At våge over en døende – Vågetjenestens frivillige

Hvad motiverede dig til at blive frivillig i vågetjenesten?

For Kirstine begyndte det med et stille ønske om at gøre en forskel. Hun havde flere gange oplevet døden tæt på i familien – som noget roligt, næsten fredfyldt, uden dramatik. Det havde givet hende en grundlæggende afslappethed i mødet med det uundgåelige:

”Jeg har haft nogle dødsfald i familien, og det gjorde, at jeg vidste, hvordan jeg selv havde det med at se et menneske dø. Så da jeg hørte, at de manglede vågere, meldte jeg mig – og her er jeg stadig seks år senere.”

Mødet med døden, som for mange vækker frygt, blev for Kirstine snarere en nysgerrighed: et ønske om at forstå, ikke undgå.

For Kirstine er døden derfor ikke et skræmmende punktum, men en naturlig overgang:

”For mig er døden ikke mere dramatisk end en fødsel. Det er en del af livet, og det har jeg allerede som barn accepteret.”

Et tidligt møde med døden

Allerede som fireårig fik hun en fornemmelse af, hvor tæt liv og død kan ligge, da hun som barn blev opslugt af havets uventede greb i et hestehul på Nordkysten – en oplevelse, der satte dybe spor:

”Min far kom ud og hentede mig, og jeg husker, at jeg var et sted, hvor alt var godt, kærligheden var enorm, og det var der, jeg hørte til, men ikke endnu. Det gjorde et meget stort indtryk på mig.”

Den tidlige oplevelse med døden lærte hende, at den kan være fredelig og tryg – en erkendelse, der fulgte hende gennem barndommen og gjorde hende klar til at møde døden med afklarethed.

Som 20-årig blev hun igen vidne til døden på nært hold, da hun sad ved sin mormors side i hendes sidste stund:

”Jeg gik ind til hende, tog hendes hånd, og så smilede hun som en sol og døde. Jeg tænkte: Ja, det er jo fantastisk. Det er sådan en død, jeg kunne ønske mig.”

De fredelige møder har formet hendes syn på døden – ikke som noget, der skal frygtes, men som noget, der kan mødes med ro. Det er den ro, hun i dag bærer med sig som våger: en stille tilstedeværelse, der rummer både liv og afsked.

Hvad vil det sige at være frivillig i vågetjenesten?

Som frivillig i vågetjenesten bliver Kirstine kaldt ud, når et menneske nærmer sig livets afslutning, og ingen andre har mulighed for at være der. Opgaven er fleksibel – man melder sig kun, når man har tid og overskud, og kan derfor selv bestemme, hvornår man er tilgængelig. Kirstine forklarer, hvordan det foregår:

”Man melder selv ind, når man får besked om, at der er behov. Vi får oplyst navn, adresse og alder, måske oplysninger om rygerhjem, kæledyr, pårørende eller om den døende vil holdes i hånd. Og så går vi ind og præsenterer os.”

At være der, når andre ikke kan

Tilstedeværelsen kan virke stille, men den rummer en stor betydning:

”Jeg lægger en hånd ind under den døendes hånd, mærker om det er okay, og nogle gange nynner jeg lidt – så kommer der måske et lille tryk i hånden. Det er små tegn på, at de ved, vi er til stede.”

For Kirstine handler vågetjenesten netop om det – at være der, når ingen andre kan. Vågerne skaber tryghed, både for den døende, for de pårørende og for personalet på stedet. De træder ind i rummet som et roligt nærvær, ikke for at handle, men for at støtte:

”Vi må ikke deltage i plejeopgaver eller rådgive pårørende,” understreger hun:

”Vi er der for at lytte. For at være.”

Hvilke værdier og visioner synes du præger vågetjenesten?

For Kirstine er hjertesagen enkel, men dybtfølt:

”Ingen skal dø alene. Der er en overskrift, jeg altid har med mig, når jeg våger, og den hedder: Tænk, hvis det var dig, Tænk, hvis det var mig, der lå og ikke havde et menneske hos mig, når jeg skulle dø. Det er den, der holder min empati i live og får mig til at undvære min nattesøvn.”

Den grundlæggende empati og respekt for det døende menneske opsummerer arbejdet i vågetjenesten. Den viser sig i de små, næsten umærkelige handlinger – et blik, en hånd, en tilstedeværelse – hvor nærværet alene gør forskellen.

Empatien som kompas

At kunne møde døden på den måde kræver empati, tålmodighed og en evne til at være åben, forklarer Kirstine:

”Det vigtigste vi har med os, det er vores empati og vilje til at være der for et menneske, uanset hvem det menneske er, og hvordan det menneske har det lige nu. At stå på dørtærsklen ind til et rum med en døende – der lægger man fordomme og forventninger bag sig. Man er nødt til at være fuldstændig åben.”

Før hver vagt, har Kirstine derfor et lille, men vigtigt ritual – hun rydder sindet, lægger sine egne tanker fra sig og går ind med en stille klarhed:

”Jeg vil være blank, når jeg træder ind. Der er nødt til at være en andægtighed i forhold til at sidde der.”

Væk med glorien, ind med medmennesket

Som våger handler det ikke om at være heroisk eller frygtløs, men om at turde være et menneske sammen med et andet, fortæller Kirstine. Hun formulerer det med en eftertænksomhed:

”Det handler ikke om at være særlig modig eller helteagtig, men tålmodighed og empati med mennesker er vigtigt. Så væk med glorien og angsten, fordi den er malplaceret, og så ind med medmennesket.”

For Kirstine er angsten for døden ikke blot malplaceret – den står i vejen for, at vi kan møde døden som det, den er: en naturlig del af livet.

Og netop den reaktion mærker hun ofte, når andre hører, at hun er våger.

Hvilke reaktioner møder du oftest fra andre, når de hører, at du er i vågetjenesten?

Kirstine oplever, at reaktionerne næsten altid følger det samme mønster:

”Det er ofte en tretrinsraket, der går i gang. De gyser ved tanken om, at de selv kan dø, så bliver de flove, og til sidst roser de vågeren: ’Nej, hvor er det flot, tænk at I gør det arbejde, det er stort’. Underforstået: Godt det ikke er mig – er det ikke enormt hårdt?”

Hun smiler let, for det er efterhånden en velkendt reaktion. For Kirstine er det ikke kun en bekræftelse på den kulturelle dødsfrygt, men også på nødvendigheden af vågetjenestens arbejde – at nogen er til stede dér, hvor der ellers ville være stille.

Hvad oplever du som det mest meningsfulde ved at være våger?

Kirstine tænker et øjeblik, før hun svarer:

”Der er mange,” siger hun.

”En af de seneste var, hvor jeg kom som en af de første til en person, hvor en grådkvalt pårørende sad ved sengen. Hun havde siddet der i flere dage og kunne bare ikke holde ud, at hun skulle miste det menneske. Jeg sagde til hende: ’Nu kan du gå hjem og sove. Vi bliver her hele natten, indtil klokken syv i morgen tidlig. Hun er ikke alene på noget tidspunkt.” Kirstine holder en lille pause og fortsætter: ”Det er et stort øjeblik at kunne sige det til et andet menneske: ’Nu kan du trygt trække dig tilbage, fordi nu gør vi det, som skal gøres’. Det er en kæmpe gave for os.”

Det er den slags øjeblikke, der for Kirstine gør arbejdet som våger meningsfuldt – når hun kan give et andet menneske ro midt i afmagten. For hende er det en gave at kunne træde ind dér, hvor sorgen og frygten måske fylder og tilbyde nærvær, så nogen kan få lov til at trække vejret igen.

Hvordan påvirker dit arbejde med døende og pårørende din egen måde at være i livet på?

For Kirstine er kontrasten mellem dødens stilhed og livets summen en vigtig del af oplevelsen. Hun fortæller, hvordan hun nogle sommernætter på Vesterbro har forladt et stille værelse hos en døende og trådt ud i Istedgades lys og latter:

”Det er vidunderligt at gå fra det andægtige, stille, afventende, passive og ud i verden, som virkelig lever.”

Også på Amager, hvor hun somme tider tager metroen klokken tre om natten efter en vagt, møder hun unge mennesker på vej hjem fra fest – en påmindelse om livets ubekymrede sider.

For Kirstine bliver disse overgange et spejl på, hvad det vil sige at være menneske. Hun beskriver det som ”to sider af samme mønt” – døden og livet – og minder sig selv om, at hun stadig er levende:

”Det er vidunderligt at få det der løft af glæde og liv. Det er liv og død. To meget forskellige verdener, men de er der jo begge to, og jeg er stadig levende. Det husker jeg lige.”

Lyslevende efter døden

Efter en vagt føler hun sig næsten usårlig. Hun ved, at hun har gjort, hvad hun kunne, og at hun ikke har noget udestående med verden. Det giver hende en særlig lethed:

”Jeg tror, at man lyser lidt, fordi man stadig er befriet fra problemerne, når man går hjem og lever.”

Samtidig medfører det at våge, at Kirstine bliver mere opmærksom på livet:

”Når jeg sidder ved en døende, bliver jeg mindet om min egen dødelighed, men også om, at jeg netop ikke er døende. Jeg lever. Og det er en stor gave, for det glemmer vi tit at værdsætte,” pointerer hun.

Hvad oplever du så som det mest udfordrende ved at være våger?

For Kristine ligger udfordringen ofte i mødet med systemets begrænsninger. Personalemangel og pressede rammer kan gøre, at døende håndteres på måder, hun finder respektløse:

”Der var en plejer, som ruskede ved den døde for at sikre sig, at vedkommende var død. Det var voldsomt. Der gik jeg grædende ned ad trappen. Det var et overgreb for mig at se, fordi det var et menneske, der lå der – et medmenneske, der var prisgivet.”

Også etiske overvejelser om bedøvelse og bevidsthed kan veje tungt. Kirstine mener, at mennesker har ret til at være ved bevidsthed, så vidt muligt, når de dør, og hun reflekterer ofte over, hvordan man bedst balancerer beroligelse og bedøvelse. Samtidig er hun opmærksom på de hårde vilkår, personalet arbejder under, og hun placerer ikke skylden hos dem:

”Jeg kalder dem natteengle, fordi de er der. Alternativet er jo ikke til at holde ud at tænke på, og de gør deres bedste under vanskelige forhold.”

Når natten sætter spor

Og så kan det også være udfordrende for vågeren selv.

At miste nattesøvn og opleve voldsomme situationer f.eks. i forbindelse med døende, der er demente eller bange, kan kræve tid og refleksion, før balancen genvindes. Kirstine har selv fundet en måde at håndtere det på:

”Når jeg har haft en svær oplevelse, skriver jeg den ned i en lille bog. Det er en lettelse at få det ud af kroppen og ned på papiret, uden at jeg behøver bære rundt på det som bevidst gods.”

Hvad håber du, der kan ske fremadrettet – både for døende og for vågetjenesten?

Kirstines erfaring som våger har givet hende en indsigt i, hvordan kvaliteten af dødsomsorgen kan variere, især når der er personalemangel eller utilstrækkelige ressourcer på plejehjem og i hjemmet. Derfor advokerer hun for flere hospicepladser, hvor der er strukturer og rammer, som sikrer, at alle – døende såvel som pårørende – kan få den opmærksomhed og omsorg, de har brug for:

”Det er et sort hul i Danmarks velfærd, at der ikke er hospicepladser til alle, der ønsker det, eller hvor pårørende ønsker det. Der mangler forståelse i samfundet. Alvoren af det her problem. Vi lister, og vi burde råbe.”

Et råb i stilheden

Kirstine ser, hvor stort behovet er – både for flere hospicepladser og bedre vilkår generelt, men hun ved også, at hun ikke kan ændre systemet alene. Dét, hun i første ombæring kan bidrage med, er at våge, være åben omkring de meningsfulde stunder, hun oplever i forbindelse med at være våger og håbe på, at det inspirerer andre til at træde til som frivillige:

”Jeg vil så gerne have, at der ikke mangler nogen, når mennesker dør. Der mangler tusinder.”

Og til dem, der overvejer at blive vågere, har Kirstine et enkelt, men hjerteligt råd:

”Tænk, hvis det var dig.”

 

 

Om forfatteren: Artiklen er skrevet af Ida Marie Solvang, der er kandidatstuderende i sociologi ved Aalborg Universitet og praktikant hos Landsforeningen Liv&Død i efteråret 2025.

Hun interesserer sig for, hvordan vi som samfund kan blive bedre til at tale mere åbent om døden og til at formidle menneskers erfaringer med tab og sorg på en nærværende måde.