Cello, gravøl og spøgelseshistorier på livlig Kulturnat

Godt 440 gæster valgte at lægge vejen forbi Liv&Død, da Landsforeningen endnu engang åbnede op i huset på Nikolaj Plads 27 under Kulturnatten i København

Dørene blev som altid åbnet kl.18:00, hvor de første gæster tog sig en rundtur i Liv&Døds faste udstilling om død og begravelse, Funebariet, hvor man også kunne opleve en opdateret udgave af Trille Skjelborgs stærke fotoudstilling ’Memento Mori’ (Husk du skal dø), blive klogere på skovbegravelse samt se indholdet i en såkaldt sprogkuffert om døden.

Steen Langstrups medrivende fortællestil fik tilhørerne helt ud på stolekanten med mystiske – og selvoplevede – historier om mødet med diverse spøgelser på Frilandsmuseet i Lyngby.

Med Steen på stolekanten

Fra kl.19:00 og herefter fire gange frem til kl. 22:00 kunne man opleve den danske gyserforfatter Steen Langstrup, der via sin medrivende fortællestil fik tilhørerne helt ud på stolekanten med mystiske – og selvoplevede – historier om mødet med diverse spøgelser på Frilandsmuseet i Lyngby. Steens historier blev fremført i den gamle stue i Landsforeningen Liv&Døds hus fra 1797. Her var der pyntet op med sorte draperinger og levende lys, og bagerst i den stemningsfyldte stue kunne man desuden opleve to meget livagtige ’hvide damer’ – en type spøgelse som, Steen kunne berette, også findes på Frilandsmuseet.

Steen Langstrup læste desuden én af sine noveller, kaldet ’Indbrud’, op, og den historie får sandsynligvis hjerterne hos nogle af tilhørerne til at banke lidt hårdere, næste gang strømmen går derhjemme. I pauserne mellem Steen Langstrups optrædener kunne man købe og få signeret forfatterens bøger, hvilket flere benyttede sig af.

Mester på cello

Ursula Smith spillede bl.a. flere stykker af J.S. Bach, men hun kom også omkring den danske sangskat med bl.a. en meget smuk fortolkning af ’Se, nu stiger solen af havets skød’.

Mens gyset altså holdt pause i stuen, kunne man i Funebariet på førstesalen opleve den engelske mestercellist Ursula Smith give en række små, medrivende cellokoncerter. Ursula Smith spillede bl.a. flere stykker af J.S. Bach, men hun kom også omkring den danske sangskat med bl.a. en meget smuk fortolkning af ’Se, nu stiger solen af havets skød’. Mellem de enkelte numre fortalte Ursula om musikken og om, hvordan flere i hendes hjemland England i dag vælger populære pop- eller rocknumre i stedet for mere traditionelle salmer til begravelsen.

I Funebariets café- og loungeområde var bryggeriet BrygSelv på besøg og uddelte bl.a. læskende smagsprøver på Scotch Ale.

Gravøl

I Funebariets café- og loungeområde ventede der alle gæster en dejlig overraskelse. Her var bryggeriet BrygSelv nemlig på besøg og uddelte læskende smagsprøver på bl.a. Scotch Ale, American IPA og Belgian Dubbel. Der var vand og sodavand til børnene, og mens der blev drukket og snakket, kunne man studere et til Kulturnatten opstillet tema om ’gravøl’. Samtidig kunne man på en storskærm se en lang række forskellige bud på ’en værdig afsked med livet’ – bud der er indsamlet blandt nogle af Funebariets godt 3.000 årlige gæster.

Det var godt nok en overraskelse, det her!

Der var både store og små til Kulturnatten 2014 hos Liv&Død.

Flere af de besøgende var kommet specifikt for at opleve den smukke cellokoncert på førstesalen, mens andre var gået efter at få et godt gys og møde forfatteren Steen Langstrup. Som det ofte er tilfældet under Kulturnatten hos Landsforeningen Liv&Død, var der imidlertid også flere, der blot blev nysgerrige og gik indenfor efter at have set rustvognen parkeret foran huset på Nikolaj Plads, eller efter de havde fået en snak med bedemændene, der også var på plads ved indgangen. Der var derfor også adskillige gæster, der gav udtryk for glæde over at ’støde på’, hvad de opfattede som en både relevant og meget spændende udstilling samt en organisation, i form af Landsforeningen Liv&Død, der arbejder for en rigtig god sag. Som en kvinde sagde til sin mand på vej ud ad døren: ’Det var godt nok en overraskelse, det her!’.