvendige smerte, men sorgen kan have så vidt forskellige udtryk, og skønt sorg ofte er præget af følelsesmæssige udtryk og smerte, så er det ingenlunde altid. Sorg får vidt forskellige udtryk alt efter hvordan vi er som mennesker, og hvordan vi almindeligvis udtrykker vores følelser. For nogle opleves sorg som smertefulde følelser, som man med nødvendighed skal have udtrykt; man kan ikke lade være. For andre er det mere naturligt at udtrykke sorgen ved at undgå at koncentrere sig om følelserne, men i stedet gå en tur med hunden eller luge ukrudt og grave i haven. Sorgen har mange forskellige udtryk og ansigter. At sorgen kan have mange forskellige udtryk er et aspekt af sorgen, som jeg gennemgående vil holde mig for øje i denne artikel. De grundlæggende følelser i sorgen kan ofte have nogle fælles træk, men den måde vi mestrer vores sorg på er vidt forskellig.

Vores forståelse af verden og hvem vi er

Er det muligt at finde en overordnet ramme eller et generelt perspektiv at forstå og udtrykke sorgens forskelligartethed under? Jeg tror det. Jeg nævnte netop fortællingen som et sådant overordnet billede. Den danske teolog Svend Bjerg taler om “Fortællingens livsformende magt”. Vores liv formes af den fortælling, vi har eller fortæller om os selv. Ja, man kan endda sige, at “vi er de fortællinger, der kan fortælles om os”.
Når nogen spørger: “Hvem er du?”, så begynder vi almindeligvis ikke at fortælle om objektive ting som vores vægt, alder, øjenfarve og højde. Derimod begynder vi at fortælle om alt det, der betyder noget for os: “Jeg er mor til to børn, jeg er gift og jeg arbejder der eller der, jeg er glad for at tage på spændende og udfordrende ferier til udlandet. Sidste år døde den sidste af mine forældre som 85-årig”. Sådan kunne en komprimeret fortælling lyde. Gennem fortællingen – når den er nuanceret – skaber vi vores forståelse af verden og hvem vi er i verden. Hvert enkelt menneske har sin egen fortælling, som gør det menneske unikt og enestående.

At blive fortalt og at fortælle

Nu må man ikke høre det som om at vi blot frit kan vælge vores egen fortælling. Man må sondre mellem at blive fortalt og at fortælle. Søren Kierkegaard skriver i Om Begrebet Ironi: “Et er nemlig at digte sig selv, et andet at lade sig digte”. At lade sig digte betyder, at man er sat i en bestemt sammenhæng, hvor man skaber sig et rum, hvor man forsøger at formulere en mening med sin tilværelse.

Nogle gange ser vi vores egen fortælling i lyset af andre fortællinger, vi kan identificere os med. Det kan være andre menneskers fortællinger eller mytologiske fortællinger, eller vi forstår vores egen fortælling i modsætning til andres fortælling eller til de metafysiske fortællinger. Inden for narratologien taler man om grundfortællinger. En grundfortælling er den måde et menneske formulerer sammenhængen i sin tilværelse i forhold til sine relationer til den fysiske verden og i forhold til sine relationer til den metafysiske verden.

“En grundfortælling begrunder identitet”, skriver Svend Bjerg i Den kristne grundfortælling, og fortsætter: “Med identitet kan altså ikke menes en væsenskerne i mennesket, uafhængigt af historier, men identitet betegner i alt væsentligt det, som forbliver sig selv lig.

Det er, hvad grundfortællingen gør. Den har en vis bestandighed, hvilket dog ikke er det samme som ubevægelighed. Nye enkeltfortællinger kan altid sætte en grundfortælling i bevægelse. Men at et menneske har identitet og bliver sig selv lig i og trods alle omskiftelser beror i sidste instans på dets grundfortælling.”

En anden fortælling end den, man håbede på

Allerhelst vil vi fortælle glade, lyse og lykkelige fortællinger om vores liv, men vi ved godt, at der hører triste og tunge fortællinger med til ethvert liv. Et liv, som ikke består af både glade og sorgfulde fortællinger er kun et halvt liv. Det kan være umådeligt vanskeligt og tungt at forholde sig til tilværelsens tunge og sorgfulde fortællinger, men samtidig ved vi godt, at det også er nødvendigt. Sorgens fortælling er en nødvendig fortælling, om end den er tung og vanskelig.

Lad mig nævne forældres sorg i forbindelse med deres barns død som eksempel på hvor modsætningsfyldt og vanskeligt det kan være at få en anden fortælling end den, man håber, for netop i det tilfælde er det tydeligt, at der er tale om en fortælling, der er blevet anderledes end forældrene havde ønsket og ventet. At miste et barn eller at få et handicappet barn kan i vid udstrækning ses som at få en helt modsat fortælling i forhold til den, de havde ventet at fortælle.

Forældre, der får et barn, som dør kort efter fødslen, som bliver født med en svær sygdom, eller som er født med et handicap, får en anden fortælling end den de havde ventet, håbet og drømte om.

Allerede når forældrene finder ud af at de venter et barn, begynder de at fortælle barnets fortælling. Fortællingen om, hvilke egenskaber, de ønsker at deres barn får; hvilke oplevelser det får; at det får et lykkeligt liv sammen med forældrene og andre mennesker, der vil være kærlige mod det. Med til barnets fortælling hører også, at forældrene håber, at barnet bliver skånet for alvorlig modgang og fysiske og psykiske handicaps. Det mest almindelige er, at forældre siger: “Blot mit barn bliver født med ti finger og ti tæer, så kan resten være lige meget.”
Venter man et barn, venter og håber man at få lov til at fortælle verdens dejligste fortælling. Hvis barnet dør, eller fødes med en sygdom eller et handicap, så er det pludselig en diametralt modsat fortælling, barnet har fået. Dør det, opleves det ofte af forældrene som verdens tungeste fortælling, måske netop fordi trangen til at få lov til at fortælle verdens dejligste fortælling har været så stærk.

Barnets navne er en fortælling

Når jeg, som præst, døber et barn, vi ved ikke kan overleve, så holder jeg ofte en lille tale, som handler om den anderledes fortælling, barnet har fået i forhold til den fortælling forældrene havde håbet.
“I dåben giver vi jeres barn tre navne,” siger jeg. “Vi giver barnet et fornavn. Når når man har besluttet sig for et navn til sit barn, så er det vanskeligt at forestille sig, at det kan hedde noget andet. Vi kalder ikke vores barn Søren eller Katrine den ene dag for den næste dag at kalde det Peter eller Lise. Det går ganske enkelt ikke an. For et barns navn og dets fortælling smelter sammen og siger: Dette barn er unikt, enestående. Der kommer aldrig et andet barn med samme navn og samme fortælling.
Fra det øjeblik I fandt ud af at I ventede et barn, begyndte I at skabe en fortælling om hvilke visioner, I har for jeres barns liv, hvilke ønsker og håb I har for jeres barns liv. I håbede at få lov til at fortælle verdens dejligste fortælling om alle de gode ting, jeres barn skulle opleve, nu har I fået en tung fortælling – verdens tungeste. Men den fortælling er jeres barns fortælling, så modsætningsfyldt den end synes at være. Så helt anderledes den end er, så er det jeres barns fortælling, som gør jeres barn unik og enestående. Selvom det er en tung fortælling, så er det en nødvendig fortælling, som skal fortælles, fordi det er jeres barns fortælling.
Vi giver også barnet et efternavn. Det betyder, at det kommer et sted fra, fra jer, som er forældre til barnet; barnet har allerede på forhånd lod og del i en fortælling, nemlig forældrenes, familiens, slægtens fortælling. Men det betyder også at jeres fortælling er blevet en helt anden end I havde håbet. I havde håbet at få lov til at fortælle fortællingen om, hvor meget I ville passe på jeres barn, give det kærlighed og beskyttelse.
Lige nu er jeres fortælling blevet en fortælling om en magtesløshed, der er større end I formodentlig nogensinde har oplevet. I havde håbet at få lov til at fortælle verdens dejligste fortælling, nu har I fået den tungeste fortælling af alle, fortællingen om at være forældre, der ikke får mulighed for at beskytte jeres barn mod alt ondt i verden. Selvom det er en tung fortælling, så er det en nødvendig fortælling, for den er jeres fortælling.”

Guds fortælling med os mennesker

Endelig taler jeg om at: “I dåben giver vi barnet endnu et navn. I dåben bliver det et Guds barn, som jeg siger i dåbsritualet. Det betyder, at det får lod og del i en fortælling, som rækker fra evighed til evighed. Det får lod og del i Guds fortælling med os mennesker. En fortælling, som fortæller, at hvad der end sker i vores liv, så er vi et barn af Gud, og at vi er omfattet af Guds kærlighed og omsorg ligegyldig hvad der sker. Det betyder ikke, at vi dermed kan forstå hvorfor noget sker eller at det dermed bliver retfærdigt. Men på trods af meningsløsheden og uretfærdigheden, har vi fået lov til at tro, at vi er omfattet af en endnu større fortælling end vores egen og vores families fortælling. At jeres barn er omgærdet af Guds kærlighed og omsorg er en del af jeres barns nødvendige fortælling.” For dem, der har en religiøs tro, bliver det en del af den nødvendige fortælling.

Sorgens fortælling er tung, men nødvendig

Hermed er rammen sat for at se sorg som en fortælling. Sorg er at få en anden fortælling end den man håber og ønsker. Det er meget tænkeligt, at man ved, at man vil få sorgen som en del af sin fortælling, men det er en del af ens fortælling, som man håber ikke bliver til virkelighed. Og når sorgens fortælling er blevet en del af ens fortælling, så oplever man det ofte som en tung fortælling, det kan være vanskeligt at forholde sig til, og som man ønsker at undgå. Men sorgens fortælling er en nødvendig fortælling.
Det er en nødvendig fortælling, som, så smertelig den end kan være, er en uomgængelig fortælling, netop fordi hver enkelt beretning er beretningen om et unikt og enestående menneske, som har mistet et menneske, der er unikt og enestående, eller som har mistet et billede af sig selv som rask, drømmen om et raskt barn, livet med sin intakte ægtefælle osv.
Komplicerede sorgreaktioner kan i nogle tilfælde hænge sammen med et utydeligt tab. At miste et spædbarn, som man ikke har nået at leve med i længere tid, er potentielt et utydeligt tab.
At “fremkalde” barnets fortælling er at være medskaber på barnets virkelige fortælling og at være med til at give barnet en mere tydelig identitet. Forudsætningen for at forældrene kan forholde sig til tabet er, at de ved, af hvad art deres tilknytning til barnet er, og at de dermed kan vide, hvad de mister. Jo mere sikker deres ydre og indre billede af barnet er blevet, jo mere enkelt tab kan man tale om.

Christian Busch er hospitalspræst, projektleder for Sorggrupper i folkekirken og medlem af Landsforeningen Liv&Døds bestyrelse.

Artiklen er tidligere bragt i ‘Omsorg – Nordisk Tidsskrift for Palliativ medisin’ august 2004.

Note 1: Margaret S. Stroebe, Robert O. Hansson, Wolfgang Strobe og Henk Schute (red). Handbook of Bereavement Research. Consequenses, Coping, and Care. American Psychological Association. Washington, DC 2001.