Liv&Død sætter fokus på det sidste log af
PRESSEMEDDELELSE: Må man tage Facebook med sig ind i Himmelen, og har du sikret, at dit sidste log af bliver værdigt? Det sætter Landsforeningen Liv&Død fokus på med kampagnefilmen ”Din Digitale Bedemand”, som lige nu går sin virale sejrsgang på YouTube og Facebook.
Her undrer brugerne sig over, om det er sjov eller alvor med bedemand Martin Jensen, der tilbyder at begrave timelines fra Facebook eller kremere skattedokumenter fra e-boks og sprede dem til søs.
”Din Digitale Bedemand” er fiktiv, men problemet er reelt nok.
Landsforeningen Liv&Død har med kampagnen valgt at henvende sig til danskerne på en uformel og utraditionel måde for at få dem til at forholde sig til en alvorlig problemstilling. Det kan nemlig have stor betydning for de efterlevende, hvis de ikke kan få adgang til mange gode minder, eller hvis de får adgang til nogle informationer, som de ikke lige havde forventet.
“Vi håber på en humoristisk måde at gøre opmærksom på, at vi skal forholde os til vores digitale liv, inden vi dør. Det kan jo få store konsekvenser for mange relationer, hvis de pårørende får indblik i noget, der måske var meget personligt, eller hvis de ikke kan få adgang til mange skønne feriebilleder og familiefortællinger” siger Mogens Balling, direktør i Landsforeningen Liv&Død.
Liv&Død ønsker derfor at rådgive danskerne til at forholde til den digitale identitet i tide, så den ikke giver de efterlevende en ekstra praktisk eller følelsesmæssig byrde.
Der dør omkring 52.000 danskere om året eller omkring 150 personer om dagen. Mange af disse personer har én eller flere profiler på en række elektroniske platforme. Det kan være Facebook, LinkedIn, e-boks med vigtige dokumenter eller datingsider, private mails, mobiltelefonen eller computeren, som gemmer indhold bag personlige koder. Vi skal derfor til at tænke over, hvilken digital arv vi efterlader, og vi skal også tænke over, hvordan vores nærmeste er sikret adgang til netop de ting, vi ønsker, siger Mogens Balling.
Han råder danskerne til at udpege en person, der kan få adgang til et dokument med de forskellige log in-koder på, som man ønsker skal være tilgængelige for de efterlevende.
Kampagnevideoen findes ved at søge efter ”Din Digitale Bedemand” på YouTube eller ved at besøge ”Din Digitale Bedemand” på hans Facebookprofil.
For yderligere info, kontakt venligst: Direktør i Landsforeningen Liv&Død Mogens Balling, tlf. 20 22 64 15 / mba@livogdoed.dk eller sekretariatschef Kirsten Søndergaard, tlf. 30 52 33 35 / kso@livogdoed.dk
Fakta
• Der findes ca. to millioner danske profiler på Facebook
• På verdensplan findes der 30 millioner døde bag aktive Facebookprofiler
• Facebook udlever ikke adgangskoder til pårørende. Hvis du kan bevise, at én af dine nærmeste er død ved hjælp af henholdsvis døds- og fødselsattest samt bevis for din relation til vedkommende, så indvilliger Facebook i at slette profilen eller lave den om til en mindeside. Det kan dog være en lang og tung proces, hvor afdøde i mellemtiden spontant kan poppe op i det almindelige news feed.
• På Landsforeningen Liv&Døds hjemmeside, livogdoed.dk, er der en skematisk oversigt over de forskellige sociale medier, og hvordan reglerne omkring dødsfald er.
• Her kan du også downloade ”Min sidste vilje”, skrive personlige adgangskoder ind og udpege en person, der er ansvarlig for din digitale identitet efter din død.