De voksne, som arbejder med børn, kan ofte møde børn, der har mistet.
Hvordan hjælper man børn, der har mistet?

Hvert år er der børn, der mister en forælder, en søskende eller en anden, der står dem nær.

Det er altid vigtigt at tage hånd om børnene og give dem mulighed for at sætte ord på det tab, de oplever. Her kan den voksne, som arbejder med børn, der har mistet, gøre en stor forskel.

Hvad får I ud af et besøg i Funebariet?

På vores rundvisninger for alle grupper af studerende inden for det pædagogiske område tager vi fat på emnet død og begravelse med udgangspunkt i barnet.

Formålet med rundvisningerne er at gøre de studerende fortrolige med, hvordan døden helt praktisk håndteres i Danmark og give værktøjer til, hvordan de gennem deres arbejde kan støtte børn, der mister en kær.

Vi fik åbnet op for emnet døden og fik nye vinkler på, hvordan vi kan hjælpe børn, der mister en mor, far eller bedsteforælder.

Underviser på pædagoguddannelsen
Funebariet: En sidste hilsen
Et barn har skrevet en sidste hilsen.

Hvordan foregår en rundvisning?

På en rundvisning sætter vi fokus på:

  • Den voksnes ansvar og rolle i forhold til barnet.
  • Hvordan man sætter ord på død og begravelse over for et barn.
  • Sprogkufferter og andre redskaber til at arbejde med død, begravelse og sorg.

Derudover giver rundvisningen et kort historisk tilbageblik og oplysninger om nutidens love og regler.

Vi gennemgår helt konkret, hvad der sker, når et menneske dør. Hvad tager bedemanden sig af? Hvordan afholdes en begravelse? Hvad er tilladt?

Vi har også udstillet kister og urner i forskellige former og farver.

En rundvisning i Funebariet tager halvanden til to timer.

Brætspillet "Little Storm siger goddag og farvel".
Spillet “Little Storm siger goddag og farvel”.

Goddag og farvel

Brætspil er en god anledning til at få snakket om emner, der ellers er svære at få taget hul på. Via leg kan børnene leve sig ind i forskellige roller, hvor de svære ting bliver lettere at forklare og forstå.

I Funebariet finder du bl.a. leg- og læringspillet ‘LittleStorm Siger Goddag & Farvel’. Spillet kan spilles med børn fra 2 ½ -års alderen og er udviklet af brætspilsfirmaet Four Esses i samarbejde med Liv&Død.

Spillet indeholder otte plader, der alle beskæftiger sig med situationer, hvor man siger goddag eller farvel, herunder en begravelse.

Bogen "Til minde om".
Du finder bl.a. bogen “Til minde om” i Funebariet.

Til minde om

Bogen “Til minde om” er en blandt mange bøger om død, sorg og begravelse, som vi har udstillet i Funebariet. Bogen er skrevet af Rikke Høgsted, og Liv&Død har støttet udgivelsen af bogen.

“Til minde om” er en mindebog, hvor børnene selv kan lege forfatter og bidrage med historier, som de synes er vigtige eller sjove at huske om et menneske, de har mistet.

Bogen fungerer samtidig som scrapbog med mulighed for at sætte tegninger og fotografier ind.

Kontakt os

Funebariet har åbent alle hverdage kl. 9-15. Der er fri adgang for alle.

Grupper på mindst 10 personer skal bestille tid i forvejen.

Er der rundvisning, kan der været midlertidigt lukket i 1-2 timer.

  • En rundvisning koster 25 kr. pr. person. Ved rundvisninger skal der være mindst 10 personer og max 25 personer.
  • Uden for vores åbningstid koster det 50 kr. pr. person.
  • Bestil altid tid i forvejen til en rundvisning.

Vi tilbyder også at tilrettelægge rundvisningen og en eventuel efterfølgende diskussion målrettet målgruppens og arrangørens ønsker ud fra et bestemt emne eller tema, så vidt det er muligt for os.

Ring på tlf. 33 36 49 70 eller send en mail til info@livogdoed.dk for at bestille en rundvisning.