Nu debatterer danskerne døden – Dagblad får Pris

Årets Liv&Død Pris hylder Kristeligt Dagblad for én lang aftabuisering af døden

Siden 2011 har Landsforeningen Liv&Død uddelt Liv&Død Prisen, der er den eneste pris af sin art i Danmark. I 2014 har priskomiteen – med formanden for Landsforeningen Liv&Død, Inge Nesgaard, i spidsen – valgt at hylde Kristeligt Dagblads samlede indsats for at nedbryde tabuet om døden i det daglige.
 
”Der er næppe noget medie i Danmark, der beskæftiger sig så meget med døden og samtlige menneskelige, etiske, kulturelle og åndelige aspekter af den som avisen Kristeligt Dagblad” siger Inge Nesgaard og fortsætter:
 
”Udover en løbende dækning af alle tænkelige dimensioner af det forhold, at vi mennesker skal dø, finder man i Kristeligt Dagblad en ugentlig sektion, Liv&Sjæl, der gennem diverse interviews, portrætter og temaer er med til at belyse livsfaserne og alle livets og dødens store spørgsmål.”
 
Kristeligt Dagblad har blandt andet med stor gennemslagskraft sat debatten om aktiv dødshjælp på dagsordenen og har desuden formået at gøre emner som fx hospicebevægelsen, begravelseskultur og kirkegårdsudvikling til nyheder, der når bredt ud og citeres af andre medier. Dette har ført til mange levende debatter blandt såvel almindelige læsere som eksperter inden for feltet om, hvordan vi bør behandle døende, hvordan vi bør begraves, og hvordan vi kommer bedst herfra.
 
”Kristeligt Dagblads måde at behandle døden på emmer af grundighed, lødighed og empati og er samlet set én lang aftabuisering af døden, som skaber debat og eftertanke om emnet i den brede danske befolkning. Derfor er vi stolte over at kunne belønne Kristeligt Dagblad med Liv&Død Prisen 2014”, slutter Inge Nesgaard.
 

FAKTA:

  • Liv&Død Prisen er på 10.000 kr. og et diplom.
  • Prisen hylder personer eller organisationer, der har gjort en særlig indsats for at nedbryde tabuet omkring døden ved at sætte fokus på den og skabe debat og eftertanke om emnet i det offentlige rum.
  • Prisen blev lanceret i 2011 som led i Landsforeningen Liv&Døds 130 års jubilæum og blev her tildelt journalisten Anders Agger for ’Sømanden og Juristen’.
  • I 2012 gik Prisen til Jes Dige og Per Bøge fra projektet OmSorg, der indeholder pædagogisk materiale og sorggrupper for børn.
  • I 2013 blev ægteparret Marianne Harboe og Hans Dal hædret for deres store og beundringsværdige indsats for beboerne på Danmarks hospicer.
  • Landsforeningen Liv&Død er en af landets ældste foreninger med rødder tilbage til 1881, hvor foreningen blev stiftet som Dansk Ligbrændingsforening. I dag arbejder Liv&Død for en værdig afsked med livet og for at bryde tabuet om døden. Læs mere på www.livogdoed.dk eller på www.facebook.com/livogdoed.

Liv&Død Prisen 2014 overrækkes i Landsforeningen Liv&Døds lokaler på Nikolaj Plads 27, København K, ved en reception onsdag d. 17. september 2014 fra 14:00-15:30. Der er offentlig adgang til receptionen, men tilmelding på tlf. 3336 4970 tilrådes. 

 
For yderligere information, venligst kontakt Inge Nesgaard, formand i Landsforeningen Liv&Død, telefon 40 14 91 94 eller Mogens Balling, direktør i Liv&Død, telefon 20 22 64 15.