Kunstnerkister sætter døden på dagsordenen

Relikvie Mortum Kunstner: Mette Rishøj

Landsforeningen Liv&Død viser netop nu kisteudstillingen ”Relikvie mortum” i Funebariet.

Kister dekoreret med pigtråd, vilde pangfarver og militærfarvet camouflage. Det er det syn, der møder dig på Funebariets nye udstilling ”Relikvie mortum”, hvor fem kunstnere har delt deres tanker om døden og forvandlet hvide kister til unikke kunstværker med hver sin fortælling.

Døden er hverken særlig nem eller særlig behagelig at forestille sig. Den er muligvis et af de sidste tabuer i vores moderne samfund. Derfor ønsker Landsforeningen Liv&Død med udstillingen at tage hul på dialogen om døden, begravelser og afskeden med livet. Det er de færreste, der ved, hvad der skal ske, når de dør. Skal de begraves, brændes, fejres eller begrædes? Og tør de tale om det?

En af kunstnerne, Mette Rishøj, fortæller om sit værk:

Min kiste er et kulturmøde mellem et stereotypt udtryk og dets diametrale modsætning. To modpoler kolliderer: den højtidelige, religiøse kiste og den eksplosive kreative samtidskunst.


Udstillingen er venligst udlånt at galleri NB, som har opfordret kunstnerne til at bidrage med hvert sit bud på deres personlige tanker omkring døden og afskeden med livet.

Som øjenåbner fik hver af kunstnerne udleveret en hvid kiste. Fra at være en standard bedemandsvare uden synlige relationer til dens indhold, undergik kisterne en forvandling og blev til kunstværker.

Kisteudstillingen er en del af en større udstilling, som i alt 11 kunstnere deltog i. Hele udstillingen har tidligere været vist på både galleri NB i Roskilde og galleri NB i Viborg samt Funebariet tilbage i 2011.

Udstillingen kan opleves i Funebariet frem til den 9. september 2016.

Læs artiklen om Funebariet og særudstillingen i CityAvisen (s. 6)

Få mere information om Funebariet.