At miste sin far og forholde sig til den digitale arv: Laura Harup-Hansens historie

Lauras far var uhelbredeligt syg

Jeg mistede min far den 25. oktober 2019. Han var 63, og jeg var 31. Han fik diagnosen knoglemarvskræft. Den er uhelbredelig, men vi havde egentlig forstået det som om, han godt kunne leve med den i lang tid. Men han nåede akkurat at have den i fire år. Så fire år med både op- og nedture, men hvor det begyndte at gå rigtig hurtigt til sidst, og han fik det markant dårligere.

”Han havde ikke taget stilling til digital arv”

Han havde ikke taget stilling til digital arv, og det havde vi egentlig heller ikke. Det var noget, der bare kom, da vi havde taget stilling til de andre ting i forhold til bisættelse, kiste, salmer. Altså alt det der, man måske egentlig godt ved, man skal igennem. Der havde han heller ikke så mange ønsker, og det var ikke rigtig som sådan noget, vi snakkede om. Jeg tror, det var for svært.

Han havde gemt sine koder på sin iPad. Måske det både lidt var til os, men også meget til sig selv, så han kunne huske det. Min far kunne godt glemme alt muligt. Det blev ikke bedre med kemoen og alt den medicin, han tog. Så jeg tror også meget, han gjorde det for sig selv. Men han kom lidt med nogle kommentarer som: ”Jeg har skrevet her, at der har jeg ligesom lavet denne her og denne her kode.” Så nogle gange følte jeg, at han fortalte, hvor vi skulle lede, hvis det nu var. Men sådan decideret tage stilling til, hvad skulle man gøre med den og den profil, det snakkede vi ikke om.

Facebook den primære platform

Facebook var rigtig meget det, han brugte. Han var også på Instagram, men det blev han aldrig helt tryg ved. Og han havde mails. Men Facebook var helt klart den primære platform, hvor han havde fundet ud af, at han kunne lide at være aktiv. Han brugte faktisk rigtig meget Facebook igennem sin sygdom og skrev rigtig meget om sin sygdom inde på Facebook. Så på den måde var der mange ting, der lå derinde.

Da Lauras far døde

Vi brugte hans profil på Facebook som et redskab til at annoncere ud til dem, som man ikke havde fået ringet til, at han faktisk var gået bort, og til at annoncere hvor bisættelsen skulle finde sted. Det var egentlig for at nå ud til dem, som vi ikke selv havde nogle oplysninger på, og som min far måske havde haft kontakt med.

Vi gik ind i hans Messenger og prøvede lige at skimme igennem, om der var nogen, der skulle have misset det, eller om der var noget usagt. Der kunne have været nogle samtaler i gang, der ligesom bare stod og sluttede rimeligt markant. Det er jo meget normalt, at man godt kan være langsom om at svare. Men i og med, at min far også var meget vellidt og egentlig var rigtig god til altid at respondere, så var det i hvert fald vigtigt for os, at vi fik fortalt, hvorfor han ikke svarede mere.

Vi kunne gå ind via hans iPad. Vi havde også login til hans iPad, så vi kunne gå direkte ind på hans profil.

”Det ville være rigtig ærgerligt, hvis alt det skulle slettes og gå tabt”

Vi har valgt at beholde min fars Facebook og Instagram. Min mor, min bror og jeg fik snakket om hans Facebook, og hvad vi skulle gøre med den. Min bror er ikke særlig aktiv på Facebook, så for ham kunne den måske godt blive slettet. Hvor min mor og jeg selv er på Facebook og har læst og set, hvor aktiv, min far også har været, så vi synes, det ville være rigtig ærgerligt, hvis alt det skulle slettes og gå tabt. Og da vi fik fortalt min bror, hvor meget far faktisk havde brugt Facebook, så synes han egentlig, det var fint, at vi beholdt den.

Og da vi på hans profil skrev en tak for det flotte fremmøde til bisættelsen, der skrev vi også ud, at vi faktisk havde valgt at beholde profilen, som den var. Og at man kunne vælge at bruge den som sådan et lille ’memory’ – altså gå ind og se hans billeder og se, hvad han har skrevet.

”For mig har den betydet sindssygt meget”

Jeg ved, at min mor synes, det er hyggeligt at kunne gå ind på Facebook og kigge på billeder. For mig har den betydet sindssygt meget. Jeg tror, jeg ser det meget som det moderne fotoalbum, ligesom hvis man også laver en scrapbog eller sådan noget. For mig har det været helt soleklart, at Facebook-siden ikke skulle slettes, fordi jeg ville da heller aldrig nogensinde smide et fotoalbum, som min far havde lavet, i skraldespanden. Det har betydet meget for mig, at jeg kan gå ind og kigge på det.

Jeg kan også nogle gange finde på at gå ind og lægge et billede på eller en besked og skrive ”jeg savner dig” eller skrive om, hvordan året er gået uden ham. Så jeg tror for mig, at det er en af de sidste ting, jeg har. Der er så meget, man mister i forvejen. Hvor der har du ikke noget valg, det bliver revet væk fra dig – han er her ikke mere, jeg kan ikke snakke med ham. Så det eneste, jeg har nu, det er gamle beskeder med hans egne ord eller billeder. Det er ligesom stadigvæk at få lov til at beholde lidt af minderne også.

Facebook husker fødselsdag og foreslår venner

Jeg valgte at gå ind og fjerne hans fødselsdag på Facebook, fordi jeg synes, at der ikke var grund til, at det sådan skulle poppe op. Og det ville være mærkeligt, hvis folk begyndte at skrive tillykke med hans fødselsdag. Det var noget, vi godt kunne være foruden i hvert fald.

Min onkel kom først på Facebook, efter vi havde mistet min far, og i og med han blev venner med så mange i familien, så foreslår Facebook nogle gange, at han også skal blive venner med min far. Og det har han syntes var mærkeligt.

Men ellers så synes jeg ikke, der er noget galt i at blive mindet om det. Jeg kan forstå på nogle, at så kan det føles som om, at så spøger det stadig lidt. Men jeg har aldrig mistet nogen, som jeg holdt så meget af, så jo mere med ham, jo bedre. Jeg synes egentlig ikke, der er nogen ulemper ved det.

Svært for efterladte at lukke en profil ned

Jeg ved fra andre efterladte, at det kan være ekstremt svært at lukke en profil ned. Og der tænker jeg, at det også bare er synd, at det skal være hårdt, hvis ønsket er så stærkt. Jeg synes, det er helt vildt, at det ikke er noget, som teknologien er blevet bedre til. Det er ikke der, det skal være så besværligt at lukke en profil ned. Det synes jeg lyder helt vildt ekstremt, fordi man i forvejen ikke kan overskue særligt meget. Hver en ting er jo bare så sårbart. Så der er jeg jo bare glad for, at vi i hvert fald har valgt bare at beholde det, så vi ikke har skullet igennem en eller anden kæmpe krig med Facebook.

En snak om digital arv

På en eller anden måde havde det været rart at vide noget mere om digital arv, og at det er noget, man måske kan snakke om og tage stilling til. Jeg tror, at det, jeg sådan har tænkt efterfølgende, er, at det ville være godt med en snak i forhold til, om man har gjort sig nogle tanker om det. Det er en snak, man egentlig burde have, inden man bliver syg, velvidende, at man en dag ikke længere er her. Måske er det hårdt at tage den snak, når man har fået en alvorlig sygdom.

Det skal føles rigtigt for de efterladte

Det handler ikke så meget om dem, der måske ikke skal være her længere, men det handler meget om de efterladte. Deres behov. Og det, synes jeg, er vigtigt, at man også tager højde for.

Og hvis der sidder nogle, der er efterladte derude, som kan være i tvivl, om deres pårørende ville syntes om det, så er mit råd sådan mere, hvad der føles rigtig for dem. For det er os, der ligesom er der, og det er os, der stadig lever. Og hvis det giver noget i deres hverdag at kunne gå ind på den profil, så tænker jeg, at det er det, der er det rigtige.

Andre historier om digital arv