16. oktober 2013

Festlig fejring af Liv&Død Prisen 2013

Marianne Harboe og Hans Dal fik årets Pris for deres store og beundringsværdige indsats for beboerne på Danmarks hospicer.

Ved receptionen i lokalerne på Nikolaj Plads i København var det formanden for Landsforeningen Liv&Død, Inge Nesgaard, der overrakte diplomet, blomster samt 10.000 kr. til de to frivillige ildsjæle. 

I Inge Nesgaards tale og motivation for årets prismodtagere lød det blandt andet således:

Liv&Død Prisen 2013 tildeles Marianne Harboe og Hans Dal for jeres store og beundringsværdige indsats for beboerne på Danmarks hospicer. I står bag den smukke antologi ’Tæt på døden, tæt på livet’ med små beretninger om holdninger, bevæggrunde og oplevelser fra frivillige ved hospicer rundt om i landet. I har søsat projektet ’Kunstnere i Hospice’, hvor en lang række musikere, sangere og fortællere har stillet sig gratis til rådighed og skabt glæde blandt både beboere og pårørende på Danmarks hospicer og i høj grad været med til at virkeliggøre ideen om, at hospice er et sted, hvor livet også skal leves. Endelig har I skabt ’Foreningen af Frivillige ved Hospice’, som har virket til inspiration og viden på mange områder, og hvorigennem der er opstået vigtige netværk på kryds og tværs.Motivation for Liv&Død Prisen 2013

Receptionen bød også på et musikalsk indslag af vinderparret, idet Hans Dal spillede Johan Rantzaus ‘Grav Mig Nør’, som han selv havde skrevet musikken til. Hans Dal fremførte desuden den smukke salme ‘Ræk Mig Din Hånd’ med tekst af Marianne Harbo og musik af Hans Dal.

Formanden for Foreningen af Frivillige ved Hospice, Tove Nielsen, sluttede talerækken og overrakte i den forbindelse et eksemplar af sin nye bog ‘Ske din Vilje’ til formanden for Landsforeningen Liv&Død.

 

Det er tredje gang, at Liv&Død Prisen uddeles. Prisen uddeles hvert år til en person eller en organisation, som i det offentlige rum på en iøjnefaldende måde har været med til at nedbryde tabuet om døden. Første gang var i 2011, hvor uddelingen skete i forbindelse med Landsforeningen Liv&Døds 130 år jubilæum. Her var det journalisten Anders Agger, der blev hædret for for TV-dokumentaren ‘Sømanden og Juristen’, som kom bredt ud i de danske stuer og dermed var med til at nedbryde tabuet om døden. 

Sidste år, i 2012, var det Jes Dige og Per Bøge, der blev hædret for projektet ”Omsorg”, der hjælper børn, som har en forælder eller søskende, der bliver alvorligt syg, eller som har mistet en forælder eller en søskende.