Adgang til dine online konti – hvad kan gøres?

Adgang til dine online konti

Mange af dine konti og profiler på nettet vil leve videre efter din død. Men din familie har mulighed for at få adgang til dit online liv og kan også lukke det ned. Læs mere her.

Udsnit af oversigten over dit digitale liv med fokus på online konti og profiler.

Hvad skal der ske med dit liv på nettet?

Din familie vil måske omdanne din Facebook-side til en mindeside efter din død. Eller de vil lukke din Instagram- og LinkedIn-konto. De kan også ønske at få adgang til de cloud-tjenester, hvor du har gemt feriefotos og videoer fra familiesammenkomster.

Dine koder er guld værd

Inden du går bort, kan du hjælpe dine nærmeste med at få adgang til dine data ved at gemme adgangskoderne blandt dine personlige papirer eller hos familien.

Du kan også gemme dine koder:

  • i e-Boks, som din familie kan få adgang til efter din død.
  • i et dokument som fx Min Sidste Vilje.
  • på digitale platforme til at gemme og dele dine livsfortællinger, men også dine brugernavne og adgangskoder – fx “Min Livshistorie”.

Derudover kan du gemme adgangskoderne til dine online konti i en app. Dermed bliver det kun relevant at have styr på én kode: Koden til appen. Der findes både apps, der er gratis og koster penge. Nogle apps giver mulighed for at dele logins med venner og familie eller udvælge en person, som kan varetage de gemte koder ved dødsfald. Du kan bl.a. bruge apps som PasswordBox, Keeper, LastPass og Dashlane.

Men du kan ikke udrydde alle de problemer, som din familie vil støde på, når de skal forsøge at få adgang til eller slette konti og profiler. For det er ofte kompliceret, og der kan gå lang tid, før der er en løsning. Det kan desværre også vise sig at være en umulig opgave, og det afhænger bl.a. af, hvor du har oprettet konti og profiler.

Facebook

LILLE FACEBOOK

Sådan kan din familie slette profilen eller få adgang

Hvis du videregiver brugernavn og adgangskode til din Facebook-profil, kan dine nærmeste både slette og få adgang til profilen.

Dine pårørende kan også anmode Facebook om at få slettet din profil ved at udfylde en formular på deres hjemmeside.

Hvordan bliver din Facebook-side omdannet til en mindeside?

Dine pårørende kan anmode Facebook om at få din side omdannet til mindeside – det sker ved at udfylde formularen på deres hjemmeside. 

Fortæl Facebook om dine ønsker

Vidste du, at du kan informere Facebook om, hvad du ønsker, der skal ske med din profil efter din død?

Under Facebooks indstillinger kan du notere, om du ønsker profilen slettet eller omdannet til en mindeside.

Du skal udpege en “eftermælekontakt”, der står for din konto, hvis den omdannes til en mindeside.

Om Facebook

  • I Danmark er mere end tre millioner mennesker på Facebook, mens tallet på verdensplan er over en milliard.
  • Det anslås, at der er omkring 30 millioner Facebook-profiler, hvor personen bag er død.

Google

LILLE GOOGLEHvordan får dine nærmeste adgang eller sletter kontoen?

Hvis du videregiver dit brugernavn og adgangskode, kan din familie få adgang til kontoen og evt. også slette den.

Du kan også bruge Googles funktion “Administration af inaktiv konto”. Her kan du tilføje op til 10 venner eller familiemedlemmer, der skal underrettes, hvis din konto er inaktiv i fx 3, 6 eller 18 måneder (det vælger du selv), og som du vil dele data med.

Ved hjælp af Googles funktion “Administration af inaktiv konto” kan du også oplyse, at du ønsker din konto bliver slettet, hvis kontoen har været inaktiv i en bestemt periode.

Del filer med venner og familie – begynd allerede i dag

Du kan løbende dele vigtige fotos og dokumenter med relevante personer, hvis du bruger Google drev. Dermed sikrer du, at dine nærmeste hurtigt og let får de filer, de er interesserede i at gemme.

Om Google

  • Med en Google-konto kan brugeren ikke blot få en e-mail-konto (Gmail), men bliver også tilbudt at lægge alle former for filer i Googles cloud-tjeneste Google Drev.
  • Google ejer også YouTube, hvor der kan uploades personlige film.

LinkedIn

LILLE LINKEDINHvordan bliver din LinkedIn-profil slettet?

Hvis du videregiver dit brugernavn og adgangskode til dine pårørende, kan de få adgang til profilen og derefter slette.

Men for at få slettet din profil kan dine nærmeste også udfylde en formular på LinkedIns hjemmeside.

LinkedIn gennemgår formularen og vender tilbage.

Om LinkedIn

  • LinkedIn er et erhvervsorienteret, socialt netværkssite, hvor brugerprofilerne er bygget op som et CV med oplysninger om uddannelse og erhvervserfaring.
  • Sitet bruges bl.a. til udveksling af faglig viden og til netværksgrupper, og flere virksomheder bruger LinkedIn fx til rekruttering af nye medarbejdere.
  • Ca. 1,7 millioner danskere er på LinkedIn.

Dropbox

LILLE DROPBOXHvordan lukker familien kontoen eller får adgang?

Ligegyldigt om din familie vil lukke din Dropbox-konto eller ønsker adgang til kontoen for at hente filer, skal de bruge dit brugernavn og adgangskode.

Dine pårørende kan også anmode Dropbox om at få adgang til eller slette kontoen ved at sende relevant information og dokumentation til virksomheden.

Se mere og find virksomhedens adresse.

En anden mulighed for din familie er at skaffe sig adgang til Dropbox-mappen på dine computere, hvis de kan komme ind på dem.

Husk at dele dine Dropbox-filer

Med en Dropbox-konto har du mulighed for løbende at dele filer med dine pårørende.

Om Dropbox

  • Dropbox er en lagertjeneste, der gemmer filer på tværs af platforme.
  • Dropbox giver mulighed for at gemme filer i en Dropbox-mappe på en computer, der efterfølgende synkroniserer til nettet, andre computere og mobile enheder.

Instagram

LILLE INSTAGRAMHvordan slettes en Instagram-profil?

Hvis du vil have din profil slettet, når du dør,  kan du videregive dit brugernavn og adgangskode til dine pårørende, som kan få adgang til og herefter sletter profilen.

Men din familie kan også anmode om at få slettet profilen ved at udfylde en formular på Instagrams hjemmeside

Sådan oprettes et mindesmærke

Din familie og dine venner kan anmode om at omdanne din profil til et mindesmærke ved at udfylde formularen på Instagrams hjemmeside.

Hvis profilen omdannes til mindesmærke, kan den ikke på nogen måde ændres. Afdødes opslag forbliver på Instagram og er synlige for den målgruppe, de blev delt med. Andre kan sende billeder og videoer til afdødes profil med Instagram Direct. Mindesmærket vises ikke i søgninger.

Dokumentation er vigtig

Instagram kræver dokumentation for, at personen bag Instagram-profilen virkelig er død.

Hvis profilen skal slettes, skal familien indsende dokumentation for deres relation til den afdøde – fx dødsattest, fødselsattest eller fuldmagt

Skal en Instagram-profil derimod omdannes til mindesmærke, vil Instagram gerne have fx en nekrolog eller nyhed om dødsfaldet – samt dødstidspunktet.

Om Instagram

Instagram er en fotodelingsapp, hvor brugeren kan dele billeder og videoer på sin profil med en kort tekst. På Instagram er der mulighed for at følge hinandens profiler.

Twitter

LILLE TWITTERSkal Twitter-kontoen lukkes?

Du kan videregive brugernavn og adgangskode til dine pårørende, så de kan få adgang til og lukke kontoen.

Men dine nærmeste kan også udfylde formularen om at lukke en profil på Twitters hjemmeside.

Om Twitter

Twitter er et socialt medie, der primært bruges til at dele tekst og links, men der er efterhånden også flere billeder og videoer på mediet. Twitter bruges på nettet eller som app på smartphone og tablet.