Liv&Død gæster Statens Museum for Kunst

SMK Fridays Statens Museum for Kunst

Når Statens Museum for Kunst den 4. maj endnu engang slår dørene op til arrangementet SMK Fridays, er Kirsten Søndergaard fra Landsforeningen Liv&Død blandt aftenens oplægsholdere.

Under overskriften DØDEN SOM FÆLLESNÆVNER deltager Landsforeningen Liv&Døds sekretariatschef Kirsten Søndergaard i en samtale med museumsinspektør Katrine Bruun Jørgensen om sygdom, død og sorg på tværs af alder – og stiller skarpt på, hvordan disse svære emner er blevet behandlet gennem tiden i kunsten og i samfundet.

Arrangementet SMK Fridays tager afsæt i kunsten og blander kunst, talks, musik og drinks. Denne aften sættes der særligt fokus på, hvad der sker, når generationer støder eller smelter sammen.

Hvad byder aftenen også på?

SMK Fridays består udover en samtale om døden af en lang række andre aktiviteter og temaer.

Her er et udpluk af aftenens program:

Danseperformance, der gentænker aldring

Oplev den aldrende krops skrøbelighed, erfaring og styrke i en danseperformance fremført af seniorer i alderen 60+. Omgivet af guldalderkunstens kroppe udforsker de liv, død, sammenstød og sammensmeltning i en performance skabt af koreograf Nønne Mai Svalholm.

Lyttestue – Den lykkelige folkepensionist

Få indsigt i, hvordan ældrelivet er i dag, og hvordan det var for hundrede år siden, når der inviteres til lyttestue med efterfølgende diskussion i biografen. Gennem nutidige interviews med københavnske pensionister og erindringer om ældrelivet fra Københavns Stadsarkiv undersøger lydfortællingen skiftende tiders idealer for det gode ældreliv.

Virtual reality

På blot syv minutter kan du rejse gennem et helt liv. I virtual reality-værket Et liv oplever du, hvordan livets forskellige faser kan føles, når værket undersøger de mange sanser og perspektiver, som knytter sig til livets stadier.

Ekspert talk – Aldring i kunsten

Sprækker, revner og farveændringer. Med tiden gennemgår kunstværker forandring. Men hvordan forholder SMK sig til et maleris livshistorie? Lyt med, når Jørgen Wadum, centerleder for CATS på SMK, undersøger alderens indflydelse på Edvard Weies hovedværk Faun og nymfe.

Eksperimentalfilm om forholdet mellem generationer

I museets biograf kan du læne dig tilbage og opleve eksperimentalfilmen Den røde skov, der dykker ned i forholdet mellem to generationer – mellem mor og datter. Værket er skabt af kunstnerne Ursula Reuter Christiansen og Henning Christiansen i 1987. Udforsk også udstillingen SKARPRETTEREN: En totalinstallation skabt af Ursula Reuter Christiansen med udgangspunkt i videoværket Skarpretteren – et af de vigtigste værker i dansk, feministisk kunst.

Croquis, strikkeworkshop og samtalekarrusel

Udforsk detaljerne på den aldrende krop, når der inviteres til croquis-tegning midt i kunsten. Og lad trådene forbinde generationer, når der sammen med Textilskolen inviteres til strikkeworkshop på Scenen. I løbet af aftenen kan du også deltage i Samtalekarrusellen, hvor der på tværs af alder stilles skarpt på emner som krop, ensomhed, autoriteter og kærlighed. Du kan også være med, når foreningen ALDER 3.0 quizzer om kunst, alder og fordomme.

Og meget mere… du kan bl.a. høre musik, der spænder over flere generationers hitlister, når DJ Christian d’Or vender plader i Skulpturgaden. Her kan du også købe øl, drinks og aftensmad, der har fokus på gode ingredienser, økologi og årstidens råvarer. Du kan aftenen igennem også tage med på art talks og opleve SMK’s udstillinger i aftentimerne.

Arrangementet finder sted fredag den 4. maj kl. 16:00-22:00

SMK Fridays er gratis og åbent for alle.

SMK Fridays afholdes på fredage på Statens Museum for Kunst.

Læs mere på museets hjemmeside.